mandag den 12. september 2011

Jamen det kan du jo ikke..


I går var jeg sammen med en jævnaldrende kvinde, som kommer fra en familie, jeg kender rigtig godt. Vi er efterkommere af samme bedsteforældrepar, og har derfor en hel del fælles historie. Vi talte hele eftermiddagen om relationer, familie, opvækst, årsag og virkning. Selvom vi har samme aner, er kulturen i vores familier nemlig helt forskellig.

I hendes familie er det sådan lidt højrøvet at få en uddannelse. Hun synes aldrig, at hendes familie har anerkendt, at hun tog en studentereksamen og derefter en uddannelse som sygeplejerske. Ingen af hendes søskende har en uddannelse, og hun skal i hvert fald ikke tro, at "hun er noget". Da hun fik et synligt job i lokalområdet, var hendes mors reaktion: "Hvad vil folk sige, hvis du laver en fejl? Hvad nu, hvis du ikke kan finde ud af det?"

I min familie derimod, er det forventet at have en uddannelse. Og fordi jeg vaaaar så dygtig i (folke)skolen, er det i stilhed lidt en skuffelse for mine forældre, at jeg "kun" tog en mellemlang uddannelse. Til gengæld tog jeg to af dém, men jeg skulle (jo) have været familiens første akademiker, hvis det var rigtigt. Selvom det selvfølgelig i selv samme familie bliver sagt, at akademikere er sådan nogle højrøvede nogle (nu vi ikke har nogle repræsentanter selv).

Faktisk synes jeg, det er mærkeligt. Dét, der er fint i én familie, er dårligt i en anden. Der, hvor man gør for meget, er det et problem. Det er det også dér, hvor man gør for lidt. Og det kræver ret meget af ens selvværd at være udfordret af sin egen familie eller nære relationer på, om det man gør, nu er godt nok.

Trine reflekterer i dag over nogle af de samme tanker. Og jeg blev forbavset, da jeg læste det, for jeg vidste ikke, at der herskede jantelov omkring iværksætteri. Jeg har nemlig en positiv fordom overfor dem, der tør noget selv. I min naivitet troede jeg faktisk lidt, de blev båret frem! Det ville jeg ALDRIG turde. Idéer? Mig? Jamen dét kan jeg jo ikke.

Hvem jeg har lært dét af? Min mor. I bedste mening. Fordi hun var bange for, at jeg skulle have ansvaret for alt for meget bøvl. Fordi hun ville beskytte mig. Mod nederlag og skuffelser. Fordi jeg ikke skulle "stå med for meget selv".

Begge mine forældre syntes da så absolut, jeg skulle have en uddannelse - men det bedste er (jo) stadig at finde en god mand, der kan forsørge én. Jeg diskuterede det engang med min mor og sagde, at jeg syntes, de havde opdraget mig noget dobbeltmoralsk, fordi de ikke har lært mig virkelig at kunne - og ville - selv. Det bedste er at blive sørget for. Ligesom Mary, jo. Prinsen og det halve Kongerige. Så bliver det da ikke bedre, vel?

Hun sagde: "Det ønsker alle forældre vel inderst inde for deres piger" (!???!!!). Jamen for fanden! Så er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at jeg faldt for en mand med et forvrænget virkelighedsbillede, der lovede guld og grønne skove...

Mange af mine drømme og initiativer er blevet mødt med et: "Jamen det kan du jo ikke". Enten for at tage hensyn til den familie og mand, jeg havde - senere for at tage hensyn til, at jeg ingen havde! Efterhånden holdt jeg op med at "drømme højt", altså at fortælle om det, indtil det enten var en realitet eller feset ud i sandet.

Hvis min mor havde levet, ville hun have sagt det igen nu. "Det kan du jo ikke". Til det job, jeg lige har søgt. Fordi det indebærer mere kørsel, længere dage, logistik, der skal gå op og mere uddannelse. Men det indebærer også nye udfordringer, spændende udviklingsmuligheder med baggrund i begge mine uddannelser og forhåbentlig - på længere sigt - en friere hverdag og en bedre økonomi.

Og nej. Der er ingen, der siger, at jeg får dét job. Og måske slet ikke lige nu. Men det er i hvert fald ikke fordi, jeg lod være at søge det. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg godt kan! Og mon ikke min mor kan se det hele lidt mere fra oven, deroppe i sin himmel, og siger: "Dét der! Det kan du godt". Jeg tror det!


9 kommentarer:

Frøskuffen sagde ...

Det kan være uhyggeligt så stor indflydelse forældres meninger har. Og det er vel også derfor, at arbejderbørn ofte bliver i samme "sti" som deres forældre.

I min fam. har iværksætteri også altid været roden til noget særdeles risikabelt og ikke noget, som man tog hatten af for. Jeg har været selvstændig i 6-7 år nu, og min gamle far tror stadig, at vi lever af min mands løn ( han er elektriker :) ) , for man kan da ikke tjene penge i sådan en geschäft.

Det er flot, at du får dig løsrevet, og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med jobbet.

PS. Og hvis du ikke får dette, så prøver du bare et andet sted igen, ik´?!

Dragonfly sagde ...

Jeg krydser så meget fingre for dig. They'll be lucky to have you!

Marianne sagde ...

Kære Hulebo,
Bare bliv ved! :)
Du KAN nemlig godt! Og jo, jeg er sikker på at din mor har revideret sin mening om hvad du kan nu, nu hvor hun ser det lidt fra oven, så at sige ;)
Jeg ønsker dig en skøn mandag!!!

Trine sagde ...

Jo!
DU kan!

Bare lige så du ved det!

hellesblog.com sagde ...

Det kan du nemlig. Og måske får du ikke lige præcist det job. Men så har du prøvet. Og så kan du prøve igen. Og pludselig står du der med et job, som giver dig noget helt nyt. Hvor er det spændende.

Anette sagde ...

Jow. Svævende og hævet vil hun helt sikkert med stolthed tænke go-get-it fra et nyt helikopterperspektiv. Du er den sejeste.

Kirsten sagde ...

Hos os skulle man være akademiker - alt andet var ukendt og dermed ikke så "fint". Så læste man jo nok ikke bøger, hvilket var det værste man kunne sige om folk.
Og da jeg drømte om at komme ind på konservatoriet fik jeg at vide at det skulle man jo være meget talentfuld for at kunne - underforstået at det var jeg ikke. Det samme da jeg ville være matematiker i gymnasiet - for det var der ikke nogen i familien der havde kunnet. Så det blev jeg så heller ikke......og har måttet tage alle fagene på kurser senere i livet.
Håber at vores børn vil vælge det der er godt for dem og så skal de få min velsignelse og støtte uanset hvad det er!

Conni Nørskov sagde ...

Hej - prøver lige igen, jeg lavede vist ged i den, da jeg forsøgte at smide en kommentar kl. r.v i aftes! Vil bare sige, at jeg har små-surfet på din blog, og mange af dine ord og tanker lyder som noget, jeg selv kunne have ytret. Mht. nærværende indlæg er jeg selv vokset op med "Jamen det kan du jo ikke.." - så jeg bliver hængende her i Hulebo. Og held og lykke med jobbet, for jo - det kan du godt! ;)

hulebo sagde ...

Tak, alle I allersødeste læsere