Blogkonsekvens

Jeg så den godt, bilen. Og tanken strejfede mig, at det kunne være hende.

Jeg kender hende egentlig ikke, og dog har jeg set lidt af hendes sjæl.

Med ét var jeg blottet, nøgen, genert - for jeg vidste, at hun også har set lidt af min.

Et langt øjeblik holdt jeg fokus på børn, bagage, bil, mere børn. Mens jeg samlede mod til at se op og sende hende mit bedste smil. Men da var hun ude af mit synsfelt.

Hun stod lige ved siden af mig. Hun smilede. Og omfavnede mig. Bare sådan. Fordi hun vidste, at det trængte jeg til. Dét knus var det bedste, jeg længe har fået.
Det var ægte, det trak tårer - og det skubbede til noget.

Det lærte mig, lige dér, at når man tør skubbe til sine egne grænser, så giver det ringe i vandet. Af de gode.

.TAK.