tirsdag den 26. oktober 2010

Mærk nuet


I morgen skal hun scannes, min mor. Haste. Fordi hendes tal er for høje. De tal, der siger noget om, hvordan kroppen reagerer på sygdom og behandling. Hvor angrebet hun er.

Det er ikke så meget dét at få kontrastvæske direkte i kroppen og ligge bomstille i et klaustrofobisk rum, mens ens indre ubønhørligt bliver gennemfotograferet. Det er mere dét, at billederne kan være så afslørende, at man ikke kan holde det ud. Hun har haft det så godt hele sommeren, at det er ufatteligt, hvis en ualmindelig ondsindet cancer alligevel formerer sig i hende. Det kan ikke passe!

En sort sky midt på en solrig efterårsdag. Og det eneste, vi ved, er, at vi har her og nu. Hver eneste dag er der mennesker, der aldrig kom hjem. Mennesker, der ikke havde været bange og følt døden tæt på. Mennesker, der gik ud af døren om morgenen i sikker forvisning om at vende tilbage.

Jeg ved kun, at jeg har her og nu. Mine børn har mig her og nu. Jeg lever her og nu.

Jeg fylder dem op, børnene, med historier fra mit liv, fra deres fars liv. Og fra vores fælles liv. Selvom han selv har bragt lemlæstelse og bevidstheden om død tæt på os. Vores børn er stadig vores børn, og de har krav på de gode historier. Fordi ingen ved, hvor lang tid vi har til at fortælle.

Mærk nuet.

6 kommentarer:

Onkel Anne sagde ...

Tak for påmindelsen! Jeg håber at det går som det skal i morgen! Jeg kender angsten og frygten. Sender dig mange kram

Trine sagde ...

*klump i halsen*

Kirsten sagde ...

"Det største bifald en sanger overhovedet kan få på kroen, er fuldstændig tavshed i salen - hvis der ellers er kommet nogen..."
Citat, Allan Olsen

Jeg forholder mig i tavshed...

Lena sagde ...

Jeg tænker på jer lige nu. Håber I alle kommer raske hjem.

Anette sagde ...

Knus og tanker. Lortesygdom.

Cecilie sagde ...

Er uden ord...