Det første år

Nu er vi teknisk set ovre det. Det første år efter min mors død. Meget, meget mærkeligt. Jeg talte med min far om det i går, hvor det var et år siden, hun blev bisat. Han var lettet i stemmen. Som om han ånder lidt lettet op nu. Det har været tungt, og jeg tænker på, at tidligere tiders sørgeår måske var en rigtig god skik? Min far har båret sorg et år nu. Og været sig smertelig bevidst, at venner og bekendte i hans omgangskreds smed sørgebindet for længst.

"Det er som om, de kun tænker på, at jeg skal komme videre. De taler om, at det da vist går bedre, og 'han har da fået farve i kinderne', og 'han spiller da også golf igen'. De forstår slet ikke, at sorgen stadig indhyller alt, hvad jeg gør. At jeg savner hende hver eneste dag".

Måske sådan et sørgebind ville være ok? Nu er ringen sluttet, som han sagde i aftes. Nu er det ikke længere et år siden, hun blev indlagt. Et år siden hun fik sepsis. Et år siden hun faldt om. Et år siden de fik beskeden. Den endelige. Et år siden den sidste jul. Det sidste nytår. Et år siden den sidste nat sammen. Et år siden de kørte den sidste tur fra hjemmet. Et år siden hun aldrig kom hjem igen. Et år siden vi rørte hende for sidste gang. Nu er det endnu længere siden.

Jeg lever også med sorgen. Som regel i fredelig sameksistens. Men af og til bryder den igennem min bevidsthed med erkendelsen af, at hun er død. At der aldrig mere bliver en levende mor til mig.

Sådan en dag er det rart, at det er lørdag morgen. Sneen daler udenfor. Damehuset er varmt og hyggeligt. Børnene er glade og veltilpasse. Smeden er lige i nærheden. En langstrakt weekend uden planer ligger og venter på at blive nydt. Livet er svært og livet er dejligt.

God weekend...