onsdag den 15. december 2010

T-r-ø-s-t-e-spisning


Jeg har aldrig forstået dét udtryk Trøstespisning. Altså hvem er det, det trøster? Tag nu mig, aftenens dramaqueen. (Jo, det var blevet tid til at finde ynk og udtværet mascara frem igen). Nu har jeg spist, dvs trøstet mig med, otte store chokolade småkager. Der er 20 stk i æsken, ialt 560 gr. Dvs. 28 gr. pr. kage x 8: 224 gr. kage. Det er der da ingen trøst i! Snarere straf. Det er så ubeskriveligt kvalmende, at jeg om muligt har det endnu værre end før. Og kun det faktum, at en lang dag venter i morgen, afholder mig fra at finde yderligere trøst i alkoholiske drikke...

Det er sådan noget, der bliver plads til, når ens mor er glad igen og bliver udskrevet på fredag.

Anledningen til DQ? Andedamsrelateret fornærmethed...

Dengang jeg blev skilt, syntes min far helt bestemt, at det var tid at vende 'hjem' igen. Det vil sige til Jylland. Det kunne der naturligvis ikke være tale om, idet mine børns netværk jo hovedsageligt var på Sjælland og jeg i øvrigt selv trivedes fint i de omgivelser og relationer, jeg havde der. Desuden var jeg bange for 'den fraskilte kvindes svøbe'. Ja, det er en af mine kæpheste. Jeg har skrevet om det før.

Den der med at enlige fædre er heroiske og interessante, og da i hvert fald skal klappes på skulderen for at komme ud af huset og ikke bare sidder der og samle støv. Mens enlige mødre (der jo som bekendt altid selv har valgt det (eller i hvert fald været ude om det) og i øvrigt får i hoved og røv af det offentlige) ikke i samme grad bliver betragtet som hverdagens sande helte.

Det, jeg prøvede at forklare min far, var, at der simpelthen ikke er plads til sådan en som mig i andre menneskers etablerede omgangskredse. Som min allerbedste veninde formulerede det: "Du er bare sådan en, man ikke har brug for til at lave ravage i den. Du kommer der mit dit nyklippede hår og spændstige figur. Ung nok til at være fysisk attraktiv og gammel nok til at være en klog og spændende samtalepartner. Fuld af nyopdagede styrker og selvstændighed. Det lyser ovenikøbet ud af dig, at du trænger til noget godt sex og aldrig kunne finde på at sige, at du er for træt". Sagt i al kærlighed og varme. Og hun fortsatte: "Og dét har du bare at forvalte ordentligt. For du er en lækkerbisken for alle mænd med små børn og trætte kvinder". Det er selvfølgelig karikeret, men der er sandhed i det.

Min far indvendte, at han og min mor "da altid havde haft en stor omgangskreds, og at det bare gjaldt om at engagere sig i nogle aktiviteter - så kommer det helt af sig selv". "Måske ja, men har I nogensinde inviteret en enlig kvinde med til noget blandt par-vennerne, så hun kunne komme ud at danse lidt?". "Mnaajj, det har vi måske godt nok ikke...". Se pointen?

Jeg landede i et, for mig, ganske tilfældigt område, da verden gik af lave, og jeg skulle væk overnight. Jeg er faldet godt til. Det er småt, det er godt. Det er nemt at lære folk at kende, fordi man næsten automatisk krydser hinandens spor mange gange, når man har børn i samme skole og idrætsforening, handler i det samme supermarked, står i den samme kø ved bageren osv. Så kunne man (jeg) jo godt forledes til at tro, at der måske var basis for nye venskaber. De er sgu da så søde allesammen og vil gerne introducere for det ene og det andet, og traditioner mig her og der. Altså lige så længe, det ikke lige præcis inkluderer deres eget privatliv og omgangskreds.

Og nu er jeg dér, hvor jeg overfor min far forudsagde, at jeg ville være i et lille jysk samfund; udenfor. Jo jo, der er bestemt flere, der gerne vil hjælpe med at hente børn, hvis det kniber. Køre nogen til håndbold og gymnastik eller arrangere en overnatning. Og bevares, jeg bliver da tilbudt mange kopper kaffe og sågar et glas vin en fredag aften, når der skal udveksles børn efter Disney Sjov. Et enkelt kun-for-damer-arrangement er det nok også blevet til, og til fester på skolen, hvor jeg er lovligt selvskrevet som forælder, er jeg da også blevet budt op til dans.

Men når det kommer til de rigtige fester, 40-års fødselsdagene, rejsegilderne, kobberbryllupperne, eftergilderne, julefrokosterne....så er der lukket. Og slukket. Den går ikke søster lagkage. Og det er så den, dramaqueen har raset over de sidste par dage. Fuldstændig tilbage til skolegården, da man fik nys om, at kun nogle få udvalgte af klassens piger, skulle med til fødselsdag i parallelklassen. Ikke én selv.

De her mennesker, der holder en fest på fredag, det var nogle af dem, jeg virkelig håbede, var ved at blive rigtige venner. Jeg troede det faktisk. Og alle dem, der har budt på pizza, kaffe, børnepasning og måske endda har sagt, at de var glade for at børnene og jeg er kommet til, de skal med. Og de er meget omhyggelige med ikke at tale om det, når jeg sidder sammen med dem i hallen en hel søndag eller møder dem i skolegården.

Og ja ja, jeg ved det godt. Jeg er ikke født her. Jeg har ikke boet her i mere end 2½ år. Jeg har ikke selv inviteret til noget. Jeg er skilt. Er jeg farlig?

