Nedtælling

Så kom brevet. Og datoen. Og hvor hele landet er i selvsving over en valgdato, er jeg nærmere lidt i selvsving over en anden dato. Med et også ret så vigtigt valg, i hvert fald i min lille verden.

Så jeg har fået fri af min søde chef. Ligesom resten af verden, tilsyneladende, er hun mere nervøs for det, end jeg selv er. Lige nu. Jeg ser frem til at komme det skridt videre. Der er jo ikke afgjort noget, vel? Vi taler om det. "En indledende dialog". "Den bedste løsning for jeres børn". Det skal nok gå. Han kommer ikke til mødet, bare rolig. Han skal derind en helt anden dag.

Jeg er SÅ meget i overskud på grund af det Zen, jeg kan ikke anbefale det nok. Selvfølgelig fordi det har ramt mig, da jeg - åbenbart - var klar til at modtage budskabet. Jeg har sovet godt tre nætter i træk. "Bare" på grund af et lillebitte ritual, der faktisk ikke rigtigt er noget, men alligevel er nok til, at det virker for mig. Mod uroen, tankerne, ængstelsen, modviljen mod at sove.

Og som om det ikke var nok, har jeg fået endnu mere Zen foræret af universet (Haaaallelujah). Okay, i en meget konkret form. Nogen udenfor min rækkevidde har gravet noget kabel over, så der er hverken internet- eller telefonforbindelse før mandag morgen!

Så hermed god weekend. Nu vi er ved det med universet, skal jeg lige hjem og tænke lidt over noget (kan jo alligevel ikke læse blogs). I går var der en kvinde, der sagde til mig, at jeg skulle tage at skrive en bog. Det var noget med mit sprog, hun godt kunne lide, efter at have læst en laaaang smøre om noget livsbeskrivelse.

Og det var ikke det, at hun sagde det. Det har andre også sagt, blandt andet nogle af jer læsere. Det var mere det, at hun var den tredje på en uge, der sagde det. Og hun lod sig ikke slå ud af, at jeg sagde, det overhovedet ikke kunne komme på tale. Hun blev nærmest ved.

Så nu siger jeg ikke, at jeg skal hjem og skrive en bog. Og jeg siger heller ikke, at I skal sige "Ja, du skal". Jeg siger bare, at nu går jeg hjem og tænker lidt over det. Så ses vi mandag...