Var jo lige på skøn skiferie. Med glade børn og voksne. Mærkede ægte glæde ved at komme hjem i hulen igen. Sendte børnene på ferie ved mormor og morfar. Hvilket i min situation nærsten betyder endnu mere ferie - selvom jeg skal på arbejde. Havde gode venner på besøg i aftes. Haft en god dag...hvad er der så galt. Altså.
Måske har det noget at gøre med at...
- jeg er træt af at klare mig selv. Være såkaldt stærk
- jeg savner nogle arme omkring mig
- (ja, hans arme. Men jeg har selv insisteret på at slippe det, så altså. No wonder, manden holder sig på afstand)
- verdens hyggeligste sygehus (hvor jeg tilfældigvis holder utrolig meget af at arbejde) er under afvikling. Nu med dato
- min mor har fået paryk. Det er pænt. Men hun græd
Det har givet anledning til en meget stille eftermiddag her i hulen. Faktisk med tårer. Og ham her
Jeg ved ikke hvad det er med den sang (eller ham!!) Men den virker altid. Den får mig til at tro på det hele igen. Lidt.
2 kommentarer:
Lidt tristhed har sin ret ind imellem - Men håbet og troen på at tristheden forsvinder SKAL der altid være plads til!! Så hvor er det dejlig du lige fandt noget der gav dig lidt håb i din lidt triste dag!!
Sol og varme til dig.
Nogen gange kan sådan en dag med ro til eftertænksomhed og tårer, være enormt forløsende.
Når man giver sig hen og omfavner det triste, kan man på en eller anden måde bedre slippe det igen.
Kram herfra
Send en kommentar