Uden ord

Jeg tog derop. Fik børnene parkeret i kærlige rammer og kørte ad glatte og tågede veje mod sorgens og afmagtens hus. Jeg havde mest lyst til at køre en anden vej. Melde mig ud. Forsvinde fra det grimme.

Jeg tænkte, og jeg tænkte ikke. Jeg græd, og jeg græd ikke. Jeg ringede til min bror på vejen, han ville også komme.

Jeg var bange. Bange for mødet, og bange for at være der sammen. Bange fordi, at den dag kom i dag, hvor vi skulle forstå, at det ikke går væk. Miraklet indtraf ikke. Hun skal dø alt, alt for tidligt. Jeg var bange for sammenbruddet. Hvordan bærer man det her? Vi har altid været gode til at snakke i min familie. Om de gode ting. Jeg var bange for, at vi ikke kunne bære det svære sammen. At vi ikke turde.

Et par hundrede meter inden deres hus, fik jeg hjertebanken. Hvad nu med rollerne? Skal de trøste mig? Skal jeg trøste dem? Hvem passer på hvem her?

Heldigvis så jeg min brors bil længere fremme, det føltes trygt. Vi stod der på trappen sammen og ringede på døren. Børn igen.

Det var min mor, vores mor, der åbnede. Hun så pludselig så lille ud.

Min far kom. Vi græd. Heldigvis. Vi holdt bare om hinanden og græd. Hulkede.

Og det er rigtigt, at gråd forløser. Derfra blev det nemt. Nemmere.

Der var dækket bord. Og hentet kage. Og lavet kaffe. På en helt almindelig måde. Det var rart. Vi kunne godt bære det. Vi kunne være i det sammen. Os fire.

Det blev en rigtig dejlig, nærværende, fortættet eftermiddag. Jeg hørte hende sige til min far, at det var dejligt, vi var der. Ja, det var dejligt. Jeg er ikke bange mere. Lige nu i hvert fald.