onsdag den 9. juni 2010

Send en tanke...


Jeg ville egentlig have skrevet det der humoristiske indlæg om weekendens udvidede havefest, som jeg havde ladet mig lokke til af lokale. Og hvordan min indre bonderøv aktiveredes umærkeligt, men autentisk og aldeles belejligt, efter helstegt pattegris og fadølsfest, så jeg blev fuldstændig som de andre. Og genoplevede min (for)tabte ungdom i landsbyen - 20 år senere og med andre ansigter på rollelisten.

Men ordene ville ikke rigtig komme. Eller rettere, jeg kunne ikke komme i stemning til det skriveri. Siden jeg for et par dage siden læste om flugtfangen første gang, har jeg tænkt på den involverede kvinde.

Jeg ved, hvordan hun har det. Lige nu er hun under politiets beskyttelse på en hemmelig adresse, hvor hun opholder sig sammen med sin søn. Det er nødvendigt, lige så længe han er på fri fod.

Når hun ser ud af vinduet, spejder hun efter en skygge, en bevægelse, en indikation på, at han er i nærheden...
Når hun skal sove, lytter hun. Knirken af et gulvbræt, knasen i gruset udenfor, en bildør, der lukkes...måske er lyden af hendes eget hjerte eller blodets susen i ørerne højere end lydene udenfor...
Når telefonen ringer, farer hun sammen...
Når hun går udenfor, har hun vænnet sig til at se sig over skulderen. At holde øje med andre biler i bakspejlet. Især dem, der drejer ud fra sideveje. Eller dem, der ikke drejer fra, men kører for lang tid bagved...
Når hun ser en mand, der ligner ham i udseende, statur, bevægelse ekser hendes ben og hjertet hamrer. Indtil hun kommer i tanke om, at han er bag lås og slå. Hvis han er....

Da jeg var midt i mit eget mareridt, var min verden hendes. Dørene var låste. Gardinerne trukket for. Jeg sov ikke. Spiste ikke. Var ikke.

I dag er jeg igen.

Jeg bor ikke der, hvor jeg bor
Jeg får aldrig breve, fordi de bliver sendt andre steder hen
Jeg får ikke valgkort eller andre breve fra myndigheder
Jeg eksisterer ikke på papiret
Jeg opgiver aldrig min adresse til nogen, med mindre det er fordi, jeg kender dem så godt, at de skal besøge mig
Jeg anonymiserer min blog. Og er alligevel bange for at nogen skal gætte hvem, jeg er, og begynde at antyde det i kommentarfeltet. Eller skrive om mig et andet sted
Jeg googler mig selv. Hver dag
Jeg er ikke på facebook
Jeg kan ikke længere besøge de mennesker, der bor i mit gamle kvarter
Jeg kan ikke engang tage til København
Når jeg besøger min familie, bliver det lokale politi adviseret
Andre sørger for at køre ruter, for at scanne området. Køre mig i møde. Følge mig på vej. I biler, han ikke kender
Jeg er aldrig alene i mine forældres hus. Eller deres sommerhus. Eller på andre adresser, han kender
Jeg har skrevet afskedsbreve til mine børn. I det tilfælde han finder mig

Jeg har ikke længere politi omkring mig. men jeg har foranstaltninger (hvis der kom en farlig røverbande om natten ville de s*t*nedeme blive alvorligt overraskede!)

Desværre er der mange kvinder, der har det sådan. Den omtalte sag er selvfølgelig grotesk. Og for at komme eventuelle fordomme i forkøbet - nej, jeg er ikke fra et betændt miljø. Jeg boede i en fiiine villa. Havde to fiiine biler. Ved en fiiine sø. Med fiiine naboer (der kiggede den anden vej).

Den gang, han havde siddet ovenpå mig med en ildrager (presset ned over min hals) og skreget: "jeg slår dig ihjel, jeg stikker dine øjne ud", sagde politiet til mig: "Gå nu bare hjem og sov. Så ringer du til ham i morgen, og så finder I sikkert ud af det". Så fiiine var vi. Udenpå.

Så alle vi priviligerede kvinder, der lige nu har vores frihed, vores integritet, vores liv, vores valgmuligheder, vores ro, vores nattesøvn...lad os sende hende, og alle andre voldsramte, truede kvinder, en tanke.


7 kommentarer:

Sandra sagde ...

