Og det blev verdens bedste fødselsdag. Ifølge Troldebarnet.
Elverpigen listede op og vækkede mig allerede kl. 7.00 og vi sang ham vågen. Endelig. Hans øjne lyste af glæde, selv over at pakke en blød gave op - to stribede undertrøjer. Fra Bilka såmænd. "Tusind tak Amanda, Trille, Freja og Pebernød". De var fra dyrene!
Lego og Wii spil blev taget i brug med det samme og mp3 afspilleren blev sat til opladning. Senere på dagen skulle vi køre hen til mormor og morfar, og der skulle høres musik undervejs. Stor var skuffelsen (og tårerne stod i øjnene), da det viste sig, at batteriet ikke var ladet tilstrækkeligt op.
I stedet blev Hulemors telefon monteret med lytte udstyr, og turen kunne nydes med mit gammelkone-musik, bl.a. Lyle Lovett. Jeg fik et smil og et nik i bakspejlet - og denne kommentar:
"Mor! Det her musik. Det passer bare så godt til landskabet udenfor. Det er nærmest sådan noget...landbrugsmusik. Sådan helt smukt og stille. Med marker"
Altså. I mine øjne og ører er han poetisk, sensitiv og intelligent på én gang. Døm selv. Her er hvad han hørte:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar