26 minutter efter midnat. Årets sidste dag er begyndt.

Jeg skal tidligt op og passe mit arbejde i morgen og burde ret beset ligge i min seng.

I stedet drikker jeg rødvin og skriver et blogindlæg. Et vigtigt ét.

Jeg er bange for 2011. Selvsagt fordi jeg har en - begrundet - frygt for at miste. Heldigvis har tre fridage med børn, nærvær og eftertænksomhed bragt en form for ro i mit sind. Jeg vender stadig de vigtige tanker og ord, jeg har fået ved at blogge, læse og dele. Det er godt.

Jeg startede dagen (egentlig i går, nu) hos tandlægen med en knækket kindtand. Hele bagsiden havde givet efter for en revne i en gammel fyldning og var faldet af. Øv. Jeg er ikke bange for tandlægen eller det, hun gør ved mine tænder. Men jeg var lidt ængstelig for regningen - det var lige den, der kunne få budgettet til at vælte...

Det tog en halv time at få den nye tand bygget op. Hvor er den pæn! Og glat. Ude ved skranken sagde sekretæren, da jeg ventede på regningen: "Der kommer vist ikke noget til dig. Hun har skrevet Uden Beregning". Jamen...hvorfor?? Måske var hun i godt humør? Jeg blev det i hvert fald.

Senere var Troldebarnet og jeg på julegave-bytte-tur. Og i mange butikker for at ose. Og i kæmpe supermarked for at handle til Nytårsaften. Det kunne nemt have udfordret hans temperament, men det var kun hyggeligt. Han tog det hele med oprejst pande og havde endda overskud til at sige tak til gamle damer, der flyttede sig for os. Nåårrrhhh. "Hvor er du en høflig og sød dreng. Det er sandelig sjældent, man oplever det". (De blev han rosa i kinderne af). Han fik lov at vælge en fransk hotdog og cola til frokost. "Mor, jeg synes, det har været vildt hyggeligt at være i byen med dig i dag". (Det blev jeg varm i hjertet af)

Begge børn tog i byen med dyner til aften. De gider da ikke tidligt op i morgen! En af mine dejlige veninder var her, og vi hujede af grin over, hvor meget vi får stillet os an overfor andre. Mig, fx. Jeg skal holde Nytår med "nye" mennesker, og selvom jeg mentalt har ligget brak i tre dage og skal arbejde i morgen, var jeg da i gang med langtidsbagte tomater, hjemmelavet oliventapenade og peberrodscreme. Og fyldte dadler med marcipan og alle salater forberedt (ja, for der skal da flere salater til, når det nu er det, jeg er blevet bedt om at stå for...).

Og så ringede han, ham, der var en næsten kæreste. Ham med den langstrakte forelskelse på vågeblus. Han er sprunget ud. Har fortalt sine venner og familie om mig. Også sine børn. Nu må vi. Jeg har savnet at vise det frem, at glædes offentligt, at stå ved kærligheden. Nu må jeg. Det giver stort mod og glæde, trods alt, til det nye år.

2011 - kom an. I'm ready for you.