Tak for din ærlighed her på bloggen - jeg håber og tror på, at det åbner øjne hos de som ikke kender eller selv har været udsat for lignende. Så det bliver mere og mere naturligt at reagere istedet for at kigge den anden vej.
Jeg vil sende gode tanker - til dig, til kvinden du omtaler og til alle andre i lignende situationer.

mette b sagde ...

Jeg har ikke så meget at sige, andet end jeg sidder her med en knude i maven. Igen. Den var der også, da jeg læste dine indlæg i starten. Og når jeg ser nyhederne.

Jeg tænker på dig. Kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan dit liv er. Hvor begrænset, du må leve. Hvorfor er det lige, at sådan nogle mennesker vinder på en eller anden måde. Fordi de alligevel vedbliver at være en del af ofrenes liv på den måde du fortæller.

Du er så stærk, at du vil fortælle om det, der er dit liv. Det kan lære os andre netop at være naboer, der interesserer sig for hinanden.

Kærligst,
mette, der så alligevel havde meget at sige ;o)

Anette sagde ...

Holder lige vejret. For hold da helt op hvor forstår jeg godt, at stemningen ikke lige var til et rock-indlæg. Jeg sender kvinden (som jeg også har læst om)tanker, mens lige så mange går i retning af dig. Men det er svært at sige/skrive noget, der batter. Jeg mangler sq ord. Men glæder mig samtidig vildt over, hvad du har formået at genoprette for dig og din børn. I hulen. Cyperspace-kram fra Anette

June sagde ...

Kære du! :-)

Det der egentig gør mig mest ondt, er at du skal gennemleve dit mareridt gang på gang, når du ser noget som ligner/er identisk med dig egen situation.

Jeg kan relatere til dig - fordi du skriver så åbent og ærligt, at jeg har følelsen af, at kende dig - i hvert fald en smule.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke føler med den omtalte kvinde. Men på en måde er hun så langt væk.

Så det er bare SÅ godt, at du lige vækker mig. Fortæller mig, at hun ikke kun er en dame i nyhederne, men også har gennemgået meget.

Kærlig hilsen June

Trine sagde ...

Jeg sender også lige en tanke - men mest til dig!
Fordi du insisterer på at leve - dog med foranstaltninger og alt det der - men insisterer på at fucking leve!
Det tænker jeg tit på, Kære Hulebo - på én eller anden måde giver det også mig styrke til at slås videre!

Anne/Undreland sagde ...

TAK for dine ord henne hos mig. Både fordi de er fine og fulde af indsigt, og i den grad også, fordi de viste mig vej hertil. Jeg har lige læst din blog omtrent fra starten og frem til det seneste indlæg (i arbejdstiden, shoot me!), og er helt blæst omkuld - både af din historie, og af måden du skriver på. Gribende, rørende, sjovt, sejt og uforstilt, og ...TAK fordi du deler. Og wauw.

hulebo sagde ...

@sandra: jeg prøver at være ærlig, både mod mig selv og mod historien, for der er desværre så mange af dem, og de er ikke altid lette at få øje på!

@mette: tja, måske er jeg stærk. Til noget af det. Jeg vil i hvert fald gerne, at den styrke, jeg har, kan bruges konstruktivt, fx ved at skrive om det. Jeg har fået meget hjælp af en dygtig psykolog. Og dér bestemte jeg mig for, at uanset hvad, så får han mig ikke uden kamp....

@anette: Jamen jeg tror du vil forstå mig, når jeg siger, der er så meget kraft og styrke og tro at hente her. Jeg tror ikke, jeg havde klaret det på samme måde, hvis jeg ikke havde de omgivelser (og der er altså rock på vej. Det skal der også være plads til ;o). Eller måske især plads til. Det skal leves, det liv!

@june: det er rigtigt at jeg genoplever, bliver mindet om, bliver ramt i nakken...af og til føler jeg næsten ikke, jeg kommer ud af stedet. Men jeg ved godt, at jeg alligevel rykker. Og for hver gang bliver jeg forhåbentlig mere hel.

@trine: det går begge vej du! Kan du, kan jeg også. Du er af og til bedre til at beskrive, hvordan jeg har det, end jeg selv er! Bliv endelig ved med det...

@anne: velkommen til og tak i lige måde. Jeg har nu fulgt din blog længe, så det kan være vi også ses dér ;o)