Som at se på solen

'Le soleil ni la mort ne se peuvent regarder en face'

Hverken solen eller døden formår vi at betragte med ufravendt blik

(Francois de La Rochefoucauld)

Alle kriser giver vel anledning til eksistentielle overvejelser. Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Nytter det? Hvad er meningen? Lige nu er den slags tanker med mig i alt, hvad jeg gør, siger og tænker. Giver det mening? Jeg spørger mig selv om det mindst 100 gange om dagen.

Det er helt okay, jeg ved, det er en del af krisen i kølvandet på min mors død. Og jeg ved også, at kriser rummer mulighed for udvikling. Og måske står jeg overfor et udviklingsspring? Det håber jeg. Om ganske kort tid fylder jeg 40 år. Midtvejs? Forhåbentlig. Måske er jeg langt over halvvejs, måske er jeg ikke engang halvvejs. Hvem ved?

En 40-års fødselsdag og min mors død næsten samtidigt, rummer vel en potentiel eksistentiel krise? Det er ikke sådan, at jeg begræder det og synes, det er et forfærdeligt sted i mit liv. Jeg har mange, mange ting at glæde mig over, som giver mig masser af livslyst og mod. Men jeg kan godt mærke trangen til at rykke, at komme ud over kanten, at vikle mig ud. Af hvad?

Livet er ikke en generalprøve, læste jeg for nylig. Er hver dag så den store premiere? Måske er det ikke så dramatisk. Men det giver tanker om at forvalte livet ordentligt. Definere sine prioriteringer. Jeg lever, lige som så mange andre vel, så nærværende, som jeg evner. Men samtidig er jeg ofte langt ude i fremtiden med mine drømme, mere eller mindre realistiske. Jeg er i en tid, hvor jeg er (helt!) alene med- og om mine børn - og føler mig af og til bundet af den omstændighed. Samtidig ved jeg, at lige netop denne intense tid med dem, resten af mit liv vil føles som den mest meningsfulde.

En skuespiller sagde en gang på sin 60-års fødselsdag: "Jeg har levet mit liv i den tro, at der lige om lidt ville ske noget fantastisk. Noget uventet, som ville gøre det hele meget bedre. Nu har jeg indset, at dette 'fantastiske' aldrig kommer til at ske. Det er mig selv, der skal skabe det fantastiske i mit liv". Jeg tænker ofte på de ord. Jeg er nemlig også overbevist om, at kun det man selv skaber, giver en blivende følelse af noget fantastisk.

En del af at blive klar til at gøre de ting, jeg gerne vil, er også at turde erkende min egen forgængelighed. At se på døden. Citatet i starten af indlægget er sakset fra bogen "Som at se på solen" af Irvin D. Yalom. At se på døden er som at se på solen. Solen skaber de betingelser, der skal være tilstede for, at vi kan leve. Og dog kan vi ikke se direkte på den. På samme måde er det med døden. Vi kan ikke se direkte på den, skønt vi ved, den kommer til os alle. Jeg vil se på den.

Ikke fordi jeg ønsker den, men for at kunne leve fuldt ud. Som mange andre higer jeg efter at være 'rigtig' i andres øjne. Maser mig rundt om et overdådigt tag-selv bord med alskens meninger, livsstile, værdisæt og statussymboler. Vil gerne have meget af noget og mindre af andet - med øje for, at I andre ser, hvad jeg vælger. For jeg ved, I dømmer mig, ligesom jeg dømmer jer. Udfra valg, ord, stil, meninger, evner, egenskaber og pryddragt. Trang til anerkendelse, succes, synlighed, meningsfuldhed.

Der, hvor jeg er i livet, forekommer alle disse valg, mange tilbudt af den nye tids 'guruer', at udspringe fra ét og samme: det store spørgsmål om livet. Og jeg ved, at svaret - for mit vedkommende - ikke ligger der, på tag-selv bordet.

Min mor levede og døde. Og selvom hendes liv var kort for os, der elskede hende - og skønt jeg ved, at hun også tvivlede på, om det hele gav mening - så gav det mening. Meget mening.

Nu vil jeg tage mine unger under armen og køre 'hjem' til min far. Deres hjem, hvor så meget af hende stadig er. Smertefuldt, beroligende og trygt. Min far har lovet, at menuen står på brændende kærlighed, rødvin og gamle historier. Kan man ønske sig mere?