Kære Hulebo

Kære Hulebolæser

Dette indlæg bliver det allersidste, jeg skriver på Hulebo. Tiden er kommet, jeg har ikke flere ord, der hører til her længere.

Kæreste Hulebo. Tak for alt det, du var og alt det, du betød for mig. Det gør du stadig. Det betød alt, at der var et sted, der kun var mit - et sted, hvor jeg kunne udtrykke mig, et sted hvor jeg var 100% tryg. Selvom tiden i Hulebo på mange måder var fyldt med konflikter, frygt, usikkerhed, kaos, sygdom og død, så står tiden i skoven for mig som en af de allerbedste i mit liv.

Det er mærkeligt, at man aldrig ved dét, mens man er i det - først bagefter mærker man alt det, der kom til at betyde så meget. Det var ubetinget den mest intense tid, jeg har oplevet, hvor alt var hudløst, sårbart, nøgent, skrællet helt ind til benet. Men også den tid i mit liv, hvor jeg var allermest nærværende, allermest vågen, allermest optaget af, at hver eneste dag skulle gå godt for os tre huleboere.

Jeg er stolt over, at jeg fik os gennem den tid. Stolt og glad over, at mine børn også synes, at den tid i skoven, var den bedste i deres barndom. At der var så mange oplevelser sammen og i naturen, der kom til at grundlægge nogle af deres livsværdier. Vi har så mange gode, fælles minder fra dén skov, der er rodfæstet i os alle tre. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Det er ni år siden, jeg skrev mit første indlæg på Hulebo. I dag er der et andet liv. Det er også et godt liv. Meget tæt på det liv, jeg drømte om, vi kunne få en dag. Et liv, hvor der ikke er angst, hvor der er frihed til at bevæge sig alle steder, hvor vi ikke skal gemme os - og hvor der er lidt flere penge på kontoen. Hold kæft hvor var jeg fattig dengang. Jeg forstår slet ikke, hvordan det kunne lade sig gøre - men det kan jo så være en læring. Måske er der altid nok, selv i de tider, hvor det ikke føles sådan.

Hvad så nu? Hulebo forbliver. Forhåbentlig bliver alle blogspot ikke pludselig lukket over en nat, for jeg ville være ked af, hvis mit vidnesbyrd om den tid forsvinder. Hulebo er mit livsvidne.

Jeg har stadig en trang til ord, og derfor har jeg også af og til søgt tilbage til Hulebo, men ordene hører ikke til længere. De finder ikke på plads her. De ord, der trænger sig på nu, kommer fra et andet sted. Har et andet udspring.

Hvis du har lyst til at læse med, foregår det på Zimpl.dk.

Tak for alt, Hulebo 💚💚

Om tilgivelse

For mange år siden, mens jeg stadig arbejdede på Landsbyhospitalet, læste jeg en dag en længere artikel om tilgivelse. Det gik op for mig, at tilgivelse ikke handler om at "give sig". At det ikke handler om at slå en streg over noget eller bare glemme.

At tilgive handler om at sætte sig selv fri.

At sætte sig selv fri af tunge følelser af vrede, sorg, angst og hævntørst. At erkende det, der er sket, slippe det - og rejse sig for at gå videre. At insistere på stadig at tro på kærlighed, omsorg og venlighed - og på at slippe sit martyrium.

Jeg har brugt lang tid på dét. På at tilgive. Blandt andet ved at gå, ved at meditere, gennem samtaler med mennesker tæt på mig. Og ved dagligt at minde mig selv om, at jeg har et valg mellem at holde fast i det, der var, eller at bevæge mig videre og påskønne det, det er. Nu.

Jeg har villet sætte mig selv fri. Jeg har villet tro på det gode i mennesker igen. Og jeg har villet give mine børn mulighed for at have en åbenhed for en relation til deres far, når tiden kom.

Den er kommet nu.

Troldebarnet har længe kredset om muligheden for at få kontakt til sin far. Han har manglet en mand at spejle sig i, har ønsket at vide "ligner jeg ham"? (Ja, og når jeg ser på dig, kan jeg huske de gode ting. Og jeg kan huske, hvorfor det var helt rigtigt, at jeg var sammen med netop ham og fik netop dig og Elverpigen).

For en måneds tid siden tikkede der så en besked ind på telefonen hos både Troldebarnet og Elverpigen. Inden for 30 sekunder havde jeg dem begge i røret. Troldebarnet var klar, jeg kunne høre det på ham. "Vil du gerne snakke med ham?". "... altså ja, måske". "Der sker jo ikke noget ved at snakke lidt med ham...". Troldebarnet ringede ham op.

De har haft nogle fine samtaler. Og de har mødtes to gange. Det er gået fint, ingen drama. "Mor, det er slet ikke akavet, han er jo bare en megasød og rar mand. Vi har gået tur og været på cafe. Og spist is....mor? Bliver du rørt?". Ja, jeg blev rørt. Jeg ved, hvor meget han har ønsket sig det, og jeg kunne se, hvor glad, han var. Det er okay med mig.

Jeg er glad for, at jeg kan sige det. Jeg er så glad for, at jeg kan sige: "Der er ingen hemmeligheder, ingen løgne. Det er vigtigt for mig, at din far ved, at jeg bakker op i alt, hvad I vil sammen. I må lave alle de aftaler og være sammen alt det, du gerne vil". Allermest er jeg glad for, at jeg også kan mene det.

Elverpigen er mere forbeholden. Synes ikke rigtigt at han bare kan komme på den måde og få en chance til. "Hvordan kan du bare lægge alt det bag dig, mor?" "Jeg har det med i bagagen skat, men det tynger ikke længere. Der er gået ti år. Det er tørret ind, har mistet sin overvældende, altoverskyggende kraft. Jeg ønsker ikke at nære den historie længere, den er ikke mig". Hun lytter. Og hun skal finde sin egen vej.

