Jeg er træt. Træt og forgrædt. Indeni og udenpå. I dag er der gået et år. Et helt fuldt år siden min mor døde. Længere væk - og alligevel mere nærværende end nogensinde. Minderne vokser, mens duften i hendes tørklæder fortager sig. Jeg gider ikke at have, at hun er død.
Hvis du stadig har din mor, så lov mig at sætte pris på hende, bare i aften. Du ved ikke, hvor længe du har hende. Pludselig er alting for sent.
Der er kun to formildende omstændigheder disse dage. For det første - hun var så fredfyldt i døden. Det er ikke hende, der længes nu, det er kun os, de levende efterladte. For det andet - jeg ved mere end nogensinde, at jeg var elsket. Hun har altid sagt, at sangen "Mild, lattermild og gavmild" handlede om mig. Selvom jeg engang syntes, det var pinligt og plat, så ved jeg, at hun mente hvert et ord. Nu trøster det endda lidt.
3 kommentarer:
Kære Hulebo, du har en sang. En sang fra din mor. Dit indlæg rørte mig, du ved hvorfor. Kh Prophecy
Jeg LOVER det! Og så håber jeg, du kan mærke det helt ud i Damehuset, så du får lov at mærke en lille flig af det, du havde med din mor. Varme tanker på denne hårde dag!
Kære Hulebo.
Jeg føler med dig i dit savn.
Kender alt alt for godt, hvor ondt det gør...
Kærligt og mange tanker...
Send en kommentar