lørdag den 28. januar 2012

Livscirkler


Alle mand raske igen, hurra. Hulemor måtte blive i sengen tirsdag, tog heltemodigt på arbejde onsdag - og blev sendt hjem igen efter frokost. Torsdag aften klagede Troldebarnet over mavepine, og måtte hentes på skolen fredag middag til tidlig weekendhygge. Dvs. efter der var kastet op, øv. "Mor, mormor gav mig altid en cola is, når jeg havde ondt i maven. Det hjælper rigtig meget". Heldigvis var der sommerrester på bunden af Damehusets fryser, så maven kunne kureres. Jeg bliver så glad, når mormor har sat spor i deres børneliv.

Nu er det lørdag i Damehuset. Min far har været på besøg til lækker frokost og eftermiddagskaffe. Med kage, som Elverpigen havde bagt. Dejlig dag. Og apropos min mor, fortalte han - igen - en historie fra dengang, de var unge. Jeg kan godt forstå, hans tanker kredser om den, og han ikke kan slippe det.

En hovedstad i Norden, året er 1967. Min far, musikeren, købmandssønnen med de store armbevægelser og mange bejlerinder entrerer sin nye uddannelse. Der er mange søde piger dér. Og fester. En aften med halløj i luften inviterer en af pigerne sin veninde med til en fest hos min far. Hun er vestjyde, jordbunden - og synes overhovedet ikke, han er noget særligt. Men det synes han, at hun er.

Januar måned 1968. Endelig bliver de kærester. Han er glad. Stolt. Glæder sig til en fest, de skal til. Sammen. Men hun dukker aldrig op. Den selvsikre købmandssøn med den hurtige replik er rystet. Nervøs. Hvad laver hun? Hvor er hun? Han forlader festen, opsøger bestyrerinden på det pensionat, hvor den nye kæreste bor, og får lov at komme op den unge dames værelse, selvom der egentlig ikke må være mænd på dét tidspunkt.

Hun ligger på sengen. Klædt på i det pæne tøj, hun havde valgt til festen. Der er mørkt. Hun stirrer bare ud i luften, kigger dårligt nok på ham. "Hvorfor kom du ikke?". "Det ved jeg ikke", siger hun. "Kom, tager du ikke med?". "Nej. Der er noget, jeg skal finde ud af med mig selv. Jeg har brug for noget alene tid. Gå bare ud og fest. Vi ses".

Senere har hun tænkt. Hun vælger købmandssønnen fremfor ham, hun egentlig havde forlovet sig med. De taler aldrig om den aften mere.

Klip til januar måned 2011. Der er gået 43 år. Deres kroppe er ældre, men købmandssønnen er stadig brændende forelsket i sin vestjyske kvinde. Som er svag. Mærket af den sygdom, som driver livet ud af hende. Han er bange. De fleste dage sidder de bare med hinanden i hånden, hun i hospitalssengen, han på en stol ved siden af. Ordene er svære, særligt for en vestjyde. En aften tilbyder personalet ham at overnatte ved siden af hende. Han ved godt, hvad det betyder. De ved noget, de ikke fortæller.

Han tør ikke sige det til hende. Hun er så meget sin egen. "De har sagt, at jeg må sove her i nat. Hvis du vil have det?". "Det vil jeg ikke. Det lyder måske egoistisk, men det er ikke ukærlighed til dig. Jeg er i ingenmandsland nu. Der er noget, jeg skal finde ud af med mig selv. Jeg har brug for noget alene tid. Kør hjem og se noget fjernsyn. Drik noget rødvin og ryg nogle smøger. Vi ses".

36 timer senere døde hun.

Jeg kunne skrive en masse om mine tanker om historien. Men nu får du den bare, som den er. Enkel, smertefuld og smuk. En livscirkel.


10 kommentarer:

Prophecy sagde ...

Åh. Av. ..og fint. Så menneskelig, virkelig og fin. Tak for fortællingen. Hun lyder fin. Og ham. Fine.

Anonym sagde ...

Sikke en smuk lille historie.

Dragonfly sagde ...

Jeg har lidt lyst til at græde.

Anonym sagde ...

Smukt!

Anonym sagde ...

arh'men hulemor. Skriv nu den bog....please. Du kan noget med ord. Det er sådan en sjælden gave....

Kirkeby sagde ...

Du er fantastisk at følge - Jeg vil i hvertfald købe din bog, når den er færdig ! For du skrive den vil? ik `?

KH Anja

Kirkeby sagde ...

Du er fantastisk at følge - Jeg vil i hvertfald købe din bog, når den er færdig ! For du skrive den vil? ik `?

KH Anja

Karina sagde ...

Kærligheden er smuk, når det er af den sande og hjertelige slags...
Det må være ubeskriveligt tungt at miste sin livsledsager, så jeg forstår virkelig godt, at din Far ynder at fortælle historier om dengang han "var hel", - med din Mor ved sin side... Eneste trøst er vel, at han har så smukke minder...

Kærligst, Karina

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Smukt, tårevækkende, så fint, tak.
KH Charlotte

Anne Lotte sagde ...

Åh, så fældede man lige en tåre der.
Hvor er det en smuk kærlighedshistorie.
Hilsen Anne