Mange omkring mig har svært ved at forstå det. Automatreaktionen er at bakke, slå skodderne i, lukke ned, lukke af. En af mine meget kloge veninder skrev: "Shit jeg bliver nervøs på dine vegne! Jeg tror, jeg er stagneret i en tidslomme, men jeg vil gerne flyttes".

Jeg vil gerne flyttes. Det er det, det handler om for mig.

Om jeg er bange? Nej. Men som en anden klog og kærlig veninde ofte reciterer "Stol på Gud, men bind dine kameler".

Don't worry. Jeg binder mine kameler.

At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Vejen ind

Jeg har søgt efter den hele mit liv. Vejen ind. Med skiftende intensitet og varierende succes. Mange ting har kaldt på mig, og jeg synes, jeg er gået ad mange veje i dén søgen. Noget, jeg dog ikke har beskæftiget mig noget videre med, er meditation. Før i sidste weekend.

Tæt på hvor jeg bor, ligger et meditationscenter. Med et stort skilt ude ved vejen. Man kan ikke se, hvad der er inde bag træerne, og hvem ved, om det er tilforladeligt? Man har vel set Sekten.... Men altså, der stod pludselig på facebook, at der var introkursus i et helt døgn, og det havde jeg alligevel mod på.

Der var ikke nogen sekt bag træerne. Der var ganske almindelig kage og kaffe, vintergækker i vaser og stole at sidde på. Ikke meget sekt over det. Men der var meget venlighed og lys. Og ro. Masser af ro.

Det er ikke fordi, jeg som sådan er hverken stresset eller opkørt, men jeg bor absolut i et samfund, der er det. Jeg bliver påvirket, irritabel, rastløs, når jeg ikke kan finde ro i min hverdag, ikke kan undvære min telefon eller iPad, ikke kan undvære at junke nyheder konstant. Det kom helt af sig selv der bag træerne. 'Ingen tjeneste' stod der på telefonen. Og det blev der ved med. Godt for det.

Vi mediterede, spiste vegetarmad, gik ture, snakkede, grinte og var stille. Det blev mørkt, som jeg sjældent har set mørke. Og jeg sov så dybt, som jeg sjældent har sovet.

Næste dag gik vi tur, en veninde, der også var med, og jeg. Jeg kunne ikke rigtigt få fat i det, indfange det - om det var noget for mig. Mit hoved ville hele tiden vide, hvad målet var. 'Hvad skal der være sket om tre måneder, et halvt år, et helt år, hvis det her virker?' ville det vide. Det er jo ikke sådan at finde svar på.

I den sidste meditation skete der noget. Jeg fik et svar, om du vil. De ord, vejlederen brugte, kunne jeg pludselig genkende. Noget om et lys, der ville skylle igennem os. Mig. Hvor havde jeg hørt dem før? Én havde sagt sådan til mig før, brugt de samme ord om noget, der skulle ske. Det var håndlæseren, der havde sneget sig med ind i mit sind. Igen.

En meget fin ro indfandt sig, og da jeg kom hjem, satte jeg mig til at høre hendes lydfil igen. Jeg kunne ikke huske præcis, hvad hun havde sagt - men alt faldt på plads, da jeg hørte hendes ord igen:

"Når du kommer lidt længere hen, det kan godt tage noget tid... når du kommer lidt længere hen, så ser jeg, at du bliver meget mere ren og fin, både i dine tankemønstre men også din intuition... hvor du vil være meget mere i ren intuition og slippe nogle af de gamle tankemønstre, som har ligget og bevæget sig inde i dig... også helt fra de gamle tider.

Jeg får sådan... at der kommer et lys ned over dig, nu skal du ikke tage dig af billederne, men der kommer sådan lidt et lys ned over dig, skyller dig og hjælper dig til at komme ud af nogle tankemæssige bindinger, som ligger og blokerer energien lige nu. Det er sindssygt smukt at læse ned i...

Men det er et stykke arbejde, som jeg ser, du skal igennem, og så kan man sige "jamen skal jeg det agtigt?"... og det er jo hvad man tror på, men jeg ser, at det her billede viser ret kraftigt, at det skal du. Du skal gå ind i det med liv og sjæl og gå ind ad den her bagdør, der ligger ind til "dit eget hus", og jeg ser også det her med at komme ind og finde ud af, hvem er vi helt inde bagved" 

Så jeg går ind i det med liv og sjæl. Ad vejen ind.

Sandt eller falsk?

Året efter jeg blev skilt, skrev jeg en seddel til mig selv. På sedlen stod, at jeg inden for fem år skulle have er godt job, tjene 500.000, eje min egen bolig, eje min egen bil og være fuldstændig økonomisk uafhængig af andre. Det vil sige uafhængig af en evt. ny mand i mit liv. Resten af mit liv.

Der er gået en del mere end fem år, og jeg tjener ikke helt den halve million, men jeg har faktisk følelsen af, at jeg er i mål med de ting, jeg skrev på sedlen. Det er en rigtig god følelse, fordi så kunne jeg åbenbart gøre dét. Skrive noget på en seddel og få det til at ske. Step by step, men det gik. Jeg troede nok også, at hvis jeg bare nåede 'derhen', så ville der også følge en indre ro med. Ha. Det var da nogle ganske udmærkede mål, men alligevel...måske var det mest en overflade, som jeg troede genspejlede tryghed?

Den anden aften sad jeg i sofaen hos min soulmate og hørte mig selv sige noget i retning af: "Jeg ved ikke, om den uro og længsel efter noget andet, som jeg har nu, er noget, jeg selv skaber, fordi jeg keder mig i roen - eller om den uro og længsel har været der hele tiden, uden at jeg har kunnet mærke det i min stræben efter at få overfladen poleret". Jeg grubler stadig over det.