Nå, men jeg er i hvert fald ikke inviteret og har ingen ret til at påberåbe mig medlidenhed i den anledning. Men retfærdig harme kan ingen tage fra mig!! Og heldigvis er der jo en kæreste, man på det nærmeste kan gøre ansvarlig. Er det ikke ham da, der kender det her lokalpatriotiske samfund, hvor der ingen plads er til fremmede? Er det dermed ikke ham da, der skal være brobygger og introducere den eksotiske fremmede, således at ingen bliver utrygge?

Åbenbart ikke. Han er til gengæld meget bredskuldret og sagde bare, at jeg vist trængte til at komme i seng. Hmm.

7 kommentarer:

June sagde ...

Og her sidder jeg så, og slår mig selv oven i hovedet. Temmelig pinlig berørt.

Jeg er nemlig hende, der er i det faste parforhold og ikke inviterer en single, hvis resten af de inviterede udgøres af par.

Og det er ikke fordi jeg er bange for, at hun skal stjæle min mand, eller fordi jeg vil holde vennekredsen for mig selv ;-)

Næ, det er hensyntagen. Godt nok i dén grad misforstået. Ser jeg nu.

Fordi jeg har tænkt, at veninden der er single, ikke gider sidde udelukkende blandt par, der måske bliver mere og mere kærlige overfor hinanden, efterhånden som aftenen skrider frem....og at hun måske derfor vil føle sig udenfor.

Og det virkelig pinlige er så, at det lige slår mig, at jeg slet ikke ville tænke sådan, hvis det var en single mand. *Ruller med øjnene af mig selv*

Så TAk for dén øjenåbner.

Måske dine venner også ville få lidt at tænke over, hvis du fortalte om det til dem?

Knus

Anja sagde ...

Ja endelig DU skal ikke brænde inde med noget, hvis det er misforstået hensynstagen så ÅBEN MUNDEN og fej misforståelsen af bordet, det er nemlig også en styrke ;)

missfryd sagde ...

Øv øv øv :-( Det lyder altså på ingen måde rart det dér. Jeg ville sgu også spise mig kvalm i chokoladekager.

Jeg er ret ny, i det her singlemom-noget - og har ikke prøvet det endnu. Tror jeg da. Hvad du skal gøre ved det, det aner jeg ikke. For du kan jo heller ikke spørge hvrfor du ikke blev inviteret vel - så vil du uanset hvad, føle de en anden gang inviterer af medlidenhed.

Uha, den her kommentar kan du vist ikke bruge til så meget. Ville også bare sige jeg godt forstår dig, og du bestemt ingen dramaqueen er !

KH Maria

hulebo sagde ...

Ja nu er det så fredag aften, og festen er i gang...jeg har det fint med det, det handler dybest set ikke om arrangementet, men dét, at være udenfor.

@June: Det var en rigtig god kommentar, for jeg havde end ikke overvejet, at det kunne være ud fra et hensyn til mig! Hvem ved? Det kan da godt tænkes, at det er dét.

@Anja: Jeg er bestemt enig med dig i, at det er godt at tage bladet fra munden...men lige i dette tilfælde er det svært, fordi jeg på ingen måde er "selvskrevet" til en fest i denne sammenhæng. Jeg troede bare...og som Miss Fryd siger:

@Maria: Nej, jeg kan nemlig ikke spørge. Det ville ikke lige være på sin plads her. Og paradoksalt nok, vil jeg heller ikke sætte dem i forlegenhed..

Det sjove er så, at andre i denne kreds af lokale, også har taget for givet, at jeg kom. Og fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, da jeg sagde, at jeg ikke var på gæstelisten ;o). De dersens uskrevne regler er bare ikke nemme, suk...

Anonym sagde ...

Åh hvor kan sådan noget ses fra mange sider. Jeg har en veninde som er single og som blev inviteret med til sådan en "sammenskudsfest" (altså man betalte selv for maden) - men hun takkede nej fordi der kun kom par. Jeg måtte forsikre hende om at vi da ikke kun sad og talte med vores mænd sådan en aften. Men hun var ikke til at rokke.
Men kan godt forstå du føler dig forbigået. Er sikker på de har taget misforståede hensyn til dig!

superheltemor sagde ...

Jeg gør også som june - men efter at have læst dit indlæg, vil jeg invitere singlerne, og selv lade dem vælge!
Vi har to mandlige singler iomgangskredsen, og alle andre er par - og vi har måske tænkt at de vil kede sig, og ikke inviteretdem med til 3-par-med-børn-griller-aftener...
Jeg håber du snart kommer til at føle dig hjemme og bliver inviteret med til mere

Synne sagde ...

Åh altså. Fagre nye verden.

Det her single-ræs er ganske nyt og jeg har en fornemmelse af, at jeg er rigtig dårlig til at navigere rundt i det.
Da jeg for ganske nylig stadig sad i min trygge to-somhed skænkede jeg egentlig heller ikke single/ikke single en tanke når det kommer til gæstebud.
Der har været mange kombier i mit gæsteliv gennem tiden: Par/par, både med og uden børn, par/singleven, vennekomsammener hvor jeg ved gud ikke har skænket det en tanke om en nu kom alene, for her snakker vi alle sammen sammen og hygger os, sammen. Og jeg så menneskerne, ikke deres status i kærligheden.

Jeg er en lille smule skræmt!

Mvh,
Synne