fredag den 7. januar 2011

Liv, død og sushi


Al for lidt tid - men alt for mange timer...

Sådan føles det at være i det vakuum, min mor er i nu. Der er al for lidt tid til det, der virkelig skulle gøres. Det liv, der skulle have været levet. Og alt for mange timer til at sidde og være bange og ked af det, inden det slutter.

Vi græd meget denne gang. "Jeg er bange" sagde hun. "Hvad er du allermest bange for?" "Smerterne. Hvor lang tid, det tager. Hvornår det bliver. Jeg ville jo så gerne have set børnebørnene vokse op. Det kommer jeg ikke til".

Det var pinefuldt og alt for sandt. Men det var også en lettelse. Min far sagde det højt, da vi var alene. "Nu fik vi taget hul på det. Den. Døden. Godt du kom".

Men vi fik også talt om mange andre ting. Deres liv. Vores liv. Min nye kærlighed ("Det er lidt nemmere for mig nu, hvor du har en til at passe på dig"). Børnenes liv. Valgkamp. Værdier. Venskaber. Hverdage. Mad. "Har du nogensinde smagt sushi?", spurgte hun. Hun har nemlig ikke.

Jeg havde aftensmad med. Og tænk, hvor glade de blev for det. Hvor meget energi, det gav.

På vejen hjem tænkte jeg over, hvor forunderligt det er med den død. Alle skal jo dø. Dig, mig, dem, os...alle. Og alligevel har vi ingen kultur omkring det. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op. Vi tør ikke se på den. Vi tør ikke se på hende. Vi er bange for at se os selv i dét spejl. Hvorfor kommer naboer og venner ikke med kurve med mad og sætter sig ned en stund? Fortæller en historie, dyrker et minde, tuder en smule og giver et kram?

Inden jeg kørte derop læste jeg bogen 'Når vi skal dø'.

Bogen er skrevet af en fysioterapeut, Mikaela Lindner Gudkov, der arbejder med uhelbredeligt syge og døende mennesker. I bogen er der otte personlige fortællinger om at leve med uhelbredelig kræft. Den er helt utrolig fin og rørende og samtidig meget usentimental. Hvis du er tæt på et menneske, der skal dø, så læs den. (Ellers husk den til en anden gang. Ingen undgår at være naboen på et eller andet tidspunkt)

I morgen kører vi derop alle tre. Vi skal hygge og være sammen. Min bror, hans kone og de to små fætre kommer også. Det skal leves, det liv, der er endnu. Og jeg har mad med igen. Sushi.

7 kommentarer:

Onkel Anne sagde ...

puh ved ikke hvad jeg skal skrive. Men jeg er glad for, at I fik taget hul på snakken. Du har fuldstændig ret i, at naboer, venner og bekendte kunne gøre en stor forskel ved blot en lille gerning. nemlig en lille aftenret, et besøg, en duftende buket.

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Bliver ordløs, hvor hårdt for jer, men samtidig så intenst og fint.
Varme tanker Charlotte

Anonym sagde ...

Hvor er det dejligt at du er så fantastisk god til at finde ord for alt det du oplever lige nu! Tror det er din gave i livet!!
Håber i må få en dejlig dag i morgen med sushi.
Kram og tanker.

Dragonfly sagde ...

Det lyder fandme hårdt. Ubeskriveligt hårdt. Der er ingen rigtige svar, ingen rigtige handlinger. I famler jer frem, men I er der for hinanden. Jeg tror, det er dét, der tæller.

Unknown sagde ...

Den glæde og nærvær midt i sorgen er det som holder jer sammen og holder jer ved. Og lader sorgen være hvad den e; sorg - men ikke undergang.
Godt at du har sushi.
Godt at du har en som giver dig knus!

mette b sagde ...

Hvor er du et dejligt menneske. Helstøbt og klar til udvikling på samme tid! Selvfølgelig skal I have sushi.
Død og svær sygdom er tabubelagt og derfor svært at tale om. Kun de, der selv har oplevet kriser på tøt hold tør tale med. Fordi de ved, at det lindrer og hjælper at tale om det, der er grimt og angstprovokerende.

Det er så godt, at du deler her! Tak. Det hjælper også mig i min sorg over både min far og min svigerinde.

Har din mor hjælp mod smerterne? Det kan jo gøre processen en del nemmere. Min svigerinde havde god hjælp mod smerterne og hun var ligeledes et menneske, der delte sine tanker om både liv og død og de ting, hun sørgede over ikke at nå at opleve. Sine to døtres vækst mod to kvinder. De er 14 og 17 lige nu.

Jeg ønsker stadig alt det bedste for jer og en dejlig lørdag sammen.

Knus og tanker fra
mette

Karina sagde ...

At turde tage favntag med Livet, når Døden står på sidelinien, er stærkt! Det giver Livet en intensitet, så man næsten føler, at man oplever og mærker Livet tydligere på en relativ kort tid i forhold til de forgangne år.
Det er og bliver jeres styrke, at I i familien formår at gribe Livet, leve det fuldt ud og være tilstede, - tilstede både når det giver glæde og når det smerter.

Ønsker jer alt det bedste,

Kærligst, Karina