Heksemor til grin

Nå men midt i sådan en eksistenskrise skal der på en eller anden måde også ordnes noget hverdag. Som i dag indebar at hente sløjt Troldebarn fra skole og spise ham af med Ramasjang (tak DR livestream), varm cacao, æbler og knækbrød, mens Hulemor blev færdig på job.

Kaffedate med nyskilt veninde, med hvilken jeg pludselig fandt ud af, at vores fortid byder på et ganske uforligneligt sammentræf af en fælles bekendt. Jeg måtte gå rundt i stuen og tage mig til hovedet, da hun sagde navnet. Hvis det passer, at man har mødt venner og familiemedlemmer i tidligere inkarnationer, har hun garanteret været .. min søster. Et eller andet nært beslægtet i hvert fald! Kræver et blogindlæg for sig - en anden dag.

De næstekærligste venner jeg har, inviterede på aftensmad (selvom det er dem, der har en baby!) og det eneste, jeg skulle overkomme, var at hente Elverpigen i en sportshal. Burde jo ikke have drevet mig helt ud på den kant, hvor Heksemor tager over. Men det gjorde det.

De der killinger, jeg aldrig kom af med, residerer stadig på matriklen og dét i en grad, hvor de ikke anser det for nødvendigt at være 100% renlige - hvorfor de ikke må være alene hjemme indendørs. Det eneste jeg skulle, var altså at lukke en kat ud, starte en bil, hente et barn og sætte mig til bords hos naboerne. Men katten ville ikke ud. Og gemte sig bag sofaen. Og væltede hele læsset med mor-savn, eksistens-krise og hvorfor-skal-jeg-altid-gøre-alting-selv-hysteriet.

Heldigvis gik det kun ud over en...lampe. Ikke det Troldebarn, der måbende så til (et Troldebarn, som jeg jo ved har utrolig meget behov for forudsigelighed og tryghed. Som skal smittes med ro, som psykologen sagde dengang).

En forholdsvis uskyldig lampe, som formastede sig til at bestå af rispapir. Og være mellem mig og katten. Som jeg kom til at flå en lille bitte smule i stykker. Hvorefter de fire led, stangen er sat sammen af, begyndte at knække sammen ét for ét - inde i skærmen. Heksemor hev og flåede, råbte og skabte sig, gik bersærkergang. På en lampe. Topmålet var, da et forsigtigt Troldebarn spurgte: "Men behøver du ordne lampen lige nu, mens du er så sur?"

Og jeg vrængede: "JAAA!!! Sådan en lortelampe skal fandeme ikke bestemme over mig".

Så utrolig modent. Så utrolig velovervejet. Så utrolig latterligt.

(Men den fik ikke krammet på mig. Jeg fik samlet lortet uden at ødelægge mere. Og katten kom ud.)

Der var lidt stille i bilen på vej til hallen. Da jeg fik pulsen nogenlunde i Hulemor niveau, spurgte jeg ham, om han var blevet forskrækket.

Troldebarn: "Næe. Jeg ved præcis, hvordan du havde det"
Hulemor: "Ok. Men du havde faktisk ret - jeg skulle bare have ventet, til vi kom hjem igen. Så havde jeg nok ikke været sur mere. Der var du alligevel klogere end mig! Bare en skam, jeg ikke lyttede til dig..."

Så skrupgrinte vi, og han udpenslede i detaljer, hvor skør, jeg så ud i mit hysteri: "Du svedte helt, mor! Men mor - du skal ikke være ked af det. Du er i forvejen et af de roligste mennesker i verden, så man kan altså godt tåle, at du lige bliver lidt sur. Må jeg få et bolsche inde i hallen?"
(Pyha)

Tror den trænger til at sove, den Hulemor. (Og på onsdag er der noget med en urne, der skal ned. Og vist noget med en skiferie, der nærmer sig. Hastigere, end jeg lige kan overskue nu. Men sschhyyy...ikke tirre Heksemor ...)