Til en god regnvejrsaften, hvor man liiige trænger til at dyrke det melankolske, giver Revolutionary Road fuld valuta for pengene!
Jeg læste bogen (af Richard Yates)
I aftes så jeg filmen.
Åh, brudte drømme, arketypiske illusioner og derefter lettelsen/skuffelsen over, at man bare er et helt almindeligt gennemsnitsmenneske ligesom de fleste andre...
Så kan man jo vælge at ånde lettet op (over at det tilsyneladende er meget menneskeligt og almindeligt at have drømme, der glipper) eller give sig selv et spark bagi (ved tanken om, at der kun er én eneste, der kan gøre noget ved det). Og blive en lille smule modløs over, at verden og livet nogle gange ikke er, hvad det giver sig ud for.
I min mors sidste leveår diskuterede vi tit bøger. Altså hvilke, der var værd at læse. Hun hadede den nyere tids litteratur med dårligt sprog, stereotype karakterer og overfladisk indhold. Gad ikke krimier og chick-lit. Faktisk syntes hun, at ægte forfattere er en uddøende race.
Jeg var ikke altid enig med hende, en god læseoplevelse kan for mig være mange ting. Jeg kan sagtens læse en krimi eller en roman i den lettere genre uden at føle mig snydt. Men jeg indrømmer alligevel, at en bog som Revolurionary Road får mig til at tænke: "Det var det, hun mente". Den er min største læseoplevelse længe. Og filmen er bogen i billeder. Et godt sæt til en regnvejrsweekend!
(I hvert fald, hvis man har et sind som mig. Smeden sov rigtig godt imens...)
3 kommentarer:
Jeg har desværre ikke læst bogen, men filmen... åhh den satte sig spor.
Her er link til noget af det mest følelsesmæssige musik fra filmen, jeg lææææænge har hørt. Enjoy *S*
http://www.youtube.com/watch?v=hoWifeC0UOU
Mmmmm, ja. Den musik indeholder hele det følelsesregister filmen spiller på og trækker én igennem....
(Ps. Læs bogen. Du bliver ikke skuffet!)
Jeg tror dig mht. bogen, men for filan hvor er filmen trist. Fin men også bare så uendelig trist at den gør ondt at se. Men hvor spiller de fabelagtigt, Kate og DeCap.
Send en kommentar