søndag den 4. september 2011

Bare kald mig Krystle


Da jeg var teenager, sad jeg i den bedste lænestol hver søndag, når intrigerne i Dollars rullede over skærmen. Jeg havde faktisk stuen for mig selv...(wonder why?). Jeg var meget betaget af Krystle Carrington, selvom jeg ikke helt forstod, hvad hun så i Blake. Næe, jeg var sikker på, hun kun havde taget ham for hestenes skyld. Tænk sig bare at kunne gå ud i en stald, vælge en hest og ride ud i den smukke natur. Hun var verdens heldigste med sådan en mand, suk.

Jeg havde selv halvpart i en hest dengang, og det var da et surt slid med at muge ud, smøre sadler, feje toppede brosten, male stakitter, pudse hovedtøj og - ikke mindst - rense roer. I frostvejr. Føj, hvor jeg hadede det. Men selvfølgelig blev de sure timer opvejet af tiden på hesteryg, i skoven, over marker, ved fjorden og på dressurbanen. Det føltes bare ikke helt så idyllisk som i Krystles liv...

Men i morges stod jeg tidligt op. Trak i ridetøjet og galocherne, spændte sporerne på og tog hjelmen under armen. Kørte ud til den fine, fine stald hvor der hænger skilderier på væggene, og staldgangen er fnugfri. Valgte den ene af de to smukke jagtheste og red afsted gennem urskov og over bakker, til engdrag og søer ad bløde skovstier og masser af stubmarker. En drøm? Nej, heldigvis ikke.

Jeg har lært hende at kende på Landsbyhospitalet, en 72 årig kvinde, som har arbejdet i samme funktion som jeg. Nu er hun pensioneret og passioneret jagtrytter. Sej som bare fanden og elskelig som få. Hun er glad for, at jeg vil komme og ride hendes heste (!). Og nej, det er ikke en drøm! Alt er parat, når jeg kommer - jeg skal bare spænde hjelmen og sidde op. Fordi hun kender den lokale skovfoged (og Gud og hvermand i øvrigt) må vi ride i den mest vidunderlige natur, som ellers er privat grund. De dage føler jeg mig lige så heldig som Krystle!!

Det var solskin tidligt i morges, da vi red ud. Der lå en tynd dis over terrænet, markerne var ny høstede og det lugtede af jord og begyndende efterår. "Jeg skal vise dig noget", sagde hun. Vi red højt, højt op indtil vi havde 360 graders udsigt over hele egnen. Det var smukt. Nærmest eventyrligt.

"Her", sagde hun, "har vi aftalt, at vores aske skal spredes, når vi er døde, min mand og jeg. Hvis han dør før mig, vil jeg gerne have, at du rider med mig herop og hjælper mig. Så tager vi krukken under armen og gør det heroppe. Og når jeg så dør, håber jeg, at du vil gøre det samme med min aske. Jeg har bedt min niece om det samme, så kan du vise hende stedet. Så tager I herop og kigger ud over det landskab, vi har redet i hver eneste dag i over 40 år. Bagefter skal I ride ned til den fyrrelund dernede, og sprede min aske dér. Vil du gøre det for mig?"

Jeg var lige ved at græde, for jeg var så rørt over, at hun spurgte mig. De har aldrig fået børn, hun og hendes mand, altid kun haft hestene. Eller ikke kun, for deres heste har været hele deres liv. Men jeg lovede selvfølgelig, at jeg vil hjælpe hende, når den dag kommer. Og da vi kom tilbage til stalden, gav hun mig en kæmpe buket blomster af de smukkeste fra sin overdådige have.

Resten af dagen har jeg kigget på blomsterne, sejlet en tur med mine børn og min far, drukket kaffe i haven og spist lækker kage, skrevet et vigtigt brev og sagt godnat til smeden. Og faktisk følt mig en hel del heldigere end Krystle.


6 kommentarer:

June sagde ...

Lyder skønt! Og sikke en tillidserklæring, at få, hva´?

Knus

Dragonfly sagde ...

Suk. Det lyder som om dit liv rummer rigtig, rigtig mange fine ting, på trods af dem, der kaster skygger.

Lavendel sagde ...

Det var sådan et smukt indlæg.

Frøskuffen sagde ...

Det kan jeg godt forstå.

Det er da skønt at kunne knytte sådanne bånd med et andet menneske uanset alder.

fasterfis sagde ...

gosh! Jeg kom lige forbi. Jeg fik endda tårer i øjnene. Så fint. Hvor er du heldig at du kan tage ud at ride på den måde. Jeg var ligesom dig engang, bare uden hang til Krystle. Hestetosset og er det stadig. Min veninde har heste jeg gerne må ride på, men de er helt ovre i Jylland. Men når de er herovre til løb, så cykler jeg gerne til Klampenborg for at klappe løs og snuse til hø.

Hvilken sej kvinde du har mødt!

Karina sagde ...

Sikken smuk og ikke mindst tillidsfuld kærlighedserklæring fra et livsklogt menneske..! Det rørte mig så tårerne trillede... Det må være beviset på, hvor specielt og dejligt et menneske du må være...

Kærligst, Karina