Mod weekend

Endelig. På grund af afspadsering, syge børn osv. har dette været min første hele arbejdsuge siden 1. december. Pyha. Kan allerede ikke forstå, hvordan jeg plejer at kunne nå det hele. Men jeg kommer vel ind i rytmen igen.

Tankevækkende, hvad man kan vænne sig til at leve med, når man skal. Når selv sygdom og dødens nærvær bliver rutine. Indlæggelse, infektioner, gråd og sorg bliver sådan nogle dagligdags ting ind imellem arbejdsopgaver, lektielæsning, frikadellestegning og sovediskussioner.

Det går skidt med hende. Min mor. Åndenød og infektion lænker hende til en hospitalsseng på en bleg 2-sengs stue, der i udtryk modsvarer hendes fysiske tilstand. Dødssyg. Hun er visiteret til hospice, heldigvis. Foreløbig som aftale om aflastning, indtil hun måske...måske ikke...kan komme hjem igen.

For fjorten dage siden kunne jeg næsten ikke bære tanken om hospice. På den måde, at jeg ikke kunne bære, at det virkelig er nået dertil, at det er dét, vi skal tage stilling til. Eller hun skal. Og hvad hun ikke har kunnet tale med os, de såkaldt nærmeste, om, har hun klart meldt ud til det palliative team: Hun vil ikke dø hjemme.

Det er ikke bittert ment. Jeg er meget, meget glad for, at der er nogle professionelle mennesker, der kan hjælpe hende med de tanker og overvejelser, hun har. Og at de nænsomt og respektfuldt kan indvie resten af familien i det. Men jeg er meget, meget ked af, at vi ikke kan tale om det indbyrdes. Jeg havde sådan håbet, at det ville lykkes. At få talt. At tidspunktet ville komme, hvor hun åbnede sig, og hvor vi kunne dele de sidste tanker.

Jeg tror, jeg må se i øjnene, at det ikke kommer til at ske. Psykologen fra Kræftens bekæmpelse siger, at det er en helt almindelig raktion. Måske især med mennesker fra den generation. Hun vil stadig passe på os, er måske bange for, at vi ikke kan bære det, og derfor beskytter hun os ved at holde de sværeste tanker for sig selv.

Det er sikkert også derfor, at min bror altid får det hele at vide som den sidste. Fordi han skal skånes. Han er jo den lille (På sølle 36 år) Det arbejder vi så på at lave lidt om på, ham og jeg! Han synes nemlig selv, han er stor nok til at blive inddraget og ikke skånet.

I morgen prøver jeg igen. Jeg giver af mig selv, for at finde den sprække, der for fanden da må være der et sted, så jeg kan få et glimt af hendes sjæl. Jeg vil så gerne.

Om lidt er der heldigvis tre timers kæreste-eksil, hvor jeg kan hvile bekymringerne lidt og tanke op af det gode overskud. Det er nemlig godt for min lille sjæl.

Go' fredag derude...