I foråret fik jeg læst mine hænder. Måske synes du, det lyder lidt hokus pokus, men det var det ikke. Det var skræmmende og beroligende på samme tid, fordi hun så fint rammede nogle tanker og problematikker ind, som jeg har båret med mig hele mit liv. Den anden dag hørte jeg læsningen igennem igen, og huskede igen hendes ord om, at jeg ikke altid skal handle. "Lige nu skal du ikke handle", sagde hun. Prøv bare at være lidt stille, læn dig tilbage i dit liv og observér, tro på at du er på vej, selvom det føles som stilstand. Handlingerne kommer først senere.

Jeg øver mig. Med is og rødvin på en tirsdag (juletræet lever helt til Helligtrekonger her i huset).

Kære mor

Jeg har siddet i din sofa, gået på dine trapper, dækket dit bord, rørt ved dine ting og sunget dine yndlings julesalmer. Jeg har hørt din glade stemme, set dit smil, mærket din glæde over at familien er samlet juleaften. Jeg har mærket din kærlighed.

Jeg har stået ved din grav og læst dit navn på stenen. Mine store unger lagde hver en arm om mig, da jeg pludselig måtte græde. Jeg savner dig.

Det var en fin juleaften ellers, andesteg, juletræ, gaver, konfekt - og til sidst en cognac. Jeg kan faktisk godt lide julen, på trods af reklamer, overforbrug og ærgrelsen over ikke helt at ramme plet med alle gaverne. Især kan jeg lide de stille juledage med plads til dynetid i sofaen på mørke eftermiddage.

Elverpigen er taget videre til kæresten vestpå og Troldebarnet har udviklet en ægte teenagedøgnrytme, der kun involverer nærvær overfor mor'en i relation til måltider. Det er okay med den her mor - han har på eget initiativ muget ud på sit værelse, så jeg er fuld af fortrøstning.

----

Jeg tog i skoven med hunden. Dén skov med dét hus vi kom til for snart 9 år siden, da livet havde slået en kolbøtte. En af de naboer, jeg havde dengang, sagde altid: "Vi er mange, der er kravlet ind i den her skov og har rejst os og er gået ud af den igen". Den følelse havde jeg også i dag, da jeg gik ad velkendte stier og forbi de steder, der rummer så mange erindringer.

Skoven bærer de gode minder - den uendelige juleferie, da vi var sneet inde, det trygge mørke, der omsluttede os, da vi havde brug for det, de gode venner der hjalp med at bære alt det tunge, naturen der tilbød sin helende kraft hver eneste dag. Og skoven bærer de svære minder - sårene, der skulle heles, to små børn, der havde fået den ene del af familien revet væk, min egen frygt og afsked med det liv, jeg havde haft, sorgen over at min mor blev syg og skulle dø.

Sådan en dag drømmer jeg om at bo der igen en dag. Jeg er glad for mit lille Damehus, glad for at Troldebarnet kan cykle til skole eller tage en bus, glad for at Elverpigen har nem adgang til transport til studie, veninder og kæreste, glad for at Smeden bor et stenkast herfra. Men i dag savner jeg skoven.

Billederne er ikke fra i dag - men fra min have dengang...

Sommerstatus

Bloggen har kaldt på det seneste - og åbenbart også på andre, for der har været fuldkommen vanvittig trafik i går. En hel måneds visninger på en dag? Mystisk.

Jeg har lyst til at prøve at skrive, hvor jeg er...men det kan godt risikere at blive langt. På sin vis er jeg det samme sted, som jeg har været de sidste fem år. Jeg bor i Damehuset med Troldebarnet og Elverpigen - og har verdens bedste smed på sidelinjen fysisk, i hjertet helt centralt. Arbejder det samme sted, og kører samme vej hver morgen. Min mor er stadig død, men min far lever i bedre og bedre velgående og er sammen med sin søde veninde.

Måske synes du, det er noget underligt noget at skrive, at min mor stadig er død, men det er meget bevidst, for det er sådan det føles. Det er virkelig svært at forstå, at det er en fuldstændig endegyldig kendsgerning. Du ved nok, hvad jeg mener, hvis du har prøvet at miste... Jeg savner hende stadig dagligt og jeg savner hende stadig mest, når der sker gode ting, fordi der ikke er nogen i hele verden, der kan glædes sammen med mig, som hun kunne.

Jeg kan mærke, at jeg begynder på en ny tid i mit liv. Det lyder enkelt, men føles skelsættende. Det er meget, meget svært at sætte ord på hvorfor og hvordan. På det ydre plan er det rationelt nok at forstå; min identitet forandrer sig i takt med, at børnene bliver store, selvstændige, opponerer, udvikles... Jeg har fået en lederstilling og på den måde sat min professionelle identitet i spil, fordi det at flytte sig fra at være medarbejder til at være leder (for mig) kræver meget bevidsthed. Desuden er der (selvom jeg stadig har glatte lår og nogenlunde holder taljemålet) et fysisk forfald, der umiskendeligt sætter ind og nærer en blandet følelse af lige dele vemod og lettelse.

Indeni...føles det som om, der sker noget indefra. Noget der vågner, kommer til bevidsthed. Noget, der altid har været der, men som først nu kan få plads. Det føles som noget nyt - og det føles som at genkende noget universelt.

Jeg har tænkt virkelig meget over, om jeg skal vove at skrive om det her på Hulebo-bloggen eller om det bare skal i skuffen. Men der står så meget andet her, som jo også er mig. Derfor kommer det til at stå her. Tag det for, hvad det er, hvis du læser med. Jeg står et unikt sted i verden, ligesom du gør. Ligesom alle de andre gør. Med lidt held og vilje, kan vi prøve at forstå hinandens verdensbilleder. Jeg har længe nok spejlet mig i mit eget billede, nu synes jeg, det er mere spændende at se mig selv i andres.

