Soooo last season

Mange af de blogs jeg kigger forbi her i Blogland er faktisk modeblogs. Jeg prøver. Men det hjælper ikke. Jeg forstår simpelthen ikke mode. Når jeg ser jer poste fantastiske billeder af noget design, som I roser til skyerne, så sidder jeg bare dér: WHAT?

Jeg.kan.ikke.få.øje.på.det. Jeg kan ikke se, hvad det er I ser? Nu bliver jeg lige om lidt noget, der er meeeget tæt på 40. Fyrre. Fireti. Og nu giver jeg op. Jeg er ikke engang last season. Nok mere i retning af last decade.

Men skidt nu med det. Det er der andre til at gå op i! Hvad jeg så går op i? Jeg får rystet mit liv for tiden. Jeg er på vej ind i noget nyt.

Jeg har rejst mig fra asken af det kæmpe bål, der satte min verden i brand for snart to år siden. Jeg er ikke sikker på, at der ikke ligger gløder og ulmer ved arnestedet. Men jeg vover alligevel at vende ryggen til og håbe, de brænder ud af sig selv..

Ligesom med mode, er jeg bare altid bagud med tendenser. Selv her i skoven kan man være bagud med trends. Som langrend. Lige udenfor vinduerne suser de forbi med deres Fjellräve på ryggen og store, naturlige smil.

Først tænkte jeg: Ej, det mener de sgu da ikke alvorligt. Det kan da ikke betale sig, den sne er lige straks væk. De kan dårligt nå skoven rundt, så er den smeltet! (Sådan gik det som bekendt ikke..)

Selv mine yderst fornuftige og søde naboer var i gang. Også med at prøve at overtale mig, men ... ahh nej, giv mig en lift, så er jeg med på de alpine, men det dér oksen rundt. Nix.

Alligevel fik jeg pippet noget til min far den anden dag om de der langrendsski, jeg vidste de havde stående. Altså de kunne jo godt stå her i stedet for. Jeg har jo plads til dem. (Og hvis nu så, i fremt i fald man på en eller anden måde alligevel kom til en erkendelse af, at man måske skulle give det en chance ... når det sne nu alligevel ikke smelter...)

Og så den her søndag. Med dens frost og sol og lys og skønhed. Den kaldte på mig. Og jeg fjogede ud på de ski. Underspillede situationen lidt, da jeg selvfølgelig mødte naboerne lige udenfor og skyndte mig at latterliggøre mine talenter på forhånd. (Ej mand, jeg skulle være blevet inde i varmen).

Afsted kom jeg ... og ... det var fuldstændig fortryllende. Det var så vildt at glide afsted over vante stier og bakker og bare ... være. Tyst og smukt, med milliarder af funklende diamanter i sneen. Jeg er hooked. Håber den sne er kommet for at blive. (Ja ja, altså bare lidt endnu)

Jeg tænkte meget på den tur. Nu er døden desværre et ret nærværende tema i mit liv pt., fordi min mor er syg. Pisse uretfærdigt, nu hvor vi endelig kunne se hinanden igen for den røg og panik, der gik af føromtalte brand...

Men jeg mærkede på den skitur, at det var liv. At det er den slags oplevelser, der må rulle over den indre biograf på den sidste dag. Ikke hvor meget, der stod på kontoen. Hvor meget dullegrej, der havde været råd til. Om ens BMI var kommet til at være lidt over det normale. Om sofaen bare var købt på spejdernes loppemarked. Om karierren havde et stort nok K. Men kærlighed og natur. Jeg ved det bare. Mit liv blev rigere på den tur.

Og heeey! Jeg er med på en trend, Goddammit!!! Arms up!