Midt i smerten...

...brænder der et flammende lys. Ikke et traditionelt bloklys men et ægte bloglys.

De tilbagemeldinger, jeg har fået - både i kommentarfeltet og på mail er simpelthen så hjertegribende. Så kærlige og så indfølende med andre menneskers dybt personlige, smertefulde, smukke, gribende og ærlige historier. Jeg har læst det hele om og om igen i dag. Og det er gået op for mig, at stilheden er helt i orden. Og ikke spor forkert.

Jeg føler mig mødt på en så ægte måde, at ikke alverdens psykologer eller eksperter ville kunne give mig det samme. Jeg er så taknemmelig, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal beskrive det. Men det behøver jeg heller ikke, for giverne deler ud uden at forvente en gengæld. Hvor er det stort og næstekærligt. Dem, der ikke længere tror på næstekærligheden, skal bare tage at få sig en blog!

Jeg fik en mail fra en af min mors søstre sent i aftes. Og et telefonopkald fra min fars søster. De ved heller ikke, hvordan vi gør det her. Hvad hun har brug for. Jeg ved det heller ikke. Men alle de livgivende ord, jeg har fået fra jer læsere, gjorde det nemt at sammenfatte, hvad det er, vi skal.

Vi skal være der. Med den tavshed, de ord, smil, latter og tårer, der er i situationen. Vi skal turde hende, selvom det rører ved vores egen dybeste angst. Hun er nemlig ikke kun sin sygdom. Hun er stadig så meget mere end det. Og først og fremmest er hun i live!

I dag sendte hun mig den her sms:

"Jeg har det okay, vi er ude at køre en tur. Vi skal jo videre. Kys M"

Det er nemlig det, vi skal...