Det var en god slutning og en god start. Dejlig nytårsaften med glade børn og gæster, lækker mad og bobler i blodet. Og kæreste. God start.
I dag skulle jeg have besøgt mine forældre. Jeg skulle have været hjemme, som de ville sige. (Jeg er nu hjemme - her i hulen). Men et Troldebarn vågnede i nat og havde ondt i hovedet, svimmel, ulykkelig af utilpashed. En gang i timen måtte jeg trøste, holde om, berolige, indtil jeg overgav mig til panodil og kamillete kl. 4.15.
Nu ligger han på sofaen med dyne og tegnefilm. Jeg går en lille smule hvileløst rundt og prøver at få kabalen til at gå op, så jeg kan komme afsted. Hjem? Nej. Hjem til dem. Mine ulykkelige forældre, som slet ikke magter sorgen og ulykken. I går græd hun kun: "Jeg er så træt, så træt, så træt". Min far er ude af sig selv over ikke at kunne hjælpe, ændre, trøste. De kæmper begge imod det uundgåelige. Sanser kun en stor, bullen byld fuld af af angst, vrede, uretfærdighed og afmagt. (Jeg har sådan lyst til at prikke hul på den og lade alt pudset flyde ud)
Face your fears. Det synes jeg ikke, man skal for enhver pris. Måske er det heller ikke mig, der skal få dem til det. (Jeg trænger bare sådan til forløsning)
Juletræet står endnu. Med pynt og det hele. Nogle synes, det er en fjollet tradition med pynt og kugler på et træ, der burde stå i skoven. Jeg synes, det er smukt. Og jeg elsker det lys, der er i stuen om aftenen, når det kun er træets lyskæde, der er tændt. Og englene hænger fredfyldt og passer på os. Indtil videre er det fredet indtil Hellig Tre Kongers aften. Det er nemlig den sidste dag i julen, hvis man bekender sig til gamle (kristne) traditioner. Så det holder jeg mig til i dag.
Det er svært at give slip...
4 kommentarer:
Kæreste dig
Puuuuh altså. Hvor er det svært. Og man kan ikke få det væk. Du er der jo allerede meget, når din mor kan ringe og græde.
Hvem trøster dig?
Det handler mest om at lære at være i det, der er så svært, tror jeg. Vi er så vant til at skulle handle. At få noget til at flytte sig. Men det her kan ikke flytte sig. Og det er så urart og så smertefuldt at være i.
Kender din mor en præst? Jeg er ikke religiøs, og jeg tænker slet ikke på begravelse, men præster kan noget med at kunne rumme det ubærlige.Måske kan du selv også have glæde af at snakke med en præst?
Er din mor i kontakt med en palliativ afdeling? Som måske kan hjælpe med nogen af de ubehagelige fysiske ting?
Masser af virtuelle kram fra mig
Helle
Kære hulebo.
Jeg har netop fundet din blog frem gennem prophecy's. Jeg følger med her - du skriver godt om vigtige ting.
Lad du bare træet stå til det bliver grimt nok til, at du vil af med det! For det er altså dejligt med de der jule lys og engel.. Det med engle..De får nu lov at stå (altså dem der kan stå) hele året her hos mig, fra og med i år! For de der engle de passer på os..tror jeg ( måske).
Tænker på dig - særligt efter dit skriv hos mig en dag om skyld og vores forældre!
Tro på det kære du! Ikke spor retfærdigt det du oplever!! Men tro på at du klare det! Kram til dig med mange varme tanker.
Åh, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg kender jo selv til den triste og opslidende proces og håber, at I alle kommer godt igennem den.
Jeg håber, du også har en skulder at græde ud på.
Mange varme tanker og klem fra
mette
Send en kommentar