søndag den 8. januar 2012

Jeg kan få ondt i hovedet af at tænke på det


Ordene er Elverpigens og faldt i aftes, da vi efter aftensmaden kom til at tale om meningen. Den store mening. Med det hele. Hvor kommer vi fra? Hvorfor bliver man egentlig født? Hvorfor er der nogle, der er fattige og andre, der er rige? Hvor kommer man hen, når man er død? Er det rigtigt, at nogle af dem, der er døde, ikke kommer over på den "anden side" - og derfor hjemsøger de levende?

Jeg kan egentlig også få ondt i hovedet af at tænke på det. Eller i hvert fald blive meget, meget træt på den universelle måde, hvor det hele pludselig ikke giver mening. Hvor alting forekommer så ligegyldigt? Senere så vi en udsendelse fra Madagascar sammen, hvor altings forunderlige storhed gjorde det enkelte individs eksistens helt uforklarlig. Eller måske netop forklarlig fordi alt hænger sammen, og ingen er noget uden de andre. Men hvor man (jeg) gik i seng med fornemmelsen af, at så skidevigtigt er det nok heller ikke, om det nye tæppe i børneværelserne er den ene eller den anden grå nuance. For nu at stille det lidt på spidsen.

Nå, men heldigvis har man (jeg) et Damehus til at sikre fornyet jordforbindelse, når der ligesom er flere projekter, der godt nok nærmer sig sin afslutning, men stadig lider under sene eftermiddage og mørke aftener. Dvs. jeg får ikke lavet en bønne deroppe i hverdagene, suk. Men det bliver godt. Og der kommer snart billeder. Og Hulemor flytter ud af et køkken og ind i et soveværelse. Hurra.

Hende her bekymrer sig hverken om universet eller mørke eftermiddage. Rævesov hele eftermiddagen i den forbudte - men åh, så eftertragtede - seng. Lå musestille i jeg-er-usynlig positionen. Desværre glemmer hun, at stritørerne fortæller alt...sov godt.



2 kommentarer:

Henriette sagde ...

Kære Hulebo.

Begynder man først at ville finde meningen med det hele, kan man ende med at blive skør i bolden ;) Når først vi er her, gælder det vist bare om at lære at få det meste og bedste ud af livet. Ikke nogen let opgave har jeg oplevet, men jeg prøver alligevel. Jeg er vild med jeres lille rævesover, han ved da vist hvad der er godt her i livet hihi.

Mange knus og godt nytår.
kærlig hilsen
Henriette :)

Henriette sagde ...

PS:

Læste videre og helt ærligt.. dine ord om jeres nytårsaften gik lige i hjertekuglen på mig. En lille tåre trængte sig på, for er DET ikke lige præcis DET der er meningen? At kunne være sammen, alene sammen. Uden at have brug for andre til at give en følelse af fred eller ro eller måske tryghed? Det glæder mig så inderligt at du og børnene nu har prøvet den oplevelse, at kunne være. I nuet og med hinanden i det tempo I selv sætter, og med de standarder I selv har brug for. At smeden så er en del af det, gør bare det hele så meget mere skønt.

Nytårsaften viste at I alle er på vej og at der vil komme mange flere dage, uger og måske år, med ro omkring jer. For fanden hvor er det
til at hyle over.. ;) Af glæde.


Mange varme og af hjertet knus
Henriette