Mærkedag

Mærkedage kan man have mange af. Og den mest oplagte af dem alle, fødselsdagen, banker på min dør om få minutter.

Men datoen markerer ikke længere bare min fødselsdag. Den markerer den dag, mit liv tog en drejning, jeg aldrig havde haft fantasi til at forestille mig. Heldigvis.

Jeg har grundet meget over, om det er blog-stuff. Og ved det ikke helt, faktisk. Men her kommer den alligevel...

D. 27. februar 2008 kl. 22.00 ringede min telefon. Fra hemmeligt nummer. På det tidspunkt var der lidt - skal vi kalde det - drama, i mit liv. Der havde været en skilsmisse. Derpå skænderier, trusler, en ildrager, en retssag, en hjernerystelse - for at nævne lidt af det.

Jeg havde besøg af en god kammerat den aften telefonen ringede, kun derfor besvarede jeg det sene opkald. Fra hemmeligt nummer. Det var min sagsbehandler ved politiet. (Hva' vil du ?!). Nåmen han ville da bare lige høre, hvordan sådan en almindelig dag forløb i mit liv. Hvornår jeg sådan ca. stod op, afleverede børn, tog på arbejde...den slags rutiner. (Hvorfor da?!). Nåmen nu skulle jeg endelig tage det helt roligt - men de havde fået et tip om, at der skulle ske mig noget næste dag. (Hva??! Hvaffor noget? HVA' HVA' HVA'? Sig det så!!!)

Nej de kunne ikke sige så meget...men ville bare orientere mig om, at de sendte to mænd ud til mig tidligt næste morgen. Bare for at være på den sikre side..!! (Den sikre side! Af hva'? Hva' betyder det?????????? Hva'??!). Nåmen du skal ikke være bange. Vi skal nok passe på dig. Ja tak.

Okay. Så tror jeg da bare, jeg går i seng og sover trygt. Eller...

Den nat sov jeg vist ikke. Det var lige nu. Lige på det her tidspunkt. Lige den nat inden min fødselsdag, at angsten flyttede ind, overtog styringen, gennemtrængte hver eneste cellevæg. I mit legeme og i min sjæl. Den gennemsyrede mine tanker, mit sind og min krop. Jeg sov ikke.

Det er ham i en nøddeskal. Én ting er at lægge en plan. Lave en strategi over den perfekte forbrydelse, det endelige opgør, den totale udslettelse. Men at vælge min fødselsdag. Det er sans for detaljen. Han elsker den matematiske skønhed i regnestykker, der går op. Universets orden. Cirkler der sluttes. Hvad er mere perfekt, end et liv der slutter i sin egen fuldendte cyklus? En dødsdag på en fødselsdag.

De passede på mig, politiet. De passede på børnene, som de hentede tidligt den dag. For at være på den sikre side. Og passede på ham. I et varetægtsfængsel. Man må ikke lægge sådan nogle planer, nemlig.

Alligevel glæder jeg mig til i morgen. Nu glæder jeg mig ikke så meget over at have fødselsdag. Det er jeg vel også ved at være for gammel til (hmmm). Jeg glæder mig heller ikke over mindet om den aften og nat.

Men jeg glæder mig over, at planen ikke lykkedes. At den ring ikke blev sluttet. At den cyklus ikke var fuldendt. At jeg fik flere fødselsdage. Det er den virkelige mærkedag for mig. I morgen.

I et nyt lys

Jeg har det ikke så godt med feel-good blogs, hvor det hele emmer af friskbagte boller og bonderose idyl. Alligevel er jeg vist godt i gang med selv at skabe sådan en! Men det får være i dag. For nu kommer der et feel-good indlæg. Så er du advaret.

I december var jeg til en julefrokost og mødte en kvinde. Hun kom og satte sig overfor mig, og inden der var gået to snapse, havde vi talt os ind til hinanden, og jeg havde fortalt hende ting, som jeg ellers ville synes var alt for private i den sammenhæng. "Jeg vidste bare, jeg skulle tale med dig" sagde hun, da vi skiltes.

Siden har jeg set hende med en frekvens, der nærmer sig det imponerende, i betragtning af hvor lidt tid jeg synes, jeg har til veninder. Hun er skøn, og vi glædes begge ved det spirende venskab.

