mandag den 22. november 2010

Uden overskrift


Ved I hvad? I er bare de sødeste, elskeligste, dejligste damer i verden. Tusind. Tak. For tanker og og for tilbud om hjælp og varme i min retning.

I går sagde en rigtig god veninde til mig: "Ved du hvad? Der er altså ingen af os omkring dig, der er i tvivl om, at du klarer det hele skidegodt. Men tror du ikke, du skulle øve dig i at tage mere imod, når nogen gerne vil hjælpe dig? Det kunne jo også være, det ville glæde dem, der spørger. De gør det jo ikke for at demonstrere, at de kan mere end dig, eller for at sætte dig i forlegenhed. Du giver så meget selv. Prøv nu bare at tage imod".

(Okay)

Og så drog jeg hjem med brugt rideudstyr til Elverpigen for mindst 2.000 kr. Fordi deres datter ikke rider længere, og de bare er sådan nogle, der har købt de lækre sager fra starten. Fordi de kan. Og bagefter forærer det væk. Fordi de kan. Og skulle jeg så være for fin til at tage imod? Nej. Men det er åbenbart svært. Godt hun hjalp mig.

Og deres lækre hjem og designerlamper og dyre biler og samhørighed og fælles historie og friværdi og overskud og rengøringshjælp og trygge børn og spændende jobs og Californientur, ramte mig bare lige i det bløde i går. She made it.

Jeg hylder jo ellers mit lille liv og veg selv bort fra den slagne vej, hun valgte. Og jeg ved godt, det var det rigtige for mig. Men jeg hadede bare at komme hjem til min lejede Hule i aftes. Hvor der var mørkt og koldt og ingen havde tændt op, og jeg ikke syntes, der var til at købe sig nem aftensmad. Og tøjet skulle lægges sammen og på plads og rugbrødene skulle bages og hunden luftes og gryderne i gang med at koge. Og lektier skulle læses og tasker pakkes og katte fodres og diskussioner tages og konflikter løses. Og der skulle helst også bades og børstes og smøres og fortælles og lyttes. Af mig. Og det blev (for) sent, og jeg fik ikke trukket vejret.

Og jeg vågnede kl. 2.00. kl. 3.00, kl.4.00, kl.5.00 og endelig kl. 6.00. Og så derefter kun rodet, besværet, opgaverne, pligterne, trætheden og det uoverstigelige. Min syge mor og min næsten-kæreste, der af forskellige årsager ikke vil fortælle sine børn om vores forhold, som derfor på evindelige måned er på vågeblus. Og jeg gad ikke mere. Kylede en madkasse på gulvet, der smadredes i atomer. Skældte og smældte og bebrejdede.

Og børnene ryddede af bordet, børstede tænder, samlede tasker, klædte sig i overtøj og satte sig i bilen. Helt uden at sige noget.

Nu tror jeg, det er tid til boller og te. Og huske at jeg selv er rask. Og mine børn er raske. Og klarer sig godt. Og er glade, når jeg ellers behersker mig...Og næsten-kæresten kommer og krammer. Trods alt. Og min mor er her endnu. Og der er også penge (fordi jeg er stædig). Og gulvene er rent faktisk nyvaskede. Og tøjet lagt på plads. Og der er nybagte rugbrød. Og æblegrød. Og det kun tager 10 min. at tænde op. Og jeg garanteret sover bedre i nat. Og jeg har jer, når det vælter igen...

3 kommentarer:

Kolorista sagde ...

Kære Hulemor - jeg syns du skriver SÅ rammende om dit miljø og det du har mødt - men der er jo osse mellemtingene, og måske er det snarere dem du skal kikke på når du er ved at måle dig selv for meget med andre? Jeg lever i en af mellemtingene - et hjem med far, mor og 2 børn - og nogen gange fungerer det, og andre gange skændes forældrene, børnene er umulige og moderen får lyst til at smadre noget ned i gulvet til det går i stykker. Og pengene er der hverken for mange eller for få af, og designermøbler er der INGEN af, fordi man tit sidder lisså godt i en genbrugsstol og måske osse nyder den mere fordi den har HISTORIE... og jeg ku blive ved, for glansbilleder er der vel forhåbentlig INGEN mennesker der lever i??? Nå, hvad ville jeg sige med det - måske bare at dit liv udefra set osse har styrker og forcer - for os der kigger ind af de lejede hule-vinduer ;-) Kram fra Lisbeth

Onkel Anne sagde ...

Jeg får bare lyst til at kramme dig, ae dig på håret og fortælle, at verden på den anden side ikke er bedre! Jeg ved det, for jeg har været begge steder!
Og helt ærligt, så synes jeg faktisk din verden lyder hyggelig. Du er et stort favnende menneske og det forpligter ;) Godt for jer, at du tog imod! Og godt for jer, at ungerne ved at når mor smadrer madkasser så er det i dækning! Og ved du hvad? Jeg tror faktisk, at dine unger kan mærke kærligheden!

Anette sagde ...

ELSKER dine linjer om den der Californien-roulade med indbygget friværdi, fællesskab og fordi-de-kan. Led selv af følelsen her i weekenden - og den er ikke køn. Faktisk hæslig og hul. Især fordi jeg ved, at de monsterrige jo ikke er lykkeligere. Livet er ikke pænere hos dem. Og netop med den viden i tasken er det jo dybt underligt, at den grimme slange alligevel kan titte frem. Kram A