Hjem i snehulen

Dejlig ferie, virkelig. Singleferie må absolut være kommet for at blive.

22 voksne og 27 børn...sol og sne...smukke bjerge...dejlig mad...ingen stress...rødvin...sove længe...uhm, skønt. Og ingen lummer stemning på trods af civilstand 'single' som fælles reference.

Det tog så lige en hel søndag at hente dyr hjem, pakke kufferter ud, vaske (osvosvosv) OG konstatere at bilen stod i garagen. Og stod. Og havde frosset. Frosset så meget, at den ikke ikke ikke vil starte. Den vil faktisk ikke engang sige en lyd. Eller vise hvad klokken er. Eller noget som helst andet.

Så nu venter jeg på Falck. Som mener, de kan starte den...selvom naboen ikke kunne (men han kunne da låne mig en bil så, i det mindste). Så jeg kunne komme ud af hulen. Altså kun i dag. Ikke i morgen.

Hvilket efterlader mig i en rimelig kompliceret situation, eftersom jeg jo lige har brugt min ferie! Og derfor skal på arbejde. Som i SKAL. Og børnene fragtes hen i SFO'en. Og det bare sner.

Og jeg faktisk havde bestemt sig for ikke at give lyd først. Til den eneste jeg kender, der har en ekstra bil. Som jeg kunne låne, hvis ikke det var fordi... Fordi. Fordi. Fordi. Færdig.

Vil hellere gå 10 km. igennem skoven i morgen. I snevejr. End at ringe og spørge. Jeg gør det ikke. Jeg gider ikke være hjælpeløs. Kan selv. Vil selv. (Og selvfølgelig har han overhovedet ikke ret i, at jeg er stædig).

Sætter min lid til Falck. Please.