Jeg holder af hverdagen. Eller gør jeg?

Jeg har altid godt kunnet lide den sætning, sagt af en meget uhyggelig mand (min fars faster var kun bange for én ting, når hun var alene hjemme i deres sommerhus. At det skulle banke på døren en sen aften, og Onkel Danny skulle stå derude med sine sortlakerede negle. Mærkelig, mærkelig frygt!)

I anledning af, at Landsbyhospitalet snart definitivt lukker, tænkte jeg, at det var godt at lave lidt research på andre muligheder. Og startede indefra, med en bog fra stakken.

Jeg hader selvhjælpsbøger. Af alle slags. Jeg er ikke stødt på en eneste endnu, hvor jeg ikke har brækket mig over al det frelste, man skal igennem, inden man kommer til de saliggørende øvelser. Der retter op på hele ens miserable skude af et liv.

(Og undskyld til alle jer, der har skrevet eller læst fantastiske selvhjælpsbøger, der rent faktisk har hjulpet)

Nå men...der var et eller andet ved den her bog, der fik mig igennem indledningen uden at kaste op. Og rent faktisk har jeg læst kapitel 1 indtil flere gange. OG *trommehvirvel* lavet øvelserne. Sgu.

Den korte version er, at øvelserne i første kapitel skal spore læseren ind på, hvilke følelser, der skal motivere ham/hende til at følge sin passion. Og jeg blev faktisk lidt grebet af det. Og lavede øvelserne virkelig grundigt. Ja, næsten passioneret. Det satte faktisk noget i gang, det må jeg indrømme. Hårdt presset.

Og lige nu sidder jeg lidt målløs og studerer resultatet, for...der hvor jeg mangler noget, der hvor jeg ikke lever, der hvor jeg er drænet og kører på autopilot - det er lige netop i hverdagen, som jeg eller synes, jeg holder sådan af. Nå.

Mit arbejdsliv er glimrende i følge testen. Well, no surprise actually. Jeg er glad for mit arbejde, kolleger og patienter. Det er mere af nød, jeg skal finde noget, jeg kan blive lige så glad for.
(Jo, jeg bliver overflyttet. Men til en forbandet heksekedel af en arbejdsplads, hvor jeg har været før. Og i løbet af 5 måneder havde 600% stigning i sygefravær ift. de forrige 15 år på arbejdsmarkedet!)

Men det rammer noget at se på de ord, jeg selv har skrevet om, hvad der mangler i mit liv. Ikke af jordisk gods eller guld, men af elementer, oplevelser, episoder, der får de livlige, glædesfulde, passionerede følelser frem i mig.

Det er her i mit hjem i min hverdag, i mit helt almindelige liv, jeg skal til at lappe huller. Fylde op. Nære. Mærke. Slippe. Være. Og trække vejret helt ned i maven.

Jeg måtte næsten år tilbage i tiden, for at jeg kunne genkalde mig de følelser, der engang gjorde livet til en fest. Og ja, ja, nok er det en kliché og livet er jo for fanden ikke en fest hver dag...men en gang imellem må det da godt være det! Selv om man er nødt til at være verdens største praktiske gris fra kl. 5.35 til 22.25 hver dag.

Så nu bliver selvforkælelse indført. Dét ord ville jeg helt sikkert have vendt vrangen ud over, dengang tilværelsen var ulidelig let. Men nu giver det mening. Og helt alvorligt; jeg skulle starte på det i går. Med fodbad og stearinlys. Det var ligesom det, jeg kunne forpligte (adddrrr) mig til. Altså overfor mig selv.

Og hvad endte det med? At jeg gnubbede fødderne i en varm vaskeklud lige inden jeg skulle sove, fordi jeg ikke lige havde nået det med fodbadet! Nået det! Et eller andet sted...så har den coach sgu da ret i, at når man ikke engang kan afse sølle 20 minutter til sig selv til noget virkelig rart - som ikke engang generer nogen - så tror da pokker, at man ikke kan trække sig selv op ved håret og prøve at nyde det hele lidt!

Og i dag? Skulle jeg høre musik/bevæge mig/danse (det ved jeg nemlig virker) i 20 minutter. Men så trak putteriet ud og derefter ringede en slags kæreste og ... så nåede jeg det ikke. Egentlig kunne jeg godt have nået det, men bloggen trak voldsomt, for jeg havde pludselig lyst til at dele det med nogen. Hmm.

I morgen. 20 minutters afspænding. Nogen, der vil vædde?