Desuden er hun fotograf, og kom den anden dag for at tage billeder. Mine forældre har snart fødselsdag og ønsker sig billeder af børnebørnene. Jeg forestillede mig derfor noget opstillet arrangement i sofaen og knips-knips, så var den i vinkel!

Men nej. Hun tog 280 billeder. Tohundredeogfirs. Godt nok mange! Vi redigerede dem i går. Legede med lys, tilskæringer og vinkler. Og jeg forstod, hvad hun mente, da hun sagde, at hun skulle have god tid til at skabe det rum, hvor virkelig gode billeder bliver skabt.

Jeg glæder mig vildt til at give mine forældre de billeder. De er fantastiske!! Jeg har tænkt et helt døgn over, om jeg skulle dele et par stykker med jer. Men jeg tør ikke. Endnu. (Ingen ved jo, hvem, der læser med her). SÅ.

Hun tog også billeder af mig. Selvom jeg haaader det. Mine tæer kørte rundt i skoene, allerede da hun trak kameraet op af tasken. Det er ikke krukkeri, på ære. Jeg kan ikke fordrage det. Men hun fik mig alligevel til det. Hun legede sig til det, og jeg overgav mig. Til hende og til kameraet.

Og for første gang nogensinde så jeg billeder af mig selv i går, som ... jeg kunne lide. Jeg kunne lide dem, fordi de viser den, jeg selv ser, når jeg ser mig i spejlet. Og ikke hende med de røde øjne og uklædelige dobbelthager, der normalt giver sig ud for at være mig. (Men sådan ser du jo ud...nå tak)

Men det allerbedste ved billederne var, at jeg kunne se, at den var kommet igen. Gnisten. Jeg fik øje på dét i mine øjne, som min mor kalder gnisten. Den, der forsvandt, da jeg nær havde mistet mig selv i et tidligere liv. Den er der. Og den rører mig. Jeg så pludselig mig selv i et helt nyt lys.

Derfor får de også et billede af mig på deres fødselsdag. For det er nok den største gave, jeg kan give dem. At jeg gnistrer igen.

(Og hvad var nu det, der var i min indbakke? Hun har spammet mig med billeder. Af én, hun mener jeg skal møde...ahh, hva...nu tror jeg vist lige vi holder!)

Blogkonsekvens

Jeg så den godt, bilen. Og tanken strejfede mig, at det kunne være hende.

Jeg kender hende egentlig ikke, og dog har jeg set lidt af hendes sjæl.

Med ét var jeg blottet, nøgen, genert - for jeg vidste, at hun også har set lidt af min.

Et langt øjeblik holdt jeg fokus på børn, bagage, bil, mere børn. Mens jeg samlede mod til at se op og sende hende mit bedste smil. Men da var hun ude af mit synsfelt.

Hun stod lige ved siden af mig. Hun smilede. Og omfavnede mig. Bare sådan. Fordi hun vidste, at det trængte jeg til. Dét knus var det bedste, jeg længe har fået.
Det var ægte, det trak tårer - og det skubbede til noget.

Det lærte mig, lige dér, at når man tør skubbe til sine egne grænser, så giver det ringe i vandet. Af de gode.

.TAK.

Soooo last season

Mange af de blogs jeg kigger forbi her i Blogland er faktisk modeblogs. Jeg prøver. Men det hjælper ikke. Jeg forstår simpelthen ikke mode. Når jeg ser jer poste fantastiske billeder af noget design, som I roser til skyerne, så sidder jeg bare dér: WHAT?

Jeg.kan.ikke.få.øje.på.det. Jeg kan ikke se, hvad det er I ser? Nu bliver jeg lige om lidt noget, der er meeeget tæt på 40. Fyrre. Fireti. Og nu giver jeg op. Jeg er ikke engang last season. Nok mere i retning af last decade.

Men skidt nu med det. Det er der andre til at gå op i! Hvad jeg så går op i? Jeg får rystet mit liv for tiden. Jeg er på vej ind i noget nyt.

Jeg har rejst mig fra asken af det kæmpe bål, der satte min verden i brand for snart to år siden. Jeg er ikke sikker på, at der ikke ligger gløder og ulmer ved arnestedet. Men jeg vover alligevel at vende ryggen til og håbe, de brænder ud af sig selv..