Og PS. Jeg holdt den fest. Min livsfest med mine livsvidner, og det var helt, som jeg havde drømt om. Alle kom, tænk sig, hver og én. Der var musik og kitschet DJ, som jeg havde drømt om. Diskolys og bajere og drinks til den lyse morgen. Det var ikke fancy og det var ikke fyldt med Pinterest-moments. Men det var MIN fest. Fordi jeg har et liv og fordi jeg er her nu. Og mine gæster var de bedste i verden. I min verden. Næste dag gik jeg en lang tur og tudede af taknemmelighed over, at så mange ville fejre lige netop mit liv. Jeg følte mig elsket, helt ind i det inderste. Så bliver det ikke bedre.

Rastløse sjæl

Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.

Levende hænder

Der er gået 5 år. Fem lange år. Præcis i dag - 1825 dage og en skuddag. Det føles som et sekund.

Fem år siden min mor døde. Ét sekund.

I går sad jeg i en kirke igen. En kirke med en kiste med en kvinde, der som altid samlede alle dem, hun holdt af, omkring sig. Fra nu af skal vi vænne os til, at vi kun har minderne om hende, at vi må nøjes med fortællingerne, tårerne og smilene, der afløser hinanden, når vi taler om hende.

Præsten talte til hende, til hendes børn, til hendes venner. Og til mig. Om min mor. Om hvordan vi aldrig lærer at forstå, hvorfor nogen skal herfra alt for tidligt. Hvorfor børn og små børnebørn skal miste en elsket mormor og farmor, der skulle have været der mange år endnu. Vi græd allesammen.

Senere holdt hendes datter en tale og fortalte, hvordan hendes lille dreng havde sagt: "Jeg er ligeglad med at mormor er død - jeg vil have hende NU. Hun er min bedste ven". Hvem kan holde det ud?

I kirken blev spillet en sang, jeg aldrig rigtigt har lyttet til før. Det var smukt og det var smerteligt, men jeg har tænkt meget over ordene i dag. Og for altid vil den sang minde mig om en ganske særlig kvinde, som jeg var så heldig at kende. Vi ses.

Ingen kan nå dig mere

Her står dine venner

Hjælpeløst ser vi det ske

Men vi tror du falder i levende hænder

Stumme og bange fordi

Dit livs lys forbrænder

Om lidt er det hele forbi

Men vi tror du falder i levende hænder

Ja vi tror du falder i levende hænder

(Anne Linnet)

Hvor er alle bloggerne henne?

Der ligger en kladde på et indlæg, jeg ville have skrevet nytårsaften. Eller kladde er måske så meget sagt, for det var faktisk kun en overskrift, der aldrig blev til mere. I går gav jeg mig endelig tid til at forsøge igen og tænkte, at jeg ville hente lidt inspiration hos nogle af de andre bloggere, jeg har fulgt gennem årene. Det gav anledning til at sortere og rydde op i bloglisten, for hold da op, hvor er der mange, der er forsvundet fra blogland. Det er jeg jo sådan set også selv... men jeg har alligevel ikke lyst til at lukke bloggen helt ned. Dels kan jeg se, at der stadig er folk, der kigger forbi - dels er nogle meget vigtige år af mit liv dokumenteret her i Hulebo. Så nu må det være tid at give lidt liv til bloggen igen.

Da jeg skrev herinde sidst, var der flere, der gav udtryk for, at de bliver bekymrede, når jeg ikke skriver. Det blev jeg meget rørt over - tænk, der går mennesker rundt, jeg slet ikke kender, der bekymrer sig for mig.

Der er gået fire år siden, han rørte på sig sidst. Frygten fylder ikke bevidst i mit liv længere. Jeg kigger mig ikke over skulderen mere og selv hos min far i julen, var jeg stort set helt afslappet. Bortset lige fra, når hunden gør - så tjekker jeg indkørsel og haven, men ikke med hjertet oppe i halsen som tidligere.

Jeg har endda været i København og gået alene gennem noget af byen. Det var til gengæld med hjertet oppe i halsen - men jeg gjorde det. Jeg har også været i København med smeden. Vi var forbi min gamle arbejdsplads, som jeg forlod over en nat, for at sige hej. Eller rigtigt farvel om man vil. Jeg kommer jo ikke tilbage. Det var et tårevædet møde, og nøj, hvor det føltes godt at få set dem igen - min gamle chef og nogle af kollegerne. Det var mens, jeg sad dér, på kontoret, at de ringede fra efterskolen og fortalte, at der var blevet spurgt efter Elverpigen. Ved navn. Mærkeligt ikke?

Senere kørte vi ud i området, hvor vi boede dengang. Det var smukt og ret idyllisk, ligesom jeg husker det. Uden nogen form for drama. Jeg kunne mærke, at det var rigtigt at få det lagt bag mig på den måde. Sammen med smeden. Det er en del af min historie, men det var dengang. Nu er nu.

Da vi kørte ud af byen, var jeg selvfølgelig lidt rystet over, at en mand havde spurgt efter Elverpigen. Men jeg tænkte også, at han jo ikke havde spurgt efter mig. Hvis det ER ham, så leder han ikke efter mig, men efter sin datter. Der er forskel. Det gjorde mig ikke bange...Jeg er ikke fysisk dér, hvor hun er nu, jeg kan ikke blive en del af et drama. Det må jeg holde fast i. Der er ikke sket mere. Ingen henvendelser, ingen beskeder, ingenting.

Jeg drømmer, at han forfølger mig. At jeg tog fejl, at han stadig vil slå mig ihjel. Jeg drømmer også, at han ikke vil. I vågen tilstand fortæller jeg mig selv, at han er videre i sit liv, at han ikke vil udslette mig længere, at "æ galsind er gav'n af ham", som min gamle moster siger. Jeg forestiller mig, at jeg møder ham og ikke er bange. Det piner mig, at mine -vores - børn har mistet halvdelen af deres familie. Specielt deres søstre, hans tre nu voksne døtre af første ægteskab. Tænk sig, at kunne få tre storesøstre igen...

