Snart december
1 dag siden
tirsdag den 28. december 2010
Stilhed
Jeg har fri. Børnene er ude af huset. Der var en masse ting, jeg skulle gøre i dag. Men der er bare stilhed indeni.
Vi kom igennem den, julen. Det var nogle gode dage. Heldigvis byder børnenes juleglæden sorgen trods, og vi formåede at glæde os over, at vi fik lov at have den jul sammen. Tror jeg. Vi kunne i hvert fald både synge julesalmer og skåle med kærlige blikke, uden at nogen brød sammen.
Hun er træt. Jeg har aldrig før set min mor blunde på sofaen kl. 11 om formiddagen. Under et tæppe. Jeg er bange for, at hun er ved at slippe. Hun vil ikke tale. (Og mig, der kan snakke solen sort, hvis jeg fik lov)
Jeg synes, hun må være ensom...? Vi bliver ikke lukket derind, hvor hendes egne tanker er. Heller ikke min far. Jeg tror ikke, nogen nogensinde har fået lov at komme derind.
"Der er nogle ting, vi mennesker selv må klare". Det hørte jeg engang én sige, og tænkte vrøvl. Alting er nemmere at bære, hvis man deler det. Måske ikke for hende? Måske senere? Når vi kommer tættere på. På døden.
Lige nu er der ingen ord. Bare stille.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Kæreste dig
Jeg har ikke prøvet at dø. Men jeg har prøvet at have kræft. Og der er tider, hvor det hele bliver for stort til, at det er delbart.
Ved du hvad det værste var? Det var at se mine unger være så forfærdelig ulykkelige over at jeg var syg. At se deres angst for at miste mig. På en eller anden måde måtte jeg selv komme overens med muligheden, før jeg kunne dele det med dem.
Vi snakkede, men ikke hele tiden. Vi var meget stille sammen. Bare sammen.
Måske har din mor det også sådan. Måske er det for stort. Måske er det, hun har brug for, at du bare er der. Lige ved siden af? Måske kan hun dele en lille bid, engang imellem.
Det er bare synd for jer, og jeg sender al mulig varme gennem cyberspace.
Kærligst Helle
Kære du,
det må bare være noget af det sværeste at gennemgå. Der kan vel være mange forskellige interesser her. Måske har din mor ikke brug for at dele lige nu - måske kan hun ikke. Men omvendt har du mange tanker du gerne vil dele og noget du VIL nå at sige hende. Jeg har en veninde der fik rigtig rigti god hjælp gennem Kræftens Bekæmpelses psykolog som man gratis kan få konsultation hos. Hendes problematik var anderledes: hun er sygeplejerske i en kræftafdeling og kom i mange dilemmaer da hendes far fik kræft fordi hun havde en stor viden om sygdommen og forstod sagens alvor meget tidligere end hendes far var klar til at forholde sig til det. Psykologen var god at tale med fordi hun gav hende redskaber til at skille de to roller ad osv. Måske er det ikke der du er nu - men ville bare gøre dig obs på at tilbuddet er der. Mange hilsner fra Lene
Stilhed når tiden er som den er hos jer, er meget naturligt... Stilhed kan gøre ondt når man genre vil tale - men stilhed og nærhed i det tavse kan betyde mere end vi lige tror.. Måske kommer der få ord på et tidspunkt, og måske er det de rette ord der så kommer!
Varme hilsner og tanker til dig midt i alt det der bare gør så ondt!
@Helle: tusind tak for den vinkel på det, og fordi du deler af din egen personlige erfaring om noget svært.
@Lene: Tak for tippet, jeg har faktisk allerede været til sådan en konsultation, hvor psykologen også vejledte mig til at adskille den sundhedsfaglige del af mig fra den del, der 'bare' er min mors datter. Din kommentar mindede mig om, at han rådede mig til at turde gå ind i min egen sorg...
og Mona: ja, det er så rigtigt at der kan være mange niveauer af tavshed, og at det kræver mod at være stille sammen.
Tak alle jer, der læser med og tænker på mig.
Da min Far fik beskeden fra lægen om, at behandlingen af hans cancer ikke havde haft nogen virkning og at de på den baggrund stoppede den, blev han også stille.
Jeg tror først og fremmest, at han forsøgte at skåne os, - hans børn. Han ville ikke, pådrage os en yderligere bekymring ved at tale om hans egen sorg over sin situation. Efter en tid, fik min mor og far en rigtig god og ærlig snak om, hvad fremtiden ville bringe og hvad hans ønske var. En snak som betød, at min Far fik en ro i sjælen, som hjalp ham til at slippe noget af den angst han havde. Han tacklede situationen på sin måde og det var så en kunst for os (måske specielt mig..) at accepterer at han ikke havde samme behov for at sætte ord på, som jeg havde forventet. Men selvom vi ikke snakkede en masse om hans sygdom og om at han en dag ville dø af den, så var vi alle - mine forældre og mine tre søskende og jeg selv - meget synlige og nærværende i hele forløbet. Der var en meget tydelig fornemmelse af, at vi stod sammen og at vi alle hjalp hinanden med at bære sorgen.
Men ikke alt var sorg, - vi bragte hver især vores hverdag ind i min Far´s "nye Verden", hvilket betød at vi havde rigtig mange skønne stunder sammen, hvor der var plads til blot at være sammen og snakke om alt og intet. Der var plads til smil og grin også til trods for den dystre udsigt. Alt dette gav os et varmt og kærligt forløb, som rent faktisk betyder, at min Far´s sidste tid ikke kun huskes som noget svært og tungt.
Så at din Mor er stille betyder måske blot, at hun selv har brug for, at få tankerne på plads, førend de siges højt. Måske er det en snak hun ønsker at tage med din far. Måske er hun stille, fordi hun observerer og mærker Verden på en ny og anderledes måde end tidligere...
Kærligst og mange tanker, Karina
Send en kommentar