Jeg var lige ude.
Det fryser 9.5 grader. Der er strøet bittesmå diamanter ud over sneen. Stjernerne funkler. Der er tyst. En hel skov uden lyde. Med højt til loftet. Plads til tanker.
Til venner og veninder, der hjælper mig praktisk og materielt
Til den sjoveste julefrokost med snaps, dans og blå mærker
(??? Nej. Ved heller ikke, hvor de kommer fra)
Til de ondeste tømmermænd, der heldigvis er forduftet igen
Til de naboer, der kørte bil for mig, mens sprittet i mit blod fordampede
Til min smukke datter, der lige har forklaret mig en masse indviklede håndbold regler
Til min smukke søn, der tidligere på dagen meddelte, at han flytter, hvis jeg (også) er pinlig, når han har venner på besøg. I ramme alvor
Til ham, der siger, han elsker mig
Til ham, jeg elsker
(Og ja, heldigvis den samme..)Til alle dem udenfor min rækkevidde, der lever og ånder
Dem, der er vågne og dem, der sover
Dem, der glædes, griner, varmer, sprudler, deler, jubler, begejstres og henrykkes
Dem, der ængstes, frygter, græder, raser, græmmes, smertes, afmægtiges, pines og plages
Alle dem midt imellem
Alle dem, der gør verden
Alle os
Under de samme stjerner
1 kommentar:
Hov - den julefrokost kom du lidt let henover. Jeg vil så gerne ha' fest-referater (ligesom dengang med rock-aftenen). Og mht. til diamanterne, så ER skoven både juvel- og eventyragtig i øjeblikket. Jeg har aldrig aldrig aldrig sat så stor pris på den som i disse dage.
Send en kommentar