tirsdag den 2. februar 2010

Awardwinning!

Nu har jeg set, at det er så populært med awards her i blogland. God tanke og lidt spændende, om man nogensinde kommer så meget ind i blog-universet, at nogen vil opdage én nok til at man kan blive nomineret til sådan en.

I dag har jeg både nomineret mig selv og udråbt mig som vinder af den ultimative anti-award.

For den sureste, mest umedgørlige og morgentvære mor. Øv.

Det startede allerede da jeg (liige en anelse for sent) stod op og lukkede kattene ud. Hov...10 cm. sne i haven - det havde de da ikke sagt noget om! Nå, men det er vel ikke så slemt, tænkte jeg og gik i bad. Overvejede at tage et lynskyl og droppe hårvasken - men ah hva' - det går nok.

Men det er jo med morgenrutiner, som med en Klovborg ost. De tager den tid, morgenrutiner tager. Tænkte, at jeg nok burde vække børnene lidt før jeg plejer... . Men ah hva' - det går nok.

Mens jeg kogte havregrød overvejede jeg, at grynene jo egentlig i en håndevending kan spises med mælk. Som vi havde. Men ah hva' - det går nok også.

Mens jeg lavde te overvejede jeg, at vi måske kunne nøjes med et glas vand, så ingen skulle brænde tungen. Men .. ah hva' - vi når det nok, det er sikkert ikke så slemt, når vi kommer afsted.

Men JO. Det var slemt (det havde de altså ikke sagt). Og vi var ikke i god tid. Slet ikke faktisk.

Nå, men halvvejs afsted pipper den 10 årige så på bagsædet: mor jeg har glemt mine overtræksbukser. Hvilket mindede mig om, at flyverdragten til den 7-årige vistnok lå på gulvet. Altså da vi gik ud af døren!

Et U-turn i sneen ville rimelig sikkert føre os lige lukt i pitstop i en stor snedrive. Og uden nogen form for tvivl, ville selv en vellykket retur til hulen betyde mindst 10 min. for sent på job.

Uanset hvad - jeg måtte indse, at det var ud over alle grænser for dårligt (og PINLIGT), hvis mine børn kom afsted - i forventet snestorm - uden ordentligt overtøj. Altså U-turn på trods af dårlige odds..

Så var det at hovedsikringen sprang...altså min. Det væltede ud af hulemor med bebrejdelser og alverdens brokkerier. Øj, hvor var det grimt. Alt imens jeg med fråde om munden vendte bilen (uden at sidde fast - luckily) og ræsede tilbage i hulen. Gaflede det nødvendige overtøj og ræsede endnu hurtigere den anden vej.

De var fuldstændig tavse. Så stille kan børn altså være, når den eneste, de har til at klare alt, brænder fuldstændig sammen.

Det er en af de dage, jeg er allermindst stolt af, kan jeg lige så godt indrømme.

Jeg nåede stort set mit arbejde til tiden...(ihh hvor vigtigt. Meget vigtigere end børnenes start på dagen)
Og heldigvis kom snestormen, så skolen lukkede og vi kunne tage hjem og lave varm cacao og putte os sammen. Og prøve at klinke skårene. De holdt vist til det. Men det gav hulemor noget at tænke over...

2 kommentarer:

Trine sagde ...

Heyyyy... Jeg tror da vist jeg har set den hule før...?

Hurra for elendige awards - og for kakao! Kakao kan redde alt, simpelthen!

Lækker blog, by the way!
Kh Trine

hulebo sagde ...

Hej Trine

- jo mon ikke du har besøgt den i sommerdragt ...

Og tak for ordene. Kh M