onsdag den 24. februar 2010

I et nyt lys

Jeg har det ikke så godt med feel-good blogs, hvor det hele emmer af friskbagte boller og bonderose idyl. Alligevel er jeg vist godt i gang med selv at skabe sådan en! Men det får være i dag. For nu kommer der et feel-good indlæg. Så er du advaret.

I december var jeg til en julefrokost og mødte en kvinde. Hun kom og satte sig overfor mig, og inden der var gået to snapse, havde vi talt os ind til hinanden, og jeg havde fortalt hende ting, som jeg ellers ville synes var alt for private i den sammenhæng. "Jeg vidste bare, jeg skulle tale med dig" sagde hun, da vi skiltes.

Siden har jeg set hende med en frekvens, der nærmer sig det imponerende, i betragtning af hvor lidt tid jeg synes, jeg har til veninder. Hun er skøn, og vi glædes begge ved det spirende venskab.

Desuden er hun fotograf, og kom den anden dag for at tage billeder. Mine forældre har snart fødselsdag og ønsker sig billeder af børnebørnene. Jeg forestillede mig derfor noget opstillet arrangement i sofaen og knips-knips, så var den i vinkel!

Men nej. Hun tog 280 billeder. Tohundredeogfirs. Godt nok mange! Vi redigerede dem i går. Legede med lys, tilskæringer og vinkler. Og jeg forstod, hvad hun mente, da hun sagde, at hun skulle have god tid til at skabe det rum, hvor virkelig gode billeder bliver skabt.

Jeg glæder mig vildt til at give mine forældre de billeder. De er fantastiske!! Jeg har tænkt et helt døgn over, om jeg skulle dele et par stykker med jer. Men jeg tør ikke. Endnu. (Ingen ved jo, hvem, der læser med her). SÅ.

Hun tog også billeder af mig. Selvom jeg haaader det. Mine tæer kørte rundt i skoene, allerede da hun trak kameraet op af tasken. Det er ikke krukkeri, på ære. Jeg kan ikke fordrage det. Men hun fik mig alligevel til det. Hun legede sig til det, og jeg overgav mig. Til hende og til kameraet.

Og for første gang nogensinde så jeg billeder af mig selv i går, som ... jeg kunne lide. Jeg kunne lide dem, fordi de viser den, jeg selv ser, når jeg ser mig i spejlet. Og ikke hende med de røde øjne og uklædelige dobbelthager, der normalt giver sig ud for at være mig. (Men sådan ser du jo ud...nå tak)

Men det allerbedste ved billederne var, at jeg kunne se, at den var kommet igen. Gnisten. Jeg fik øje på dét i mine øjne, som min mor kalder gnisten. Den, der forsvandt, da jeg nær havde mistet mig selv i et tidligere liv. Den er der. Og den rører mig. Jeg så pludselig mig selv i et helt nyt lys.

Derfor får de også et billede af mig på deres fødselsdag. For det er nok den største gave, jeg kan give dem. At jeg gnistrer igen.

(Og hvad var nu det, der var i min indbakke? Hun har spammet mig med billeder. Af én, hun mener jeg skal møde...ahh, hva...nu tror jeg vist lige vi holder!)

3 kommentarer:

Katrine sagde ...

Tillykke med din nye veninde !
Nogen gange møde man bare nogen som man svinger med - og hvor er det fantastisk at man kan opleve det som voksen også. Synes ellers mest at venskaber er "nemme" at få i barndommen.
Og helt særligt tillykke med billederne - jeg ved præcist hvad du mener med, ikke at kunne lide at blive fotograferet.
Jeg tror dog at kameraet godt ved, at jeg ikke er vild med det, for som regel bliver jeg ikke fotograferet. Kan huske at jeg som barn var vildt ked at det, efter min morfars 70 års fødselsdag fordi der ikke var 1 billede af mig. Det sladrede min mor om, og så fik jeg et billede af ham, som var forstørret mega meget, og så klippet til, så lille "baggrund-mig" fremstod som værende i centrum. Det blev jeg bare mere ked af :o(

Lena sagde ...

Hænderne op over hovedet. Hopper højt af glæde. :-)
hvor er det dejligt at høre om "det nye" i dit liv.

hanskvinde sagde ...

Tillykke - stort tillykke. Med dit liv, med din fred, med din vilje.

Med at have fundet dig - igen.