søndag den 19. februar 2012

Kære mor #3


Der er mange dage, hvor jeg savner dig. De fleste, faktisk. Jeg savner at fortælle dig småting fra hverdagen, sjove og kloge ting, børnene har sagt, vigtige tanker, jeg har tænkt, begivenheder, der ville have optaget os begge - hverdagsting, ikke andet. Selvfølgelig ville jeg også gerne kunne ringe, hvis der er noget, der bekymrer mig eller jeg spekulerer på - men jeg ved altid, hvad du ville have sagt eller gjort i mit sted.

De tidspunkter, hvor jeg savner sig allermest, er dem, hvor jeg er rigtig glad. Hvor der er gode nyheder eller bare lykkelige stunder og glæde. Fordi du var så ulykkelig over de onde ting, du syntes, jeg gik igennem. Og som du ikke syntes, jeg havde fortjent. Og som du frygtede skulle vende tilbage. I din verdensopfattelse rammer ulykker dem, der har fortjent det. Sådan da. Jeg tror virkelig, at du troede på, at rene hjerter ikke ville opleve tragedier og ulykker. Selvom du godt kunne finde på at sige: "Gud tager de bedste først", hvis små børn blev ramt.

Jeg ved, du syntes, at mit hjerte var meget rent. Og jeg ved, at du til dine allersidste dage stadig ikke forstod, hvorfor jeg var blevet ramt så meget af livet, hvorfor jeg skulle kæmpe så hårdt. Jeg blev irriteret og sagde til dig: "Åårhhh hold nu op med det dér. Der er noget til os alle. Jeg er i det mindste ikke syg - jeg kender min fjende! Jeg ved hvem den er, jeg kan tage mine forholdsregler". Og du sagde: "Ja, når bare ikke vi bliver syge, så skal vi nok klare den". Men du blev syg. Og du klarede den ikke. I hvert fald ikke at overleve den.

Derfor var i går en af de dage, hvor jeg virkelig savnede at kunne fortælle om den glæde, der ramte mig. Om en af de dage i mit liv, der tæller med i de allervigtigste, når de skal gøres op. Måske er jeg i virkeligheden aldrig før blevet så inderligt glad som i går.

Jeg var inviteret til brunch hos en højgravid veninde, der var nabo til Hulebo. Bare hende og mig og en tredje veninde. Stille og roligt, ikke noget særligt, bare lige lidt kaffesnak inden hun skulle nedkomme. Hvis du tager lidt frugt og te med er det fint. Okay, og ihh hvor hyggeligt, jeg glæder mig.

Da jeg kom syntes jeg godt nok min veninde var lidt hektisk - men alle ved jo, at højgravide kan være kulrede, så jeg tænkte ikke videre over det, og fik to fade stukket i hænderne; "Værs'go kan du lige tage det her med ind i stuen?".

Der stod de inde. Flere af veninderne. Med flag i hænderne. Og sang fødselsdagssang. For mig. Min hjerne gik lidt i tomgang...

"Aij, hvorfor synger de? Er det for mig?"
"???? De tager fejl, stop stop, jeg har da ikke fødselsdag"
"Hvorfor synger de?"
"Aij, hvad laver AM her? Hvem har taget hende med?"
"Aij hvor er det altså sjovt - hvordan kender de andre hende hjemme fra flækken?"
"Altså hvem er det, der kender hende?"
"Jamen jeg har altså ikke fødselsdag!!"

"Nej, men det har du da om 10 dage".

De holdt fødselsdag for mig. Alt det der med brunch inden fødslen og alt det, var bare snyd for at jeg ikke skulle opdage det. At de allesammen havde snakket sammen og involveret min far og smeden og alle mulige, for at tromme så mange af mine veninder sammen. En god håndfuld var forhindrede pga. ferie og logistik og dens slags, men alligevel vi var otte kvinder samlet. Og hvilke kvinder.

Allesammen nogle, jeg virkelig holder af, spejler mig i og deler værdier med. De drillede mig kærligt med, at jeg for en gangs skyld måtte slippe Kontrolla, og det var rigtig dejligt. Og trygt. Sørget for det hele, havde de. Hjemmebag, oste, pålæg, frugt, kager, chokolade - selv Asti, der blev bragt ind hele vejen fra Flensborg.

Min veninde, soulmate, livsvidne, hende, der har kendt mig allerbedst gennem mere end 20 år havde fået ideen. Og fået flere med på den. Selvom de på kryds og tværs ikke kender hinanden. Det var det, der var det allerbedste ved dagen. At mærke, hvordan de havde glædet sig til at give mig den dag. At sidde der blandt de skønne kvinder og vide, at de havde gjort det for mig. Det trak nogle klumper i halsen. Og også tårer. Og stadig i dag.

Når folk dør, bliver der altid sagt så meget pænt. Og jeg har tit tænkt, om de mennesker vidste, mens de levede, hvor værdsatte og elskede, de egentlig var. I går var sådan en dag, hvor jeg er meget taknemmelig for i livet at opleve, hvor værdsat jeg er, og hvor utrolig priviligeret det er, at have veninder, der ønsker at vise det. Ikke for at vise, at de kan lave et fint arrangement, men for at vise, at de holder af. Af mig.

Så kæreste mor, i går var en af de dage, hvor jeg virkelig håber, at du på en eller anden måde kunne kigge ned og se, hvor meget kærlighed der er omkring mig. Du ville sige, at jeg har fortjent det. Det ord var der også nogle, der brugte i går. Jeg ved ikke, om man kan fortjene det. Men jeg ved at kærlighed giver kærlighed. Også til dem.

Alle mine veninder.

8 kommentarer:

Trine sagde ...

Jeg er bare en grådlabil hormon-katastrofe der vandrer omkring med kleenex klistret til øjnene konstant.

Det er DERFOR jeg tuder over dit blogindlæg lige nu.

Og fordi solen skinner. Også andre steder end lige hér hvor jeg sidder og kigger ud gennem hævede øjne.
Og fordi du fortjener så meget kærlighed at det ikke er til at hverken forstå eller beskrive!

Anonym sagde ...

Kære Hulemor, lad os lige aftale en ting ok? Hun kigger med. For ellers magter jeg simpelthen ikke denne tid. Efter min far døde, gik der ikke længe før han "var med", så det tror jeg på at mødre også er og ikke kan andet. Min mor er ikke "nået frem" endnu, men det må være et spørgsmål om tid. Du er fin.
kh Prophecy

Dott sagde ...

:O) - Tænk at have sådan nogle veninder - tænk at have sådan en veninde....

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Dejlig læsning, skønne veninder, kan godt forstå, at du blev rørt og fik lyst til at dele med din mor.
Og tillykke med den så snarlige fødselsdag :-) KH Charlotte

Anja Sand Bjerre sagde ...

Pyha, blev da lige noget rørt der ;)

Lene sagde ...

Prophecy said it! Mødre er med! På gode dage og på dårlige dage..

Og på dage, hvor man har verdens bedste veninder! Lykken er at have en ven! :)

PS: Tak for din kommentar på min blog.. (Jeg har takket dig der, men måske det blev en ny kommentar og ikke en kommentar til din kommentar.. Jeg er jo ret ny udi det her ;)

changeisapossibility sagde ...

Ja, her sidder jeg i Frankrig med tårerne langt ud af øjenkrogene....................

Jeg får lyst til at skrive et ord

KÆRLIGHED

Marianne sagde ...

Er bare så glad på dine vegne!
Og selvfølgelig kigger din mor med - det er jeg helt overbevist om :)