Når min far ringer

Det er ikke så tit, det sker - at min far ringer... Det er oftest min mor, der står for ugens opdatering. Så tager vi en time eller to indtil ørerne gløder. Det er fint.

Når min fars nummer viser sig i displayet, får jeg hjertebanken. Jeg kan huske de gange, han har ringet om noget ubehageligt. Lidt i stil med, at vi alle husker, hvor vi var, da vi hørte om angrebet på WTC.

Som dengang, der lå en besked fra ham efter et forældremøde. Jeg skulle ringe. Min mor var inde at blive undersøgt for 'noget'. Der viste sig at være en led tumor. Eller dengang, jeg var ovre at hente brænde, og han ringede og hulkende fortalte, at de ikke kunne gøre noget for hende.

Der var også den morgen, hvor hun var faldet om, og han havde ringet 112. Og havde lidt dårlig samvittighed over at have belastet systemet på den måde. Man kunne måske også selv have kørt. Men hun havde en blodprop i lungen, så det reddede nu hendes liv.

I onsdags var det pjækkedag. Børnene sov længe, jeg skulle hjælpe en kollega med morgen patienter og have rundstykker med hjem. Jeg var ved at låse min taske ind i mit skab, da han ringede. Klokken var 8.03.

Hun var faldet om igen. Havde kastet op om natten, tre-fire gange. Haft feber. Han havde ringet 112 igen, fordi hun var bevidstløs. Hun havde ellers lige haft sådan nogle gode dage...

Vi blev enige om at se tiden an. De havde mistanke om en infektion, og gav hende antibiotika intravenøst. Hun sov og sov. Han ventede.

Herhjemme gik dagen med at bage pebernødder, honningkager og rugbrød. Det var hyggeligt (og varmt!). Jeg var her, men ikke rigtigt tilstede. Om aftenen havde jeg tre hold naboer til risengrød og nisseøl. Også hyggeligt. De kender mig og rummede mig så rigeligt, som jeg sad der i min osteklokke.

Hen under aften var hun i bedring, og min julegave-indkøbsfridag torsdag blev konverteret til sygehusbesøg. Feberen var slået ned, hun havde farve i kinderne, alarmen var afblæst. Udskrevet blev hun også, alle var glade. Men jeg kunne ikke lide det. Der var noget, der ikke stemte. Ingen forklaring på hendes ildebefindende, måske en influenzavaccination dagen før. Måske. Jeg havde ondt i maven, da vi havde kysset farvel.

(At jeg så pludselig ikke kunne dreje til venstre i bilen, da jeg var på vej hjem, er en helt anden sag. Der betød, at jeg måtte køre direkte i værkstedspit 85 km. hjemmefra, med en smadret servopumpe. Der er mange spændende ting, der kan gå i stykker på en bil! Heldigvis er min bror mekaniker og tog mig under sine beskyttende lillebror-vinger. Hans kone hentede mig og sørgede for en lånebil. En kæreste hentede børn og hjem kom jeg. Småting. 3000 kr. lige lukt ud af julebudgettet. Vi siger tak)

Jeg holdt på parkeringspladsen lige uden for Brugsen, da han ringede igen. Fredag eftermiddag. De havde fundet en infektion i blodet, og hun skulle i akut intravenøs behandling NUU. Jeg var mærkelig lettet, for så var der en grund. Og svært bekymret, for den infektion er en satan. En rigtig sniger. Ingen ved, hvor den kommer fra. Den kan gå væk. Den kan komme igen. Den kan (nemt) tage livet af hende. Det er kritisk.

Vi besøgte hende i dag. Hun havde feber. Havde haft en allergisk reaktion på medicinen i aftes og været dårlig. Hun er skrækslagen i øjnene. Jeg er det indeni. De næste dage bliver afgørende for, om hun klarer den. Lige pludselig er der meget lang tid til jul.

Pisselorte sygdom.