Liv og tid...

Den sommer, hvor Elverpigen var ved at gro klar til verden, indeni mig, kan jeg huske, at en veninde sagde til mig: "Nyd nu den sidste tid, inden barnet kommer. Du vil komme til at længes tilbage til den ubekymrede tid uden børn". (For den er nemlig altid ubekymret, hvis man ingen børn har. Som om)

Jeg syntes dengang, at det var noget mærkeligt noget at sige. Jeg kunne jo slet ikke vente! Jeg var bare så totalt klar, så hvad vidste jeg om at nyde tiden før barnet?

Nu går jeg og tænker meget over tiden igen. Og om at nyde den, inden noget.

Fordi, min mor er jo syg. På den onde måde. Der er aktivitet i canceren og nu venter nye eksperimentelle kemobehandlinger. Hun er ved godt mod, min mor, og hun er her endnu! Som hun selv siger, har hun allerede overlevet flere, end hun anså for sandsynligt, den dag hun blev sendt hjem med 200 morfinpiller. Hver dag er der nogle, der aldrig kom hjem.

Jeg har et par veninder, der har mistet forældre. Og de siger alle til mig, at nu skal vi huske at nyde tiden. At få noget ud af den. At være sammen. Det forstår jeg godt.

Jeg forstår også, at en dag er hun her ikke mere. Hun bliver ikke 92 ligesom sin egen mor. Og selvfølgelig ved vi godt, at vi skal være sammen. NU. Livet bliver ikke genudsendt. En dag vil jeg længes tilbage til den tid, hvor min mor var her. Levende og til at holde om. Tale med.

Men i praksis...der synes jeg, det er svært.

Vi prioriterer afgjort at være sammen. Vi ved godt allesammen, at det er det vi gør, når min bror og jeg for andet år i træk trækker mager og børn hjem til jul. Hjem til mor. For hvad nu, hvis det er den sidste jul? Fødselsdage skal holdes med alle, der kan trækkes til huse. Ferier skal holdes sammen. Vi siger det ikke. Men vi ved det.

Det svære er, at vi ved det så meget, men ingen nævner det. Min mor er tapper. Hun er Mor'en. Den her klarer hun selv. Hun vil (næsten) ikke tale om det, for hun vil ikke behandles som en dødsmærket. Vil ikke have, at det skal fylde. Hun græder, når (hun tror) vi ikke ser det.

D e t f y l d e r

Min far er panisk. Han vil spørge. Om sygdommen. Om behandlingen. Om hvad han skal gøre, hvis det ikke går. Om jeg tror, det hjælper. Om jeg tror, hun kommer til at lide meget. Om jeg tror, han kan klare det. Om vi skal undersøge behandlingsmuligheder i Tyskland. Om jeg tror, det er bedre.

Jeg har ingen svar.

Det er det, der gør det svært at nyde tiden sammen. Nogle gange er det som om, tiden allerede er gået. Vi mistede uskylden. Illusionen. Vi tror i vores familie. Vi tror på det evige liv. Vi tror på, at det ikke slutter her. Vi tror på, at vi skal ses igen et bedre sted. Vi tror på, at vi bliver taget godt imod på "den anden side". Vi tror Guds fred venter os.

Det er svært at tro lige nu.

Hun er her endnu. Måske har hun længere tid, end nogen aner. Måske skal andre afsted før hende. Måske, måske, måske. Må ske. Vi skal nyde tiden.

Jeg længes allerede tilbage til tiden før.