Den yngste af dem skrev en mail til mig, os, i sommer. Jeg opdagede den først lige inden jul, fordi det er en gammel mailadresse, jeg næsten aldrig bruger. Jeg skrev tilbage og tog en beslutning. En beslutning om at slippe noget kontrol. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg har gjort det. Givet hende Elverpigens mailadresse - og nu er de i kontakt. De skriver sammen om ungdomsliv, uddannelsesvalg og de andre i familien. Søstrene, bedstemoren og fætteren. Ikke deres far. Endnu.

Det føles rigtigt.

Tanker #1

I morgen kommer hun hjem.

Min lille store pige er taget på efterskole, og jeg har ikke set hende i tre uger. Men i morgen kommer hun hjem, fordi der er lukkeweekend - godt for mig!

Det passer ikke helt, at jeg ikke har set hende. Jeg har set hende i 19 minutter forrige søndag, da smeden og jeg afleverede hesten. Den måtte - i lighed med mobiltelefonen - ikke være med den første uge. To timer kørte vi, langt, langt mod vest, indtil vi nåede hendes nye verden. Så forandret hun allerede så ud, men heldigvis glad.

Vi læssede hest af og ordnede små praktiske ting - og så stod hun der i stalddøren og sagde farvel. Det var dén audiens. Nitten minutter kunne smeden oplyse! Så kørte vi to timer igen...

Jeg er så glad på hendes vegne, for hun har virkelig trængt til det break. Trængt til at komme langt væk fra krav og forventninger og uddannelsesguider og elektroniske dokumenter med fremtidsplaner, der allerede føles forpligtende at skulle forholde sig til. Beseglet med nem ID, når man kun er 15 år.

Jeg håber sådan, at hun får det år til sig selv. Et år hvor hun får lidt fred for sin bagage, et år hvor hun kan sætte den tunge rygsæk og flyve lidt på lette vinger. Selvfølgelig bliver der hårde dage, pigefnidder, kærestesorger og hvem ved, måske endda lidt hjemve.

Mest af alt håber jeg af hele mit hjerte, at den mand, der har ringet til skolen for at spørge, om der går en elverpige på det nye hold, slet ikke er ham, jeg tror, det er. Og jeg håber af hele mit hjerte, at han - hvis det alligevel er - vil lade hende få det år i fred, indtil hun selv er klar.

Bagslag

Jeg er rusten, men jeg har savnet jer. Og bloggen.

Jeg gjorde det faktisk. Fik min mastergrad. Jeg fik endda 10 til eksamen.

Jeg tudede hele vejen fra Aalborg til Hobro. Ikke fordi jeg var glad. Ikke fordi jeg var lettet. Men fordi jeg var rasende og skuffet. Over mig selv. Over det 10-tal.

Jeg kan godt selv høre det. Og jeg er også holdt op med at forsvare det. Eller rettere - bortforklare det: "Jeg fik 12 for den mundtlige præstation, men det skriftlige vægtede 2/3 og det var desværre kun til et 10-tal, ha ha", "nåmen det var noget akademisk omkring analyseafsnittet, ærgerligt nok", "men altså... der blev faktisk slet ikke givet 12, så...". Det er da ikke sådan en, jeg vil være? Men det er jeg åbenbart så.

Jeg fik blomster og vin, gaver og kage. Alle klappede for en gangs skyld.

Jeg havde drømt om at være færdig. Jeg havde forestillet mig at være lettet. Jeg havde glædet mig til at være glad. Det blev jeg ikke. Alt blev bare gråt. Det var selvfølgelig også januar, men alligevel. Alt omkring mig blev gråt, diset og tåget.

For 14 dage siden havde jeg fødselsdag. Jeg blev 44. Og jeg blev 7. År syv efter den fødselsdag.

For første gang i to år havde jeg hele min familie til fødselsdag. Og jeg havde vasket gulve, sat blomster i vaser og pudset vinduer. Og lyset kom ind.

Tågen letter kun langsomt. Jeg vågner indhyllet i den, men de fleste dage brænder den af i løbet af formiddagen. De fleste.

-------

I dag var min læsegruppe på besøg. Vi havde læst "Stillidsen" af Donna Tartt - kender du den? Læs den.

De andre synes Theo skulle tage sig sammen, lade være at være så selvdestruktiv, tage i mod hjælp og komme videre.

Jeg kunne godt forstå Theo. Jeg tror, jeg har lidt af ham inden i. Jeg kunne have valgt hans vej, kunne have ladet mig suge ned i malstrømmen af smerten og selvmedlidenheden. Men jeg var, i modsætning til Theo, voksen, da verden ramlede. Og jeg ville ikke være offer.

Jeg elskede at læse Stillidsen.

Kvinderne i min læsegruppe er nogen, jeg kun kender perifert. Vi talte om min historie. Min skilsmisse, min flugt, mit andet liv, min frygt, min overlevelse. Og min tvivl. Min tvivl om, hvornår børnene skal se deres far igen. Om jeg skal gøre noget aktivt, sætte en proces i gang.

De to kvinder, jeg havde på besøg, har ikke haft kontakt til deres respektive fædre gennem deres opvækst. Af forskellige årsager, forskellige historier og med forskellige resultater. Men deres budskab til mig var klart: "Du skal vente, til du bliver spurgt". Ikke af ham, men af dem. Børnene. Så det gør jeg.

Jeg kæmper mig ud af tågen. Med dybe vejrtrækninger og bøger. Mest af alt bøger. De giver mig den verden, jeg kan være i, for at gå ud i den, jeg skal fungere i.

