torsdag den 7. oktober 2010

Stjernestund


En stjernestund er sådan en som den her.

Ro. En sen aften. Mørke i skoven. Lyden af ild, der buldrer i brændeovnen. Ro. En kande te. To fyrfadslys. Trætheden i kroppen. Ro. Og i hovedet. Bevidstheden om, at jeg har fri i morgen. Katte, der spinder. Ro. Et telefongodnatkys af en slags kæreste. Samhørighed. Kærlighed. Ro.

Jeg kan høre børnenes åndedræt. Elverpigens og Troldebarnets. En dag skal jeg skrive, hvorfor det gør en stjernestund at høre lige netop dét. Snart.

Der var engang et mareridt. Der var en gang en nat, hvor det eneste jeg ønskede mig i hele verden, var atter at kunne høre begge børn i søvnens trygge åndedræt. Det kan jeg nu. Og derfor er en denne stjernestund også en taknemmelighedsstund. Jeg vil ikke mindes. Jeg vil ikke sove. Jeg vil bare sidde her og mærke, at lige nu er den rene, skære, uforfalskede lykke på visit i mit liv.


3 kommentarer:

June Rothmann sagde ...

Uh, den historie du vil fortælle en dag, lyder ikke som en af de gode.... :-(

Dét gør den fra i aften til gengæld! Og hvor jeg dog under dig det.

Knus

Linnea skriver: sagde ...

Dejlig stund du beskriver....

Hanne sagde ...

Puha, får lidt kuldegysninger af det du skriver... både fordi det lyder som en rigtig fin aften for dig, men også fordi du lægger an til en knapt så hyggelig historie fra gemmerne :/

Kh