Det liv

Uiii hæsblæsende weekend. Elverpigen blev el've. Med pigegæster og talent, håndboldkamp og flødeboller, biograftur og guf, restaurantbesøg og softice bar, familie tam-tam og gaver. Hun er glad. Og stor. Og lidt lille. Lidt endnu...

Gik egentlig og puslede med nogle andre tanker, der skulle ud her, da jeg tjekkede mine telefonbeskeder. Et opkald fra min kusine (én af dem! Der er mange..), som jeg ikke har hørt fra længe. Måske fordi hun har tre små børn. Plus tvillinge babyer. Vi taler fem børn under syv år. Hun havde altså alligevel fået tid til at ringe til mig, angående et familiearrangement på lørdag, hun gerne ville indbyde mig til. Hos en af vores mostre.

Der var engang seks søstre. Døtre af vores fælles mormor, mødre til alle os. Nu er de fem tilbage. To af dem har kræft. Én af dem er min mor.

På lørdag er der babytræf hos den ene moster. To af de andre er inviteret. To er ikke. De syge.

"Vi vurderede, at din mor ikke har overskud til at komme og dikke babyer, så hun er slet ikke blevet spurgt. Vil du give os ret?"

Nej, ved I hvad? Det vil jeg faktisk ikke!

Jeg ved med sikkerhed, at den beslutning er taget i den allerkærligste mening. For at skåne hende. For at skåne hende for glæden ved livet? For at skåne hende for glæden ved den familie, hun måske snart skal skilles fra? For at skåne hende for latter og smil fra de små, der kun lige er født ind i det liv, der måske snart skal tages fra hende?

For at skåne sig selv for hendes gråd? For at skåne os andre for smerten ved erkendelsen om, at vi måske snart skal miste? For at glemme, at vi er forgængelige?

"Jeg tror i hvert fald rigtig gerne, hun vil spørges", svarede jeg.

Må hun ikke nok selv vælge, mens hun kan?

Hun er ikke mærket fysisk. Hun er glad, omend med vemod og et strejf af sorg i blikket. Hun hæger om livet, og vil gerne være med. Hun tager med i byen og danser. Hun passer sine børnebørn. Hun siger ting, som er vigtige. Hun er i stand til at glæde sig over, at det ikke er en af os andre. Hun græder en gang imellem, men hun lever. Endnu. Hun er hér, blandt os. Hun vil gerne være med i livet. Sammen med de levende.

Forbandede sygdom. Ikke nok med, at den måske ekskluderer hende fra livet, nu ekskluderer den hende også i livet. Det er næsten mere, end jeg kan bære. Jeg håber, de spørger hende.