fredag den 10. september 2010

Heksemor slår til...


Intentionerne fejler aldrig noget!

Dengang jeg studerede, forestillede jeg mig altid, hvordan jeg ville være forberedt til timerne, lave skriftlige opgaver i god tid, fordybe mig i emnerne, sågar læse relevante bøger udenfor pensum... HA! Så sad jeg der natten inden og svedte over konklusionen. Printeren løb selvfølgelig tør for blæk 45 min. inden afleveringsfristen og bla.bla. Måske kender du scenariet?

Når jeg skal have gæster, har jeg også store, forkromede planer om den dejlige mad, jeg skal lave. Gerne noget med marinader, der har trukket i dagevis. Desserter, der smager lifligt og selvfølgelig afspejler årstiden i smag og farver...HA! Ender med en ovn-klar ret fra slagteren og en købesovs. Derefter literis direkte fra platicbøtten, "pyntet" (!) med en improviseret kompot af ubestemmelige, blandede bær fra fryseren.

Hulemors intentioner fejler heller ikke noget, når bøllerne skal på lejrtur. Forestiller mig selvfølgelig, at vi aftenen før sidder stille ned og hygger os. Evt. med te og sikkert hjemmebagte kanelsnegle, nu vi skal undvære hinanden i 2 døgn! Vigtigt med nærvær!! Vigtigt!

Taskerne er pakket. Der er solide navneskilte på poser med sengetøj og sovebamser. Den fra hjemmet medbragte mad er økologisk og indbydende. Begge børn har været ansvarligt involverede i pakke-processen (naturligvis under hensyntagen til deres alder og forskelligheder) og har dermed fuldt overblik over eget grej. Altså i fantasien.

Ude i virkeligheden ender det med kaos! Elverpigens ridning var da ikke aflyst, bare fordi der var lejrtur med SFO'en næste dag! For ikke at tale om regnvejr (Plejer sgu aldrig at regne, når de er på den tur! For helvede)

Dagen før dagen:

Kl. 16.15:
Vi kan godt lige nå at hygge med te og de der kanelsnegle (nej, nej. Ikke hjemmebagte! Findus-style)
Kl. 16.55:
Troldebarn:"Mor, sover du? Jeg er sulten"
Elverpige: "Mor, der er huller (hulLER!) i mine gummistøvler"
Kl. 17.10:
Smører 4 rugbrødsmadder og kører i desperat fart ud for at købe nye gummistøvler. Med formaninger til Elverpigen om at stå KLAR en halv time senere.
Kl. 17.40:
Hjem og vende efter Elverpigen, nu i ridetøj.
Troldebarnet: "Hvad med mig?". "Dig? Øhhh tag din Nintendo med i bilen". "????? Det plejer jeg da aldrig at må???". "Nej, men det må du altså godt nu!"
Kl. 19.20:
Hest afsadlet mv. Retur til Hulen, nu med sultne børn (Bliver sgu da også sultne i tide og utide)
Kl. 20.30:
Børn spist af og puttet. SOV! Det er alt for sent. I er alt for trætte i morgen (Heksemor)
Kl. 21.00:
Køkken ryddet. Økologiske rosiner og juicer pakket. Pænt. Må hellere få pakket til Troldebarnet!!
Kl. 22:
FUCK hvorfor virker lommelygter bare ikke, når de skal? Og hvorfor virker en helt ny pandelampe nu heller ikke? Fordi det GØR DEN BARE IKKE.
Kl. 22.20:
Må hellere få pumpet cyklerne. Ud i garagen...nu regner det f*ndeme også!! Arggg!! (Tjekke vejrudsigt? Plejer aldrig at regne den weekend, har jeg jo sagt)
Kl. 23.oo:
Hvor ER det regntøj? Typisk Elverpigen. Tosser rundt i sin egen lille virkelighedsfjerne verden, hvor der ikke bruges energi på noget så trivielt som regntøj. Sådan cirka samme virkelighedsfjerne verden som hendes mor befinder sig i.
Kl. 23.15:
Crasher med gode intentioner om at nå resten i morgen. Tidlig.
Kl. 05.35:
Vælter ud i bad. Eeeej mand, det regner stadig.
Kl. 06.00:
Ud at montere cykler på bilen. I mørke. Og p*sseregnvejr.
Kl. 06.20:
Prøve at få liv i unger. Vise et søvndrukkent Troldebarn det geniale i pakkesystemet. "Prøv lige at se en gang. Jeg vil gerne lige have, du ser her, hvad jeg mener. Prøv lige at koncentrere dig" (Som om. Heksemor)
Kl. 06.30:
"Bebrejde bebrejde bebrejde. Jamen hvor har du sidst haft de regnbukser.?... aaaaltid væk.... aaaaaldrig finde noget. Bebrejde bebrejde bebrejde" Elverpigen: "Jamen bliver det regnvejr? Det gør det da aldrig på SFO-tur!" (Told you)
Kl. 07.28:
Alt afleveret. Inclusiv lidt mut Troldebarn (jamen der er jo TO dage til, vi ses mor) og lidt sur Elverpige (det er altså ikke kun min skyld mor! Nej, nej skat. Av) kysset farvel. Et par ekstra regnbukser + et stk. ekstra tandbørste leveret af en slags kæreste. Tror sgu lige det går alligevel. Og kommer vist kun 6½ minut for sent på job.

Men næste gang...der bliver det hyggeligt!


3 kommentarer:

Anette sagde ...

Åhhhhhhhhhhhhhh...det er PRÆCIS sådan det er. Hvad er det, man gør bagefter? Forventnings-justerer eller hva'? Jeg har også intentioner om at gøre lidt rent nu. Ingen i morgen kl. 10.

Anette sagde ...

Der sku' INDEN kl. 10.

hulebo sagde ...

Ha haaa!! Og jeg havde intentioner om at bage noget. HA HAAA, den var god ikke? Godt man kan købe sig fra det ;o)