Ligesom med mode, er jeg bare altid bagud med tendenser. Selv her i skoven kan man være bagud med trends. Som langrend. Lige udenfor vinduerne suser de forbi med deres Fjellräve på ryggen og store, naturlige smil.

Først tænkte jeg: Ej, det mener de sgu da ikke alvorligt. Det kan da ikke betale sig, den sne er lige straks væk. De kan dårligt nå skoven rundt, så er den smeltet! (Sådan gik det som bekendt ikke..)

Selv mine yderst fornuftige og søde naboer var i gang. Også med at prøve at overtale mig, men ... ahh nej, giv mig en lift, så er jeg med på de alpine, men det dér oksen rundt. Nix.

Alligevel fik jeg pippet noget til min far den anden dag om de der langrendsski, jeg vidste de havde stående. Altså de kunne jo godt stå her i stedet for. Jeg har jo plads til dem. (Og hvis nu så, i fremt i fald man på en eller anden måde alligevel kom til en erkendelse af, at man måske skulle give det en chance ... når det sne nu alligevel ikke smelter...)

Og så den her søndag. Med dens frost og sol og lys og skønhed. Den kaldte på mig. Og jeg fjogede ud på de ski. Underspillede situationen lidt, da jeg selvfølgelig mødte naboerne lige udenfor og skyndte mig at latterliggøre mine talenter på forhånd. (Ej mand, jeg skulle være blevet inde i varmen).

Afsted kom jeg ... og ... det var fuldstændig fortryllende. Det var så vildt at glide afsted over vante stier og bakker og bare ... være. Tyst og smukt, med milliarder af funklende diamanter i sneen. Jeg er hooked. Håber den sne er kommet for at blive. (Ja ja, altså bare lidt endnu)

Jeg tænkte meget på den tur. Nu er døden desværre et ret nærværende tema i mit liv pt., fordi min mor er syg. Pisse uretfærdigt, nu hvor vi endelig kunne se hinanden igen for den røg og panik, der gik af føromtalte brand...

Men jeg mærkede på den skitur, at det var liv. At det er den slags oplevelser, der må rulle over den indre biograf på den sidste dag. Ikke hvor meget, der stod på kontoen. Hvor meget dullegrej, der havde været råd til. Om ens BMI var kommet til at være lidt over det normale. Om sofaen bare var købt på spejdernes loppemarked. Om karierren havde et stort nok K. Men kærlighed og natur. Jeg ved det bare. Mit liv blev rigere på den tur.

Og heeey! Jeg er med på en trend, Goddammit!!! Arms up!

Mor uden X-factor

SÅ blev det X-factor tid igen.

Elverpigen, min datter på 10, havde yndlingsveninden på besøg. I bytte for Troldebarnet, min søn på 7. Der var med andre ord dømt tøsehygge med stearinlys, pandekager og X-factor. Hvorfor Hulemor her syntes, det var oplagt at starte hyggen op med lidt Rasmus Seebach! Krydret med anekdoter om "da mor var ung", Seebach Senior og den slags. 80'er nostalgi og mor med røde kinder.

De syntes da nok, jeg var meget kær (okay, nu siger hun godt nok ung. Men hvor ung har en mor nogensinde lige været, hva'). Jeg er lidt autist med sangtekster, det indrømmer jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke lade være at huske teksten, hvis jeg hører en sang mere end tre gange. Hvilket jeg er kommet til med RS. Også alle uuhuuuh'erne som hende her engang påpegede, at der måske er lidt rigeligt af. Lidt.

Men da jeg så heller ikke kunne lade være at give den hele armen, da Jesper sang en fantastisk udgave af "Say Say Say" ... der kunne jeg godt se på Elverpigen, at det begyndte at kamme lidt over. Måske især fordi jeg syntes, de var store nok til at vide, at det faktisk var den sang, jeg kyssede til første gang ... med Jens fra ottende ...

Der fik jeg et blik. Et blik, jeg aldrig har set før i Elverpigens øjne. Fordi, jeg var pinlig. PINLIG. For hende. Og jeg kunne se, at jeg skulle stoppe. Så det gjorde jeg. Vi skulle obviously ikke være veninder alle tre. Selvfølgelig.

Veninden var heldigvis flad af grin. "HAHAH jeg kender det godt", grinede hun. "HAH, nå - er din mor også sådan?" spurgte jeg. "Nej, HAHAH, men det er min far". Og dét er altså ustyrlig morsomt, når man kender hendes far!

