Soulmates eller tilfældigheder vol. 2

Jeg var inde at besøge hende den anden aften, hende min soulmate.

Vi mødtes første gang for godt et år siden, til en julefrokost. Hun fortæller selv, at hun, straks hun trådte ind i lokalet og så mig, tænkte: Hende dér skal jeg snakke med. Vi talte sammen hele dagen og aftenen, og da vi gik hjem, var et helt særligt venskab opstået. Eller genoptaget? Jeg ved ikke ret meget om teorier om reinkarnation og den slags, men jeg ved, at nogen tror på det. Og hvis det passer, har vi helt sikkert kendt hinanden før. Der er så mange ting, vi ikke behøver sige højt, før den anden har forstået og fanget pointen. Vi kan afslutte hinandens sætninger og finde de rigtige ord til hinanden.

Kort fortalt har hun fulgt den slagne villa-volvo-vovse vej indtil hun var midt i 30'erne, hvor hun blev skilt og kastede sig ud i noget seriøs selvudvikling. Er du sindssyg nogle skøre kurser, hun har været med på. Skøre, siger jeg bare. Men hun har masser af jordforbindelse og er ikke røget ud af den der navlepillertangent, hvor man er nødt til at høre Enya hele tiden og ikke opdager, at der har været uroligheder i Egypten (sådan en selvudviklet veninde har jeg nemlig også!)

Jeg har selv snuset en liiille smule til forskellige alternative retninger og gået i massiv terapi igennem min vanvittige skilsmisse, men jeg har aldrig deltaget i kurser eller forløb. Har det med den slags som med stoffer. Jeg tør ikke prøve det, for jeg er bange for, jeg måske selv ville skride ud af tangenten og aldrig komme tilbage til jordoverfladen!

Min eneste erfaring med det rigtig alternative var engang, jeg boede til leje hos én, der selv syntes, han var healer og clairvoyant. (Ja ja, men det er du da garanteret...) Hånden på hjertet, så var han noget overnaturlig. Ting skete omkring ham. Han kunne fornemme, hvad jeg læste og var optaget af. Engang foreslog han, at vi skulle se en bestemt film sammen - jeg var lige kommet hjem fra biblioteket, hvor jeg havde lånt bøgerne! 'Nåmen så var det derfor, jeg lige kom i tanke om den', sagde han bare. Jamen selvfølgelig da.

Jeg har af og til tænkt på ham gennem min mors sygdom, fordi der var så mange spørgsmål. Han var nemlig rigtig god at snakke med, og havde en helt anden tilgang til liv og død. Han så det hele i en større verdensorden. Og hvis han nu havde haft nogle svar...men jeg fik ikke gjort noget ved det.

Og desuden havde jeg min nye veninde. Hun mistede for 12 år siden sin egen mor, og havde deltaget rigtig meget i den proces med sygdom og død. Alle de tanker og fortællinger delte hun med mig i et helt år, mens vi gik i skov og ad bakker, drak kaffe og tog på camping. På den måde blev hun virkelig katalysator for mit forhold til min mor, både mens hun var syg og i det sidste døgn, hvor jeg var meget tæt på hende. Jeg havde ikke kunnet tage den smukke og afklarede afsked med min mor, hvis ikke jeg havde haft min venindes historie og erfaringer at læne mig op ad.

Efter min mors død, sad hun en dag i mit køkken og fortalte om sin mors allersidste dag. Moderen ville ikke tale med en præst, hun ville tale med Erik. 'Hvem er Erik' spurgte jeg. 'Det var en clairvoyant, jeg kendte dengang. Han havde mødt min mor flere gange i hendes sygdomsforløb, og han var rigtig god til at hjælpe med at få de svære tanker på plads. Også for mig'. 'Jamen hvor boede han? Hvad hed han til efternavn?'. 'Jae, han boede inde i midtbyen. Jeg kan ikke huske, hvad han hed'. 'Hed han Erik XXX og boede i xxx-gade 1?'. 'Ja ja, kender du ham?'

Har du gættet det? Det var ham den excentriske healer, jeg havde boet hos. Er det kun mig, der synes, at det er et helt fantastisk sammentræf? Selvfølgelig er det ikke så mærkeligt at have en fælles bekendt. Men at have en fælles bekendt af den slags, i nøjagtigt de samme år, og så lige netop ham - det er sgu mærkeligt. Fordi det bekræfter mig i, at hun og jeg bevæger os i de samme livscirkler. At vi støder ind i de samme tanker, problematikker - og mennesker. Hvis det bare er tilfældigheder, sååå...nej. Det kan det ikke være.

Det, jeg synes, er allerbedst ved den her historie, er, at jeg føler, jeg har fået den hjælp til min proces, min angst, forvirring, sorg og smerte af Erik gennem hende. Han hjalp hende dengang, og med den hjælp kunne hun hjælpe mig. Det er smukt i min verden. Det er lidt ligesom med synkronitet - man får det, man har brug for, hvis man åbner sig for det. Og formulerer sine ønsker. Og får øje på det, selvom det af og til materialiserer sig i en anden form, end man havde forventet.

Og nu vi er ved det, så har jeg på fornemmelsen, at synkroniteten knokler for mig lige nu. På et helt andet plan. Men lidt overtroisk skal der også være plads til at være! Så jeg skriver ikke mere om det, før nogle nogle andre ting er gået op i en højere enhed. Hvis de gør - så skal I få en helt ny, helt sandfærdig og helt 'tilfældig' historie fra det virkelige liv...