mandag den 8. november 2010

Åbent brev til Universet


Det er bare mig hernede fra Hulen. Jeg vil godt lige sige noget.

Lige nu ikke? Der er nok. N.O.K. Hold nu. Jeg skal lige have vejret, okay?

Jeg synes egentlig, det går meget godt. Jeg står. Ikke på sikre ben, men jeg prøver. Jeg lever med mine valg og jeg tager de tæv, det giver. Helt bogstaveligt, det er vi enige om. Ikke? Jeg tog de tæv. Og jeg piver ikke over det. Og jeg kalder ham heller ikke et dumt svin.

Faktisk bruger jeg ret meget energi på at fortælle og forklare vores børn, at han ikke er et monster. Og at alting nok skal gå. Og blive fint. Og at man skal elske hinanden, fordi det kun er kærlighed, der kan få tingene til at falde til ro. Og gå i orden. Og jeg har også hængt billeder op af ham. Og jeg husker på det gode, og fortæller de gode historier. Selvom jeg er bange. Okay?

Og hvad min mor angår. Ja, så er hendes skæbne naturligvis ikke min. Og hun må selv bære. Og det gør hun i den grad også. Men derfor kan det jo godt gøre lidt ondt længere nede i rækkerne. Ikke? Og være en lille smule svært, ikke at kunne finde de lindrende ord. Og virkelig, virkelig bede til, at hun ikke skal lide. Ikke alt for meget, i hvert fald. For hun lider. Vi lider.

Og jeg ved godt, at penge ikke er alt. Bare meget rare at have, og alt det der. Ikke nogen sand værdi. Men det er alligevel skrøbeligt, når nu det her samfund handler så meget om penge. Og lovgivninger. Der fx betyder, at man tre år efter en skilsmisse kan få regninger på fx 15.000 fordi ens eksmand fandt en kæreste på kommunen. Der kunne skynde sig at sætte ting i gang, så han kunne få ret i noget med nogle adresser. Kun tre måneder, godt nok. Sølle tre. Men nok til, at der skal betales mange penge tilbage. Fordi jeg fik dem uretmæssigt, dengang i 2007. Så uretmæssigt, at han skal have dem nu. Jeg betalte jo godt nok alle udgifterne dengang. Til institutioner osv. For det var jo mig, der fik tilskuddet. Ikke?

Men jeg kan da ringe til ham, så vi kan lave en ordning, sagde den flinke kommunedame (Nåe ja, klart) Altså ikke hende, der satte det i gang. Som i øvrigt blev skilt. Og lod manden beholde børnene. Og ødelagde alt for sig selv, som hun senere skrev til mig. Der er ingen grund til at være vred på hende. Hun fik vist straffet sig selv rigeligt.

Og lige af og til, ikke også? Der synes jeg nok, det trækker tænder ud med det Troldebarn. Som har så lidt tillid. Til verden. Til sig selv. Til mig.

Så ved du hvad, jeg synes? Det var synd, det dér lørdag. Han kan jo ikke gøre for, at han bliver sur. Vel? Det er indeni ham. Det er vi enige om? Så dét, at han slog på computeren - det var ikke med vilje. Han gjorde det ikke for at være ond. Slet ikke mod mig. Han kunne jo ikke vide, at den var født med en dårlig lodning, som manden sagde. Sådan at hele møget kortsluttede og harddisken døde. Helt.

Han mente det jo ikke. Han kan ikke gøre for, at alle filer er slettet. At alle billeder er væk. At dokumentationen i ord og billeder, af de sidste fire år, er slettet. Og at hans mor ikke har råd til en ny. Og han forstår jo slet ikke, at det er så meget mere end de penge. At det var mine tanker, der var dér. Og kun dér, fordi jeg lige skulle have købt en USB pind, så jeg kunne gemme det. For alle tilfældes skyld. Men jeg nåede det ikke inden tilfældet ramte.

Og Herreste Gud, det er jo kun penge. Som jeg ikke lige har. Og bevares, der er da offentlige pc'ere mange steder. Til det grove. Det er bare dét, at den pc også var min livline til en form for et (pseudo)socialt liv, nu jeg har så mange aftener alene. Det gav mig mulighed for at række ud i verden efter andre sjæle, og måske føle mig knapt så helt alene. Om det hele.

I morges var skoven frostklar og lyserød, da en ny dag gryede. En helt ny, sprød dag. Okay, tænkte jeg. Hvad er det, du vil mig? Med et slag (!) blev de år lagt bag mig. Der blev ryddet op. Og det ordner sig vel med de penge. Så jeg måske kan få en ny livline. Men den lyserøde dag - hvad er den starten på? Jeg trænger til lidt hjælp her.

Jeg så på det smukke og tænkte, at jeg skulle finde svaret i dét. Men det eneste svar, jeg fandt, var, at det nok er indeni mig selv. Svaret. Og nu har jeg da tid og ro til at mærke efter. Kaste en livline indad, måske?

Så jeg ville gerne have et svar. Og kom helt tilfældigt i snak med en sygeplejerske her i huset. Bare sådan tværs over en patient, en lyserød mandag morgen. Og hun fortalte mig om den nat, hvor hun troede, hun aldrig blev menneske igen. Hvor hun, sammen med sin mand, vågede over deres lille datter, som lægerne ikke mente ville leve natten over. Hvor bange de var. Indtil politiet kom og sagde, at de skulle følge med. Fordi deres søn havde kørt sig ihjel samme aften.

Jeg forstår heller ikke, hvordan hun blev et menneske igen. Og hvilket menneske. Kærlig, omsorgsfuld, blid. Men jeg forstår, at jeg skal bruge tiden. Især med børnene.

Måske skal man ikke tolke alt ihjel, som en kæreste engang sagde til mig. Men jeg tænker alligevel, at du prøver at fortælle mig noget her? Og så trænger jeg til, at du viser mig - uden skyggen af tvivl - at jeg kan læne mig i dig, kære Univers. Mens jeg holder mine små kære, der har brug for, at jeg står. Bare for en stund. Jeg trænger sådan...

5 kommentarer:

Kirsten sagde ...

*sender suk og kærlige tanker...*

***Mutter*** sagde ...

Åhr puh, hvor du bare står nede på bunden i dalen lige nu. Kan du se lyset deroppe ?

Kravl op i det igen.

Trine sagde ...

Når man sidder i den dybeste brønd og alt er sort bliver nattens mørke pludselig lyst, og hver eneste stjerne træder så tydeligt frem som var de hver især en lille, blændende sol!

Der er kun én vej herfra! Og det er opad. Måske lidt stejlt. Måske lidt glat. Måske lidt farefuldt. Men op, det kommer du. Det lover jeg dig!

Mona sagde ...

Mange tanker til dig..tro mig vi kommer videre - livet er lidt af en labyrint..Man håber hele tiden at det er den rigtige vej man følger..ind imellem ender vi i en blindgyde... men vi finder vej!!

Lena sagde ...

Kan du læse mail?
Jeg har sendt dig et forslag til hvad du evt. kan gøre for at redde dine data.
mvh Lena