Nå, men moralen var altså, for mig, at jeg ikke skal 'veninde den' med Elverpigen og hendes veninder. Jeg skal være moren, og jeg skal være ordentlig.

Og jeg er sgu stolt af hende! For mig betyder det, at hun adskiller sig fra mig, og at hun er stærk i sig selv.

Det her er klipset fra nettet, og jeg er helt enig, når Mette Horn (Max Pinligs mor) siger:

Alderen omkring 10-12 år er et spændende rum, hvor børn går i gang med at stille spørgsmål til deres egen identitet og verden som sådan. Spørgsmål, man selv som voksen jo stadig ikke kan svare på. Men man må turde være voksen, for børn har ikke brug for at være venner med deres mor i den alder.

Jeg gjorde mig mange tanker om 'morskab' og 'moderskab' i aftes. Så stor hun er altså blevet.
Og så alligevel ... sidst på aftenen, overhørte jeg denne storpolitiske kommentar fra Elverpigen til veninden:

"jeg synes altså det dér Anders Fogh Rasmussen lyder noget mere
borgmesteragtigt end Lars Løkke"

Der må grines! God lørdag.

Hvad sker der...

... for de patienter?

Havde altså en virkelig underfundig oplevelse i dag. Det kan godt være, du er god til at tage imod komplimenter. Det er jeg ikke. Slet ikke. Ikke at jeg særlig tit er udsat for nogle...pfff.

Nå, men jeg har jo min daglige gang på det her provinssygehus. Hver dag tror jeg, at jeg er med i Landsbyhospitalet. Det er rigtigt!! Da jeg kom hjem fra skiferie skimmede jeg lige lokalavisen. Og dødsannoncerne...altså, det gør man på landet. Eller. Man skimmer vel altid dødsannoncerne, for at svælge i de efterladtes udsagn om afdøde, for at spotte kendte navne, eller sammenligne aldre (og regne forsigtigt på, hvor mange år man gennemsnitligt har tilbage, målt om mod ugens gennemsnitlige levetid..eller er det bare mig?)

Nå, men jeg tog mig i hvert fald i at skamme mig lidt over at have haft sådan en dejlig ferie - når to af mine stampatienter var døde i selvsamme uge! Endda én af mine absolut yndlingspatienter. For real. Måtte lige blinke et par tårer væk. For Gunner.

Men tilbage til emnet. Komplimenten.

Ind ad døren kommer endnu stampatient. Vindtør type. Vist nok noget restauratør. Er i hvert fald vågen hele natten og lugter lidt af bodega. På den tilrøgede måde. Dertil har han en velfriseret grydeklip med langt baghår. Og måne. Altid hvid skjorte (knappet godt op - ydrk) og en ordentligt motherfucker af en guldkæde. Han er da høflig nok, men ikke ligefrem noget festfyrværkeri..

Så mens jeg gør klar til at tage en blodprøve, siger han præcis sådan her:

"Jeg kan så godt lide at sidde og se på dig. Du er så køn i profil".

Ejmen, hvad f**** siger man lige til det???

Jeg ved ikke om jeg sagde noget. Brændte lige sammen oveni, for ikke at grine højt. Hele situationen var bare SÅ grotesk. Måske blev han også selv lidt forlegen. For han skyndte sig at fortælle mig, at han skulle videre ned til lægen. Fordi han bløder ud af numsen.

Jeg mangler ord.

Huleblues

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad der er galt..??..

Var jo lige på skøn skiferie. Med glade børn og voksne. Mærkede ægte glæde ved at komme hjem i hulen igen. Sendte børnene på ferie ved mormor og morfar. Hvilket i min situation nærsten betyder endnu mere ferie - selvom jeg skal på arbejde. Havde gode venner på besøg i aftes. Haft en god dag...hvad er der så galt. Altså.

Måske har det noget at gøre med at...

• jeg er træt af at klare mig selv. Være såkaldt stærk
• jeg savner nogle arme omkring mig
• (ja, hans arme. Men jeg har selv insisteret på at slippe det, så altså. No wonder, manden holder sig på afstand)
• verdens hyggeligste sygehus (hvor jeg tilfældigvis holder utrolig meget af at arbejde) er under afvikling. Nu med dato
• min mor har fået paryk. Det er pænt. Men hun græd

Det har givet anledning til en meget stille eftermiddag her i hulen. Faktisk med tårer. Og ham her



Jeg ved ikke hvad det er med den sang (eller ham!!) Men den virker altid. Den får mig til at tro på det hele igen. Lidt.