Den her købte jeg i går. Jeg ved ikke, om du kender Anna. Ellers skulle du se at komme i gang med det. Du kan finde hende her.

Overspringshandlinger..

Hvad jeg lavede på en lørdag:

• Morgenmad inkl. grød og smoothies
• Kaffe
• Tjekkede facebook
• Legede køkkenlaboratorium med veninde
• Pep-talk'ede/formanede/krammede/trøstede teenager, der ikke kan overskue sine egne planer
• Bagte stenalderbrød (og spiste det med pålægschokolade)
• Læste teori
• Kaffe
• Spillede Candy Crush
• Nussede med kattekillinger (ja, nu igen)
• Kaffe
• Læste noget mere teori 
• Spiste is
• Ordnede vasketøj
• Støvsugede
• Spillede Candy Crush
• Tjekkede facebook
• Kyssede smeden
• Købte ind 
• Var på biblioteket
• Spiste en halv pose chips
• Luftede hund
• Kaffe
• Nussede med kattekillinger
• Gjorde badeværelse rent
• Spillede Candy Crush
• Tjekkede facebook
• Slog græs
• Spiste aftensmad med smedebanden
• Spiste en halv pose lakridser
• Læste noget mere teori
• Læste blogs
• Spillede Candy Crush
• Tjekkede facebook
• Drak hvidvin

Hvad jeg skulle have lavet på en lørdag:

• Skrevet på mit speciale

En blandet sommerhandel

Jamen hvor skal jeg næsten starte. 24. april....det er godt nok længe siden sidste indlæg. Faktisk skete der allerede noget drastisk d. 13. marts, som satte sit store præg på foråret. 

Mit store, lille Troldebarn lænede sig på det tidspunkt op af en depression. Det lærerskifte han havde glædet sig sådan til sidste sommer bar slet ikke frugt, som han havde forestillet sig - men bød i stedet på nederlag og mistrivsel. Gys. Alt var slukket i ham og et akut skoleskift måtte til. Heldigvis er vi kommet godt igennem det, og han er faldet godt til. Har ovenikøbet fået sig en rigtig ven med samme slags krøllede hjerne. Altså på den gode måde. Efter sommerferien venter et nyt skoleår med to helt nye lærere. De to, han så lige nåede at lære at kende, har begge trukket stikket på grund af den nye reform og ændrede arbejdstidsregler. Det gav lige en mavepuster til, men Troldebarnet synes, det er okay "for så får vi jo to nye lærere, som ikke kender de andre elever bedre end mig. Så bliver det jo mere lige for mig". Nemlig.

3. semester på studiet blev klaret med venstre hånd, mens den der hverdag kun med nød og næppe hang sammen. Elverpigen er så meget i hormonernes vold, at hun i sine klare stunder græder salte tårer over det. Og formulerer til min ufattelige glæde, at hun synes, jeg altid er så rolig og lige kan sige det dér helt rigtige, så det hele ikke er så slemt alligevel. Årh mand - det er stort at høre. 

Når jeg kigger tilbage på de sidste fire måneder har det godt nok været noget af en tørn. Gode, trofaste veninder og en meget menneskevarm chef holdt modet oppe og verdens bedste smedearme bar mig i mål. Tak er virkelig kun et fattigt ord...

Nu sidder jeg i min seng og vrider det sidste ud af en fantastisk ferie med fantastiske børn i fantastisk vejr. Jeg er helt og aldeles udsovet og gider faktisk godt på job i morgen. Det er stadig halv ferie, når det kun er mig selv, der skal ud af døren om morgenen...

Jeg har så meget at skrive om ferien og sommeren, at det hele står og klodser og vil først frem. Så du får det i den korte version. Med billeder:

• Campingferie. Den første i mit liv - men ikke sidste. Med foreningen Gifted Children

• Knuthenborg Safari

• Nordjysk natur

• Møns Klint

• Is (samlet antal ukendt)

• Tre romaner læst. (Ja. Romaner. Ikke faglitteratur). Denne var ubetinget bedst

• Skagen og Råbjerg Mile en varm sommeraften

Nåe ja og Djurs Sommerland, stranddage, brændende sand og svalende badeture, friske jordbær, iskold hvidvin og Asti, brunch på Food Fein, havenusseri, solbadning, Candy Crush, sommershopping, grillaftener, sommerhus, lyse nætter, dybe vejrtrækninger og sove-længning. 

Ahhhhh....

Håber du nyder sommeren og ferietid!

I tomgang

Den Danske Ordbog, Tomgang: OVERFØRT rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.

Det passer meget godt på Hulemor pt. Bruger de sparsomme mængder brændstof på ikke at komme nogen vegne. Og af og til har jeg faktisk fornemmelsen af, at andre overtager styringen, bare sætter sig ind og kører mig i en anden retning, end jeg havde tænkt mig... 

For nylig så jeg udsendelsesrækken om 'BS og recepten på lykke'. BS er egentlig min yndlingsaversion som underspillet hverdagshelt, men jeg må give ham, at programmet virkelig rørte mig. Jeg tudede mindst én gang pr. udsendelse over alle de små sejre og alle de svære tanker, kvinderne tumlede med. Og jeg tænkte, om ikke vi har en rem af huden, de fleste af os?

For tiden (ha ha, uafbrudt det sidste 1½ år og stadig...) læser jeg jo om læreprocesser og videnskabsteori. Og lige nu om Honneths anerkendelsesteori, som indkredser nogle af udfordringerne for det moderne menneske - eller måske rettere - mennesket i det moderne samfund. Vores grundviden, alt det, der var sikkert før, stilles hele tiden til diskussion. I gamle dage blev man konfirmeret, begyndte at ryge, kom ud at tjene og forventedes at stifte en 'rigtig' familie. Jeg siger ikke, at det var bedre, men der var en skabelon. I dag er alt i opbrud, de unge er for voksne uden at være modne, krævende uden at være ansvarlige og vi såkaldte voksne er bange for at ældes, bange for ikke at være 'med på beatet' og i tvivl om, hvad succeskriterierne egentlig er. Alt er i princippet lige godt, så længe, man er glad. Glad? Hvordan glad? Glad som i tilfreds? Lykkelig? Anerkendt?

