mandag den 11. oktober 2010

Det liv


Uiii hæsblæsende weekend. Elverpigen blev el've. Med pigegæster og talent, håndboldkamp og flødeboller, biograftur og guf, restaurantbesøg og softice bar, familie tam-tam og gaver. Hun er glad. Og stor. Og lidt lille. Lidt endnu...

Gik egentlig og puslede med nogle andre tanker, der skulle ud her, da jeg tjekkede mine telefonbeskeder. Et opkald fra min kusine (én af dem! Der er mange..), som jeg ikke har hørt fra længe. Måske fordi hun har tre små børn. Plus tvillinge babyer. Vi taler fem børn under syv år. Hun havde altså alligevel fået tid til at ringe til mig, angående et familiearrangement på lørdag, hun gerne ville indbyde mig til. Hos en af vores mostre.

Der var engang seks søstre. Døtre af vores fælles mormor, mødre til alle os. Nu er de fem tilbage. To af dem har kræft. Én af dem er min mor.

På lørdag er der babytræf hos den ene moster. To af de andre er inviteret. To er ikke. De syge.

"Vi vurderede, at din mor ikke har overskud til at komme og dikke babyer, så hun er slet ikke blevet spurgt. Vil du give os ret?"

Nej, ved I hvad? Det vil jeg faktisk ikke!

Jeg ved med sikkerhed, at den beslutning er taget i den allerkærligste mening. For at skåne hende. For at skåne hende for glæden ved livet? For at skåne hende for glæden ved den familie, hun måske snart skal skilles fra? For at skåne hende for latter og smil fra de små, der kun lige er født ind i det liv, der måske snart skal tages fra hende?

For at skåne sig selv for hendes gråd? For at skåne os andre for smerten ved erkendelsen om, at vi måske snart skal miste? For at glemme, at vi er forgængelige?

"Jeg tror i hvert fald rigtig gerne, hun vil spørges", svarede jeg.

Må hun ikke nok selv vælge, mens hun kan?

Hun er ikke mærket fysisk. Hun er glad, omend med vemod og et strejf af sorg i blikket. Hun hæger om livet, og vil gerne være med. Hun tager med i byen og danser. Hun passer sine børnebørn. Hun siger ting, som er vigtige. Hun er i stand til at glæde sig over, at det ikke er en af os andre. Hun græder en gang imellem, men hun lever. Endnu. Hun er hér, blandt os. Hun vil gerne være med i livet. Sammen med de levende.

Forbandede sygdom. Ikke nok med, at den måske ekskluderer hende fra livet, nu ekskluderer den hende også i livet. Det er næsten mere, end jeg kan bære. Jeg håber, de spørger hende.

6 kommentarer:

Hanne sagde ...

Pueha, kan godt forstå du bliver lidt trist på din mors vegne - og du har helt ret i, at hun skal ekskluderes fra diverse (givende) arrangementer, fordi hun "måske-måske ikke" orker det.

Håber at det meget snart vender for din mor - at kræften vender ryggen til og smutter sin vej!

Mange tanker til dig...

Hanne sagde ...

Hov, men s'føli "IKKE ekskluderes"...

mette b sagde ...

Hvor er jeg bar ENIG!

Uanset hvilken sygdom, man døjer med, betyder det ikke, at man lige pludselig ikke er et menneske med tanker, handlinger og følelser længere.

Nej, tværtimod skal man inddrages, inkluderes og elskes for lige præcis den man faktisk stadig er, selvom man kan føje noget træls til sit cv.

Så, inden nogen viser "hensyn", kunne de jo lige spørge, hvordan det hensyn skal se ud?

I virkeligheden, tror jeg, at hensynet opstår, fordi de som viser det, ikke tør være sammen med noget svært. Tør se det grimme i øjnene og håndtere det. Tør spørge den syge om, hvordan hun har det og så tage imod det svar der kommer. For svaret kunne jo være grimt!

Det er i hvert fald noget af det, jeg har oplevet med min sygdom. Og det "hensyn" gør SÅ ondt indeni...

Kram til dig, fordi du fik sagt fra. Du er en fantastisk kvinde!

Mette

Arduinna sagde ...

Uff det er næsten det værste... Ikke at blive spurgt....

Og det behøver ikke at være sygdom inde i billedet....

Jeg havde en periode hvor jeg ikke rørte alkohol overhoved, det endte med at alle andre blev spurgt om de ville have et glas vin.... Bare ikke mig.....

Det kan godt være at man er syg, eller at man har taget en eller anden beslutning... Det er bare ikke det, det drejer sig om....

Det drejer sig om at man bare gerne vil spørges, så man selv kan træffe et valg....

Irene sagde ...

Jeg er ordløs! Og fordi jeg selv har det så tæt på, får du bare en kæmpekrammer herfra og en stor tak for at du turde sige det!
Knus Irene

HEKSEN sagde ...

Jeg forstår fint din reaktion. Min mand og jeg er selv blevet ekskluderet, fordi vi ikke er, og kan, de samme ting som før. Vi vil nu også gerne spørges!