søndag den 12. september 2010

Dullegrej, damesnak og deller...


Nu da børnene var sendt på lejr, på hyggeligste vis *hm hm*, var der dømt Hulemor-tid for fuld skrue, indtil de kære skulle hentes søndag morgen. Det vil sige en H.E.L. lørdag kun til mig. Mig mig mig. Vel at mærke uden at have tigget mig til det, uden at have lukreret på andres nåde - men fordi børnene selv skulle noget. Så var det nemlig meget mere legalt at nyde deres fravær i fulde drag. Hvilket jeg gjorde!

Jeg har jo før skrevet om mit drug - dullegrejet. Så lørdag morgen var viet til ansigtsmasker, fodpleje, uhm uhm uhm, tal om egenomsorg. Det var ikke så meget fordi jeg skulle se godt ud, eller være lækker for nogen...men jeg skulle mødes med en lidelsesfælle, så jeg kunne lige så godt komme i stemning fra morgenstunden...

Jeg får et kick af alt, hvad der handler om hudpleje (Fuldstændig tossi, som min far siger). Især Clarins. Især nye ting. Og flere af mine veninder styrter da også på badeværelset, så snart de er indenfor døren, for at se, hvad jeg nu har købt. Tøj, tasker, sko - forget about it. Ikke her i huset. Og veninderne skal jo ligesom sige, at jeg er godt tossi at bruge flere hundrede kroner på det. Tit. Og det er jeg så. (Men til gengæld er mine gummistøvler fra Netto, og det er deres ikke!!)

Men nu har jeg fundet én, der er ligesom mig! Der også synes, det er vigtigt, hvad man putter i hovedet. Og som gider høre på- og forklare, for hun har nemlig også forstand på det! Jeg siger jer, et kontor, den dame har!! Fyldt til randen af lækkerier. Og hun deler ud...lige her. (Bor du i omegnen af Århus, kan du stadig nå forbi Magasin og hente en lækker læbesag fra Kiehl's). Nå, men fuldstændig fantastisk morgen med lækker kaffe, lækre sager og lækre damer. Os. Og masser af snak på den gode måde, hvor tusind vinkler på alting stod i kø for at komme ud af munden, fordi der var genklang. Eller samklang. I hvert fald klang!

Næste dame var en veninde, som jeg kan vende de viiiirkelig dybe ting med. Totalt dogme-damer, uden filter. Lang tur i skoven, natur, kærlighed, spiritualitet, liv og død, børn, mænd, moderskab, kvinder, særheder (mest vores egne), sorger, glæder, bekymringer, taknemmelighed og meget mere, blev vendt. Endevendt! Så godt for sjælen.

Lørdag aften blev der plejet deller i sofaen under et tæppe, med god mad, et bjerg af dessert, en hund i fodenden, masser af stearinlys og en fremragende film. Derefter rykkede Dronningen af Saba ind i de tilstødende gemakker, aka soveværelset, hvor der blev hygget op med flere lys, masser af puder i ryggen, te og en fremragende bog.

Tal om genopstået overskudsmor, da der skulle hentes børn. Og derfor blev der bagt boller og givet nussemassage, lyttet og kysset, spillet spil, bagt pandekager og set film.

OG givet verdens største undskyldning til Elverpigen. Med kram og løfte om bod. Fordi jeg fyldte hende med nyttesløse bebrejdelser over et par regnbukser, da hun skulle afsted. Hvorefter jeg fandt dem i trækassen med vaskepulverposer lørdag morgen. På bunden. Og nej. Der kunne hun ikke vide, de lå. Så kunne jeg måske lære det. Må vi da håbe...

2 kommentarer:

mette b sagde ...

Sikke en skønherlig lørdag, du har haft dig :D

Anette Kristine Poulsen sagde ...

Åhhhhhhhh ja, det var en lækker lørdagsmorgen/formiddag.Tak, tak, tak til dig. Jeg har jo en ekstra plads på kontoret, så der er altid blads til en mere, der blogger! Sikke en weekend du har haft.