Gode intentioner og den virkelige verden

Der er sket to gode ting siden sidst. For det første kom jeg til at tænke på, at nu hvor min adresse ligger en smule nærmere civilisationen, kan jeg igen bestille min yndlings kasse fra Aarstiderne. (Ja, de får gratis reklame her hos mig..) Singlekassen faktisk, selvom jeg ikke er så single mere.

Det allerbedste er, at jeg - og dermed vi - får spist mere varieret grønt på nye måder, ovenikøbet konsekvent økologisk. At komme hjem til sådan en kasse på trappen fredag eftermiddag er som at få en gave (ja, ja ok, har jo selv betalt den, men så en lykkepose da).

Jeg synes bestemt prisen er rimelig, og der var både hindbærsaft og jordbærkompot til fredags pandekagerne, og siden har vi spist bla. perlespelt, majskolber, grønne bønner, blomkål, fine gulerødder, sprøde æbler, søde bananer og tomater med smag.

Den næste, faktisk fantastiske, ting var, at jeg kom forbi Anna Skyggebjergs blog "Hele tre ting", på en heldig dag. Denne bog var på tilbud (tarveligt først at fortælle det nu, jeg ved det..) og selvom jeg tidligere har annonceret, at jeg hader 'jeg-ved-hvordan-du-har-det-lad-mig-vise-dig-lyset(-og-tjene-på-dig)-bøger', så gav jeg den en chance, fordi jeg har været meget glad for bogen "Supermor" af samme forfatter.

Jeg har grinet- og tudet mig igennem den i løbet af weekenden! Grinet fordi den er morsom på en meget genkendelig måde, fx det nu helt anerkendte udtryk "meditativ kagespisning", når det dér rigtige meditation ikke vil lykkes. Ha ha, det er humor på højt plan i min ikke længere så åndsbevidste verden. Alt det med at mærke sig selv og sin krop, som jeg ellers er en slags uddannet i, er gået fløjten de seneste år. Og jeg vil gerne tilbage. I hvert fald til noget af det.

Jeg kender min krop godt nok til at mærke, at mit åndedræt permanet befinder sig nord for solar plexus. Jeg har svært ved at falde til ro, når jeg skal sove. Jeg trænger hele tiden til fred. Til at være i fred. Det var faktisk det, der fik mig til at tude allerede, da jeg læste det indledende afsnit. Jeg kan godt skabe det, Anna Skyggebjerg kalder åndehuller, men jeg formår ikke at udnytte dem! Jeg vil jo tage fodbad og se en god film og spise lækker chokolade og drikke fancy kaffe og meditere (!) og lave styrkeøvelser og skrive og læse og trække vejret ned i maven på en gang.

Det ender som regel med, at jeg kværner chokoladen uden at nyde den, mens jeg venter på, at vandet til kaffen koger. Jeg misser de første 10 minutter af filmen, fordi jeg ikke har været nærværende nok, mens jeg putter børn, hvorefter de kalder 50 gange, og jeg til sidst snerrer ad dem. Fodbadet bliver koldt, og når jeg endelig skal se den sølle rest af filmen, ringer min far - som jeg ikke kan nænne at ignorere, fordi han sidder der og savner.

Så den allerførste øvelse, jeg har givet mig selv, er at lave ÉN ting, når jeg skal have en stille stund. Og så være til stede i det. Og det kan jeg ikke. Endnu i hvert fald, men man (jeg) har jo lov at øve sig...og tude lidt imens. Og det skal nok komme.

Fx føles det ret zenagtigt, at min seng nu er flyttet ned i køkkenet fordi 'sommerhuset' (træbeklædt gavlværelse på 1. sal) skal forvandles til to lækre børneværelser med nye vinduer og hems!! Nu har vi nærmest, hvad der minder om en et-værelses i køkkenet - og der er i hvert fald et Troldebarn der nyder, at man helt reglementeret er nødt til at sove i samme seng som sin mor, uden af den grund at behøve at anse sig selv for et pattebarn!

Nu er det ZENgetid, og jeg vil ikke bebrejde mig selv, at jeg vrissede en lille smule af børnene inden sengetid - jeg kunne nemlig have vrisset meget mere, end jeg gjorde, og det er okay at være taknemmelig over at dagen er slut, og at der kommer en ny chance i morgen...og så ikke mere tuden for i dag!