Min mor har cancer.
Det blev opdaget for et halvt år siden, og verden væltede for en stund. Hun blev hurtigt udredt og diagnosen lød på galdegangscancer med spredning til leveren, uden mulighed for helbredelse. Eller behandling. God jul i øvrigt.
Med sig hjem fra sygehuset - en fredag eftermiddag - fik hun 200 morfin piller, og min far sagde "så kan vi jo selv regne ud hvor lang tid, det tager". Jeg tror de døde lidt der, både min far og min mor.
Som et plaster på såret og den håbløse situation, blev hun tilbudt eksperimentiel behandling ("Vi kan alligevel ikke gøre noget for dig, så det kan du jo lige så godt"). Hos Ernesto. Argentiner, læge ... og revolutionær! Intet mindre (hvem sagde Che Guevara?)
Ernesto tog os om hjerterne, da vi sad til samtale hos ham den første dag. Han talte liv og lys ind i min mors liv igen, og dermed i vores. Han spredte sin optimisme og fyldte rummet med tro og håb. Og min mor troede. Og hun håbede. Hun lagde sit liv i Ernestos hænder den dag.
Som cancer patient bliver tiden delt op i tre måneders intervaller. Scanning, besked, behandling, scanning, besked, behandling, scanning, besked. Første gang hun blev scannet lød beskeden på 43% reduktion af tumoren. Hva'? Jamen de sagde da......!!??!!!!
Ny omgang behandling.
I dag har hun været til samtale hos Ernesto igen. Hun blev scannet i onsdags. Hun turde ikke tro på, at det var gået lige så godt denne gang. Og bad mig ikke om at tage med til samtalen.
Nu har hun lige sendt denne sms:
Det var positivt. Det er svundet yderligere.
2 - 3 knuder helt væk.
Kys kys
mor
Vi vinder tid.
6 kommentarer:
En god besked at få :-)
Nyd den!
Så kneb man en tåre - igen! Åh, hvor det lyder dejligt -Ernesto er vist en læge af den rigtige slags!
Tanker
Rina
En dejlig besked at få...og skønt at få en ekstra mulighed i form af eksperimentiel behandling. Krydser fingre for at det fortsat må gå den rigtige vej!
Tanker fra Malene
Åh, der gav du mig lige dagens gåsehudsryster. Sikke en skøn besked.
Fantastisk!
Der er ikke noget, som at blive genfødt lidt ;-)
Dejligt med noget lys og håb!
Knus fra June
Send en kommentar