Jamen JA!

To minutter tog det. Jeg er kørende igen.

..de gjorde det sgu, de Falck mænd! HA! TAK!

Skøn aften i øvrigt. Sådan én, der bare mirakuløst kom, da jeg havde allermest brug for det!

Søde forældre havde taget børn med hjem fra SFO allerede til middag. Og lavet mad til dem. Mens jeg kørte strøm ind på batteriet igen! Nå ja, og åbnet en flaske god rødvin, til jeg kom. Så det egentlig blev alt for sent. Men pyt. Det er jo næsten ferie (man kan vel leve lidt på de andres..)

Hjem i snehulen

Dejlig ferie, virkelig. Singleferie må absolut være kommet for at blive.

22 voksne og 27 børn...sol og sne...smukke bjerge...dejlig mad...ingen stress...rødvin...sove længe...uhm, skønt. Og ingen lummer stemning på trods af civilstand 'single' som fælles reference.

Det tog så lige en hel søndag at hente dyr hjem, pakke kufferter ud, vaske (osvosvosv) OG konstatere at bilen stod i garagen. Og stod. Og havde frosset. Frosset så meget, at den ikke ikke ikke vil starte. Den vil faktisk ikke engang sige en lyd. Eller vise hvad klokken er. Eller noget som helst andet.

Så nu venter jeg på Falck. Som mener, de kan starte den...selvom naboen ikke kunne (men han kunne da låne mig en bil så, i det mindste). Så jeg kunne komme ud af hulen. Altså kun i dag. Ikke i morgen.

Hvilket efterlader mig i en rimelig kompliceret situation, eftersom jeg jo lige har brugt min ferie! Og derfor skal på arbejde. Som i SKAL. Og børnene fragtes hen i SFO'en. Og det bare sner.

Og jeg faktisk havde bestemt sig for ikke at give lyd først. Til den eneste jeg kender, der har en ekstra bil. Som jeg kunne låne, hvis ikke det var fordi... Fordi. Fordi. Fordi. Færdig.

Vil hellere gå 10 km. igennem skoven i morgen. I snevejr. End at ringe og spørge. Jeg gør det ikke. Jeg gider ikke være hjælpeløs. Kan selv. Vil selv. (Og selvfølgelig har han overhovedet ikke ret i, at jeg er stædig).

Sætter min lid til Falck. Please.

MIN skiferie

Så. Alt er pakket og klar til den længe ventede 7. februar. Første skiferie i tre år. Første gang siden verden gik af lave, min verden altså.

For lidt siden gik jeg rundt i mit køkken med kedlen i hånden. Den var fuld af kogende vand, men jeg havde lidt glemt, hvad jeg skulle med den! Nåååh, te.
Så ved man, det har været en lang dag.

Jeg har pakket alt. Styr på alt. Langsomt og sikkert er jeg kommet igennem to-do listen, og har masser af tid til at nyde overskuddet, inden bussen samler os op kl. 14.30 i morgen. Hvilket giver mig tid til at reflektere over svundne tider.
I takt med at kufferterne bugnede, gennemspillede min indre biograf nemlig de mange skiferier, hvor ikke alt var så skønt, som det skulle være.

Der var den i Norge. Hvor vi havde lånt en tagboks af naboerne. Så så man mig i THansen med tagbagagebærer under armen, for sådan en var der ikke på den fine nye bil. Men jeg ordnede det, gjorde jeg. Savede skinner til og skruede beslag på, indstillede skruespænding og den slags. I freezing frost. OG monterede svinet. Altså det fra THansen. Det andet kom hjem og sagde ingenting. Udover, selvfølgelig, at det ikke var pakket ordentligt, svinet (og undskyld sammenligningen kære øffer, det skal aldrig ske igen).

Jeg levede højt, meget højt, på naboens anerkendende blikke, da jeg var færdig - selvom jeg godt kunne se det i hans blik (hvorfor er det lige dig, der skal det dér?). Men han havde stillet samme spørgsmål før, uden at få svar. Dengang jeg ad stiger havde forceret 2. etage af det flade tag og rensede tagrender. Og by the way var aldeles højgravid. Men lad nu det ligge.

