Elverpigen, min datter på 10, havde yndlingsveninden på besøg. I bytte for Troldebarnet, min søn på 7. Der var med andre ord dømt tøsehygge med stearinlys, pandekager og X-factor. Hvorfor Hulemor her syntes, det var oplagt at starte hyggen op med lidt Rasmus Seebach! Krydret med anekdoter om "da mor var ung", Seebach Senior og den slags. 80'er nostalgi og mor med røde kinder.
De syntes da nok, jeg var meget kær (okay, nu siger hun godt nok ung. Men hvor ung har en mor nogensinde lige været, hva'). Jeg er lidt autist med sangtekster, det indrømmer jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke lade være at huske teksten, hvis jeg hører en sang mere end tre gange. Hvilket jeg er kommet til med RS. Også alle uuhuuuh'erne som hende her engang påpegede, at der måske er lidt rigeligt af. Lidt.
Men da jeg så heller ikke kunne lade være at give den hele armen, da Jesper sang en fantastisk udgave af "Say Say Say" ... der kunne jeg godt se på Elverpigen, at det begyndte at kamme lidt over. Måske især fordi jeg syntes, de var store nok til at vide, at det faktisk var den sang, jeg kyssede til første gang ... med Jens fra ottende ...
Der fik jeg et blik. Et blik, jeg aldrig har set før i Elverpigens øjne. Fordi, jeg var pinlig. PINLIG. For hende. Og jeg kunne se, at jeg skulle stoppe. Så det gjorde jeg. Vi skulle obviously ikke være veninder alle tre. Selvfølgelig.
Veninden var heldigvis flad af grin. "HAHAH jeg kender det godt", grinede hun. "HAH, nå - er din mor også sådan?" spurgte jeg. "Nej, HAHAH, men det er min far". Og dét er altså ustyrlig morsomt, når man kender hendes far!
Nå, men moralen var altså, for mig, at jeg ikke skal 'veninde den' med Elverpigen og hendes veninder. Jeg skal være moren, og jeg skal være ordentlig.
Og jeg er sgu stolt af hende! For mig betyder det, at hun adskiller sig fra mig, og at hun er stærk i sig selv.
Det her er klipset fra nettet, og jeg er helt enig, når Mette Horn (Max Pinligs mor) siger:
Alderen omkring 10-12 år er et spændende rum, hvor børn går i gang med at stille spørgsmål til deres egen identitet og verden som sådan. Spørgsmål, man selv som voksen jo stadig ikke kan svare på. Men man må turde være voksen, for børn har ikke brug for at være venner med deres mor i den alder.
Jeg gjorde mig mange tanker om 'morskab' og 'moderskab' i aftes. Så stor hun er altså blevet.
Og så alligevel ... sidst på aftenen, overhørte jeg denne storpolitiske kommentar fra Elverpigen til veninden:
"jeg synes altså det dér Anders Fogh Rasmussen lyder noget mere
borgmesteragtigt end Lars Løkke"
Der må grines! God lørdag.
2 kommentarer:
Heldigvis (for mig jo) er Rumpen ikke stor nok til at synes jeg er pinlig på den måde - men jeg ved jo at det kun er et spørgsmål om tid.
Specielt fordi min mor stadig gerne fortæller om sine traumer, da jeg kom i den alder. Og pludselig nægtede at følges med hende hvis hun havde gummistøvler på ned i Brugsen, hvis det regnede - eller endnu værre, hvis hun løb (eller hedder det hoppede ??) gadedrengeløb når vi gik sammen på gaden ;o)
Men jeg synes du er sej, når du nu kan vælge at se hvor stærk din datter er, fordi hun gør sig lidt mere fri af dig. Tror nok bare jeg bliver lidt mere melankolsk når Rumpen kommer i den alder !
Tak for dit dejlige indlæg :-) Det er fedt at være mor - også at være mor pinlig, for det er som du selv skriver et sundt tegn på at de kære unger er på vej til deres egen vej..Har selv en der nu er tæt på de 18 - hun kan nu grine af mig uden at hun mener jeg er pinlig - hende på 13 hun mener godt nok tit at mor er pinlig...og så er der de to små på 5 og 7..de elsker deres mor mega lige meget hvad jeg gør.. Nå men tak igen for dit indlæg - gjore lige livet meget sjovere en stund ;-)
Send en kommentar