Et glimt af ham...

Troldebarnet er - endelig - startet til gymnastik. Springgymnastik. Troldebarnet er ikke god til regler. Krav. Andre, der råber og skriger - kræver en indsats af ham. Han bliver forvirret og ked af det, rasende og frustreret.

En dag, hvor vi overværede en flok jævnaldrende drenges fodboldtræning, spurgte jeg ham, om han kunne tænke sig at gå til fodbold?
"Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke noget for mig. Jeg kan slet ikke se, hvad det er, de skal. Jeg ville blive alt for gal. De råber også grimt til hinanden. Nej mor. Det er ikke noget for mig".

Til gengæld er trampolinen kilde til daglige glæder og udfordringer. Jeg er for længst holdt op med at råbe "NEEEEJ", når der bliver slået saltomortaler (det betyder faktisk dødeligt spring!!!) og skrå rullefald...

Otte par forventningsfulde drengeøjne stirrede op på Martin - den mandlige træner (kunne godt lige smide en håndfuld superlativer i hans retning, fx smidighed, styrke, balance, kropsbevidsthed, wauw...). Her var ingen rundkreds, sanglege eller navnerunder. Der var derimod fuld skrue ud over madrasser, bukke, plinte, heste osv. Troldebarnet var i sit es - det her er hans verden!

Og dér så jeg ham. Et strejf af ham. I de lange muskler, og den måde, de spændes. De senede arme, der gerne bærer kroppen. Den markerede mave, det flydende åndedræt. De rytmiske bevægelser til musikken. Smilet, hvor de brede tænder, ved siden af fortænderne, gør smilet lidt skråt og meget charmerende. Glæden ved at bruge kroppen.

Troldebarnet og Elverpigens far. Lige dér, blev jeg bevidst om, hvor meget han ville have elsket at se sin dreng sådan. Og hvor meget drengen ville have elsket at se sin far stolt. Det trak en tåre, at det ikke kan lade sig gøre. Ikke endnu. Men det er i de øjeblikke, jeg håber allermest, at den dag nærmer sig, hvor jeg tør have en dør på klem. Til ham. Deres far.