Eller i Østrig, da han under gode venners forundrede blikke forlod mig midt i morgenmadsrestauranten, med orientering om, at han gerne ville tidligt ud på pisten (ja, det kunne jeg da også riiiigtig godt tænke mig) og overlod mig med en tre- og seks-årig plus skiudstyr, så vi selv kunne skrumle de 500 m. hen til skibussen. 'Så ses vi bare deroppe. Hej'. Jeg slog blikket ned.

Ejmen det var ikke for at lyde bitter. Og denne gang er det min ferie. Børnenes ferie. Vores ferie. Og vi har glædet os og drømt om, hvor fantastisk det bliver. Vi skal bare ind i en bus, køres til destinationen og mænge os med de andre. Det er nemlig konceptet.

Singleferie...teknisk set er jeg nemlig single. For første gang i mange år (arrh, helt single er man vel aldrig - lidt kysset bliver man vel altid). Nejnej, jeg sagde ikke datingferie, vel? Bare sådan en ferie, hvor alle de andre børn også kun har én mor eller én far med. Eller noget andet med. Bare der kun er en af dem!

Og så er det altså meningen, at man lige gider spæde til hyggen med sin tilstedeværelse og forhåbentlig et eller andet at bidrage til fællesskabet med. Fx at lave mad til hinanden. På holdbasis. Én dag. Går lige an, ik'?

Og jeg er fri for:

• at skulle stå først op hver dag
• at blive bebrejdet at jeg ikke har husket den bog, han ikke har sagt til mig, han gerne ville have med
• at have pligtsex som jeg ikke har lyst til, fordi jeg overhovedet ikke bliver respekteret
• at bære skuffelsen over, at man kan være så alene i et ægteskab

ÅH så godt det bliver. Min ferie.

Skiferie og dullegrej

Kufferten er taget frem, og de næste dage skal der pakkes. En alenlang liste af ting, der er fuldstændig uundværlige på en vellykket skiferie. For mit vedkommende masser af dullegrej. Men det skal jeg komme tilbage til.

Det bedste ved den forestående ferie er...at jeg har råd til den! Alt er betalt og der er stadig penge på kontoen. Fordi jeg gav min lille snollede privatøkonomi et grundigt servicetjek i efteråret og fandt ud af, at jeg ikke havde råd til det liv, jeg levede. Altså det havde jeg jo sådan set opdaget...men kunne ikke greje hvorfor. Det tager max en halv time, en computer og masser! af printerblæk at få overblik. Ind på netbank, køre kontoudtog ud for 3 mdr., et stk. A4 papir, indtægter og udgifter, plus, minus. Det gav et overblik. Ikke et rart ét, men jeg fik syn for sagen...

I gang med den store barberhøvl. VIL bo i skoven (til en lidt for dyr husleje). NØDT til at have en bil (af samme årsag). VIL have børn i friskole. VIL have tidligt fri. Da jeg var færdig med alle VIL'erne og SKAL'erne, var der ét punkt tilbage. (Som sådan set stod under VIL, men ak!)

Dullegrej

Muligt at nogen kunne tro, det er for sjov. Nix. Alle, der har kendt mig siden jeg var 14 kan bekræfte min påstand. Jeg æææælsker det. Jeg skal bare have det! Skal! Men budgettet skreg af mig, at der var et par tusinde at hente dér. I kvartalet! Så jeg måtte kapitulere...og nu er der penge på kontoen.

Hvordan det hænger sammen med skiferie siger du?

En gang var jeg på skiferie. En uge efter jeg var færdig med at amme barn nr. 2. Vi taler verdens trætteste boobies, der bare ikke var til sjov og ballade. Dertil var al næring næsten suget ud af mig, mager og vinterbleg og ikke mindst forsømt hår! Ikke overskudsagtig - overhovedet.

Scenen var sat i Østrig på et lille pensionat laaangt fra liften og afterskiing. Så hvad pakkede hulemor? En mascara. Intet andet fra de bugnende lagre af forskønnende sager. Ikke engang en føntørrer og en lille bitte klat hår-halløj. Intet. Det kom jeg til at fortryde bitterligt.