Min skønne soulmate-veninde har sådan et fantastisk udtryk: "Hvornår begynder de at klappe?" Jeg har det med mig i min hverdag og smiler (kærligt men bittersødt) ad mig selv, når jeg undrer mig over, at de andre ikke klapper. Venner, familie, kolleger. Halloooo, jeg er faktisk fuldtidsarbejdende med 37 timers job, deltidsstuderende og mor på 24/7/365-fuldtidsmåden - hvor FANDEN er heppekoret? Hva'? Klapper I ikke af mig? Godt. Så klapper jeg heller ikke af jer.

Er du alene i 10 dage, fordi din mand er i udlandet med sit mega dyrt betalte direktørjob (som finansierer din bil og dine LV tasker)? Skal du selv stå for det hele med to børn på 15 og 17 i al den tid? Har du bare vildt travlt med din efteruddannelse, som du har orlov til - med fuld løn? Er det bare skideirriterende, at svigermor har inviteret på all inclusive rejse til Grand Canaria, når du lige havde regnet med, I skulle til Thailand ligesom sidst? Men du accepterer uden at brokke dig? Undrer du dig over, jeg ikke klapper???????? 

Og nej, man skal da ikke være Freud eller Erikson for at regne ud, at det sikkert er noget midtlivskrise og helt vildt almindeligt. Men for nu at vende tilbage til BS, så trænger jeg til at tage kontrollen lidt tilbage. I stedet for at vente på publikums klapsalver kunne jeg jo tage og stryge mig selv lidt med hårene og ae mig på kinden. Det er godt nok. (Og er det så godt nok?)

Påsken var god ved os. Med fri, dovne morgener og stille aftener. Lidt Vesterhav, lidt moster og onkel (hvor der er flæskesteg og frikadeller og brun sovs til middag, pandekager med is til dessert og T.I.D. Tid, tid, tid. Tid og ro og lytten), lidt regn, masser af sol og påskechokolade. Og der var lækker te, for ved du hvad? Jeg vandt noget. Ovre hos Anna. I den ene pose var der ingefærkager og i den anden Annas yndlingste. Som jeg vandt, bare fordi. Og man kunne ikke vide, hvad man vandt. Man vandt bare noget, hun syntes passede til vinderen. Dét kan jeg lide. Og jeg kan lide det, jeg vandt! Te og kager. Og stjerner.

Tak for nu, jeg skal tilbage og passe tomgangen. Kram.

Lige til at få forår i hovedet af

Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men altså musik....det kan gøre noget for mig, som intet andet kan. Der er masser af musik, som jeg elsker og vender tilbage til gang på gang. Og så er der de øjeblikke, hvor jeg opdager noget nyt. Noget jeg ved, er for evigt med mig og dét. Det skete lige i torsdags. Lige da jeg svingede om hjørnet og næsten var hjemme...lydbogen var færdig, og jeg hørte en flig af et nummer, som både virkede gammelt og nyt. Gammelt, fordi det indeholder en hel del country og slide-guitar præg, sådan lidt rockabilly-agtigt (fra de gode, gamle dage i amerikanerbilklubben) og samtidig bare...helt anderledes.

Og nej, det er ikke fordi, jeg aldrig har hørt om Volbeat før. Jeg ved godt, at der er et band, der hedder dét, at de er kæmpestore i USA og at forsangeren har tabt 30 kg. (så jeg for nylig i morgentv....). Jeg har bare aldrig hørt det, sådan rigtigt hørt efter. Lyttet. Det har jeg nu, for jeg har stort set ikke hørt andet siden torsdag eftermiddag. Det er lidt råt noget af det, men åhhh...love it.

Det var det her nummer, der fik mig helt ud af puppen og åbnede døren til foråret. Bør høres højt :-)

Lidt vinterferie

Jae nu har jeg jo godt nok holdt min ferie, så jeg har ikke fri. Men børnene har, og det er næsten fri, når jeg om morgenen bare skal have mig selv færdig og komme ud af døren. Ikke engang hunden gider stå så tidligt op. Om eftermiddagen er det hurtigt i hyggetøj og dyner i sofaen. Feriestemning.

Jeg tror ikke, det kommer som en overraskelse, at jeg længes efter lys. Jeg er så t.r.æ.t. af mørke morgener, suk. Men på den anden side - når jeg så er kommet op og skal af sted, så er der faktisk én ting, der er hyggelig. Selvom det er mørkt. Jeg hører nemlig bøger, mens jeg kører. Jeg har ret langt til arbejde, og jeg bruger tiden på at "læse" de bøger, jeg ikke når ellers. (Og uheldigvis findes der ikke ret meget faglitteratur på lydbog. Tror jeg).

Lige nu lytter jeg til "Hvad man ikke ved" af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det vigtigste ved lydbøger er, at de er ordentligt indtalt (På et tidspunkt måtte jeg droppe en bog, fordi oplæseren hele tiden fik hovedpersonen til at lyde bitter og krævende, og sådan opfattede jeg hende slet ikke). "Hvad man ikke ved" er godt indtalt. Og selvom jeg egentlig synes, at historien er lidt mismodig og ikke særligt opløftende, så er den simpelthen så fængslende. Karaktererne er beskrevet meget omhyggeligt, og jeg identificerer mig med brudstykker af dem allesammen. 

Handlingen foregår primært i 1960/1970'erne og alligevel relaterer den meget godt til udfordringerne ved at være menneske i det vestlige samfund i dag. Krav, forventninger, længslen efter noget andet, smerten, når ting ikke lykkes, skuffelser, når illusioner brister. Jeg ved ikke... nogle gange får den mig til at sætte historien på pause, for at tænke videre over mit eget liv. Det kan jeg godt lide. Så rører den jo ved noget...

