Host, piv, snøft

Så blev alle sagerne pakket og to forventningsfulde børn sendt på udelivsdøgn. En Morten Bisp-tradition, hvor der slagtes gæs og tilberedes mad i jordovne. Sådan noget, en Hulemor synes, er uendelig meget vigtigere end skriveborde med web-adgang (som de havde i den skole, vi forlod). I hvert fald til mine børn.

Troldebarnet glædede sig mest til dét med hovederne. Altså hvis han turde kigge! På blodet, der sprøjter og gåsekroppen, der løber forvildet rundt og mangler noget...

Elverpigen glædede sig vist mest til at sove i bunke med hele klassen i klassen.

Og mor'en? Glædede sig til en lang eftermiddag, omfattende en travetur med hunden, alene tid med bøger og blogs og chokolade. Toppet med en hyggeaften med næsten-kæresten. Men.

Nu skribler jeg lige en hilsen ud til alle I skønne, som jeg ikke får læst hos for tiden, fordi computeren jo forresten er afgået ved døden. Jeg skal nemlig hjem i seng. Nu. Med ondt i halsen, trykken for ørerne og snot i resten. Så meget for en alenedag. Nå, men man kan jo altid tænde op i brænderen, putte sig under en dyne, se en film og vente på at nogen kommer og laver ingefær te til én. Og kysser.