Dagen efter ankomsten blev resten af pensionatet nemlig indtaget af et dansk selskab på 5 par. Kvinder i høje hæle (!) og mænd med designerskæg. Der havde ladet børnene blive hjemme. Medbragt masser af sprut. OG dullegrej. Hvad var de damer? De var da frisører. Incl. kunstige bryster - hele banden.

Nu kan det godt være I siger, at skønhed kommer indefra. Nejnejnejnej...ikke her. Jeg var ude af stand til at mobilisere bare den mindste lille skønhed. ALDRIG har jeg følt mig så nøgen. Så ugly. Så utrolig kikset. Det står stadig for mig som et mareridt.

Misforstå mig ikke, men i alle andre sammenhænge ville jeg i mit stille sind have hånet de frisørdamer for deres overfladiskhed og overspændte dulle attitude (de sad ovenikøbet og underholdt med, at de fik aaalt for lidt sex. Jamen tak for info, tænkte den blege småbørnsmor med trætte i-ved-nok). Men lige der, i den uge, på den ferie - blev jeg bare så usynlig. Også for mig selv.

Så. Aldrig mere ferie uden dullegrej...

Awardwinning!

Nu har jeg set, at det er så populært med awards her i blogland. God tanke og lidt spændende, om man nogensinde kommer så meget ind i blog-universet, at nogen vil opdage én nok til at man kan blive nomineret til sådan en.

I dag har jeg både nomineret mig selv og udråbt mig som vinder af den ultimative anti-award.

For den sureste, mest umedgørlige og morgentvære mor. Øv.

Det startede allerede da jeg (liige en anelse for sent) stod op og lukkede kattene ud. Hov...10 cm. sne i haven - det havde de da ikke sagt noget om! Nå, men det er vel ikke så slemt, tænkte jeg og gik i bad. Overvejede at tage et lynskyl og droppe hårvasken - men ah hva' - det går nok.

Men det er jo med morgenrutiner, som med en Klovborg ost. De tager den tid, morgenrutiner tager. Tænkte, at jeg nok burde vække børnene lidt før jeg plejer... . Men ah hva' - det går nok.

Mens jeg kogte havregrød overvejede jeg, at grynene jo egentlig i en håndevending kan spises med mælk. Som vi havde. Men ah hva' - det går nok også.

Mens jeg lavde te overvejede jeg, at vi måske kunne nøjes med et glas vand, så ingen skulle brænde tungen. Men .. ah hva' - vi når det nok, det er sikkert ikke så slemt, når vi kommer afsted.

Men JO. Det var slemt (det havde de altså ikke sagt). Og vi var ikke i god tid. Slet ikke faktisk.

Nå, men halvvejs afsted pipper den 10 årige så på bagsædet: mor jeg har glemt mine overtræksbukser. Hvilket mindede mig om, at flyverdragten til den 7-årige vistnok lå på gulvet. Altså da vi gik ud af døren!

Et U-turn i sneen ville rimelig sikkert føre os lige lukt i pitstop i en stor snedrive. Og uden nogen form for tvivl, ville selv en vellykket retur til hulen betyde mindst 10 min. for sent på job.

Uanset hvad - jeg måtte indse, at det var ud over alle grænser for dårligt (og PINLIGT), hvis mine børn kom afsted - i forventet snestorm - uden ordentligt overtøj. Altså U-turn på trods af dårlige odds..

Så var det at hovedsikringen sprang...altså min. Det væltede ud af hulemor med bebrejdelser og alverdens brokkerier. Øj, hvor var det grimt. Alt imens jeg med fråde om munden vendte bilen (uden at sidde fast - luckily) og ræsede tilbage i hulen. Gaflede det nødvendige overtøj og ræsede endnu hurtigere den anden vej.

De var fuldstændig tavse. Så stille kan børn altså være, når den eneste, de har til at klare alt, brænder fuldstændig sammen.

Det er en af de dage, jeg er allermindst stolt af, kan jeg lige så godt indrømme.

Jeg nåede stort set mit arbejde til tiden...(ihh hvor vigtigt. Meget vigtigere end børnenes start på dagen)
Og heldigvis kom snestormen, så skolen lukkede og vi kunne tage hjem og lave varm cacao og putte os sammen. Og prøve at klinke skårene. De holdt vist til det. Men det gav hulemor noget at tænke over...