Hvaffor en jul?

Hun er i bedring, heldigvis. Nogle dygtige mennesker har identificeret bakterien og behandlet hende efter alle kunstens regler. Efter et par dage med allergisk reaktion, høj feber og svingende bevidsthed er hun langsomt ved at komme sig. Det er to skridt frem og et tilbage - men det er som bekendt også fremad.

På torsdag håber jeg, hun får ledsaget udgang med mig, så vi kan få købt de sidste julegaver. Hvis hun er frisk nok. Og det ikke sner for meget. Og Elverpigen bliver rask (og ingen andre bliver syge).

Hun har nemlig ligget på sofaen hele eftermiddagen med feber og mavepine. Og toppede med at kaste op, da håndboldkampen startede. I min seng.

Der står et lys på mit bord med tal på. Jeg ved slet ikke, hvilket nummer vi er kommet til. Den dér jul..?? Det er noget, mine børn glæder sig meget til, kan jeg mærke. Og får lidt præstationsangst over, at det vistnok riiimelig meget er mig, der skal sørge for, at den juleglæde bliver indfriet.

Der er én, jeg vist nok er kommet til at gøre ked af det. Der er vist nok nogle signaler, jeg undlod at forstå. Og dermed, i en andens fortolkning, noget, jeg undlod at afvise (men måske burde have afpareret mere elegant). Ikke stolt.

Der er også nogen, der har gjort mig kede af det. Sikkert uforvarende. Eller forhåbentlig. Noget med 'for gammelt venskabs skyld'. Noget med at læne sig i at høre til i en sammenhæng. Hvor det så viste sig, at andre hørte mere til. Og hvor det lige nu er svært (eller umuligt) at ignorere følelsen af, at der ligger et bevidst fravalg i et valg. Måske ovenikøbet en ydmygelse.

Julestemning? I don't think so.