Det er ikke noget festfyrværkeri af en bog, men mangler du lige lidt tankevækkende læsestof til ferien (og er træt af krimier ligesom mig), skulle du overveje den. Det var bare det. Hej.

Tryk - billede lånt fra Gyldendal

Hjemmearbejdsdag

Det er dejligt at have hjemmearbejdsdag. Især når man kan fordele opgaverne. Hulemor arbejder, Sigurd klarer afslapningen.

Efter vores ferie har jeg taget beslutning om at begrænse online tiden herhjemme så meget som overhovedet muligt. Mails, notifikationer, facebook og lyd er slået fra på telefonen. Computeren er kun tændt i det tidsrum, jeg bestemmer mig for - og kun til at få klaret de ting, der er nødvendige. Mails bliver tjekket én gang dagligt, for jeg er ikke så VIP, at jeg får livsvigtige mails flere gange om dagen...

Det er lidt grænseoverskridende (næsten angstprovokerende), men svært rart alligevel... Til gengæld fandt jeg på ferien ud af, at jeg savnede bloggen. Savnede at skrive, savnede at dokumentere vores liv og hverdag. Jeg har SÅ meget glæde af at læse tilbage, og huske begivenheder, glæder og sorger, som fortaber sig  med tiden. Så derfor prøver jeg fremover at få prioriteret tid til det, i stedet for nyttesløs og ligegyldig surfing.

Hvordan håndterer du balancen mellem online-liv og virkeligheden?

Mod lysere tider

Pyyyh. Den vinter dér? Jeg synes, den tog pusten lidt fra mig. Min venindes brors død gav mig en mental mavepumper, som satte hele mit liv i perspektiv. Eller nærmere, fik det hele til at stå på hovedet.

Kunne ikke finde ud af op og ned. Den ene dag ville jeg satse på mere karriere, lave mere meningsfyldt arbejde, tjene mere, mere, mere. Den næste dag ville jeg forsage alt materielt, gå ned i arbejdstid og bare være til. Mens jeg skrev på 2. semesterprojektet både dag og (helt bogstaveligt) nat, virkede det komplet meningsløst og jeg ville pludselig bare have et liv, hvor jeg kunne sætte mig i sofaen kl. 20 og se "Kender du typen" med munden fuld af citronhalvmåne. Dagen efter projektafleveringen, hvor jeg sad i sofaen og så ligegyldigt tv med munden fuld af ... øl (faktisk), virkede det komplet ligegyldigt, og jeg ville læse om videnskabsteori og kvalitative forskningsmetoder resten af livet.

Sideløbende var Elverpigen i mistrivsel på sin skole. Druk, udseende og sabotage af undervisningen var på dagsordenen og forældregruppen var næsten værre end børnene. Det værste er, at jeg ikke så det. Jeg hørte hende sige det, græde over det, hørte hende trygle om at komme et andet sted hen. Der var bare så meget andet, at jeg ikke handlede på det. Skød det hen, prøvede at forklare, at sådan er verden, 8. klasse er fuld af hormoner, sådan er det alle steder bla. bla. bla. Indtil den dag, der var skole-hjem samtaler. Pudsigt nok samme dag, som projektet var afleveret. Jeg hørte læreren sige, at skolen var magtesløs. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre. Det var ikke kun druk, men også stoffer, børnene kom påvirkede i skole. Hun kunne godt forstå, hvis jeg fandt en anden skole.

Jeg er stadig næsten ved at græde, når jeg tænker på det. Næste dags morgen kontaktede jeg en skole i en anden by, og der er Elverpigen glad nu. Jeg havde glemt, hvor glad hun kan være, når hun trives...

Og nu, vi er ved det, er Troldebarnet startet på samtaler med familieterapeuten igen. Han er så frustreret, keder sig, føler sig forkert - og den kampagne, der har kørt på endeløs repeat nu: "Når mor mangler" - den har slået ham helt ud. Han er så rædselsslagen for, at der skal ske mig noget, så han ikke kan sove om natten. Tak for skræmte børn DR, siger jeg bare. Men han er i bedring, kæmper med sig selv (som han plejer).

Den her vinter har jeg elsket nætterne. Tror ikke, det er et specielt sundt tegn. Nætter er søvn, fred, mørke, handlefrit område. Den her vinter har jeg hadet morgenerne. Virkelig følt, at enhver ny dag har truet med alle sine krav, problemer, opgaver og alt for lidt timer til rådighed. Jeg har været ked af ikke at gide livet. Når jeg nu har fået lov at have det. Endnu en af mine nære bekendte har fået en cancer diagnose. Ovariecancer af den grumme slags. Og så ligger jeg der, og gider ikke dagen? Skamfuldt næsten, men jeg har ikke orket.

I dag skinner solen, og jeg orker lidt igen. Hele sidste uge har vi tilbragt i en hytte i Sverige sammen med Smedebanden. Ski, ro, mad, spil, sne, kys og lys i lange baner. Ingen wi-fi, ingen mobildata, ingen mails, ingen opgaver, der skulle skrives eller løses. Jeg orker lidt igen.

God solskinssøndag derude..

Fra kattedamen til alle jer

Spred gerne budskabet, at disse tre killinger søger nyt og kærligt hjem. Kælne og dejlige alle tre, renlige og passede med ormekur. Vildt søde!!! De er vant til børn og hund. Send evt. en mail på hulemor@gmail.com. Jeg kommer gerne med dem i et området Randers - Horsens - Silkeborg. De koster helt gratis.

Hvor den røde kat er? Ham har jeg jo opflasket hver tredje time i starten, så han bliver boende hjemme hos Hulemor...