Kære Hulebo

Kære Hulebolæser

Dette indlæg bliver det allersidste, jeg skriver på Hulebo. Tiden er kommet, jeg har ikke flere ord, der hører til her længere.

Kæreste Hulebo. Tak for alt det, du var og alt det, du betød for mig. Det gør du stadig. Det betød alt, at der var et sted, der kun var mit - et sted, hvor jeg kunne udtrykke mig, et sted hvor jeg var 100% tryg. Selvom tiden i Hulebo på mange måder var fyldt med konflikter, frygt, usikkerhed, kaos, sygdom og død, så står tiden i skoven for mig som en af de allerbedste i mit liv.

Det er mærkeligt, at man aldrig ved dét, mens man er i det - først bagefter mærker man alt det, der kom til at betyde så meget. Det var ubetinget den mest intense tid, jeg har oplevet, hvor alt var hudløst, sårbart, nøgent, skrællet helt ind til benet. Men også den tid i mit liv, hvor jeg var allermest nærværende, allermest vågen, allermest optaget af, at hver eneste dag skulle gå godt for os tre huleboere.

Jeg er stolt over, at jeg fik os gennem den tid. Stolt og glad over, at mine børn også synes, at den tid i skoven, var den bedste i deres barndom. At der var så mange oplevelser sammen og i naturen, der kom til at grundlægge nogle af deres livsværdier. Vi har så mange gode, fælles minder fra dén skov, der er rodfæstet i os alle tre. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Det er ni år siden, jeg skrev mit første indlæg på Hulebo. I dag er der et andet liv. Det er også et godt liv. Meget tæt på det liv, jeg drømte om, vi kunne få en dag. Et liv, hvor der ikke er angst, hvor der er frihed til at bevæge sig alle steder, hvor vi ikke skal gemme os - og hvor der er lidt flere penge på kontoen. Hold kæft hvor var jeg fattig dengang. Jeg forstår slet ikke, hvordan det kunne lade sig gøre - men det kan jo så være en læring. Måske er der altid nok, selv i de tider, hvor det ikke føles sådan.

Hvad så nu? Hulebo forbliver. Forhåbentlig bliver alle blogspot ikke pludselig lukket over en nat, for jeg ville være ked af, hvis mit vidnesbyrd om den tid forsvinder. Hulebo er mit livsvidne.

Jeg har stadig en trang til ord, og derfor har jeg også af og til søgt tilbage til Hulebo, men ordene hører ikke til længere. De finder ikke på plads her. De ord, der trænger sig på nu, kommer fra et andet sted. Har et andet udspring.

Hvis du har lyst til at læse med, foregår det på Zimpl.dk.

Tak for alt, Hulebo 💚💚

Om tilgivelse

For mange år siden, mens jeg stadig arbejdede på Landsbyhospitalet, læste jeg en dag en længere artikel om tilgivelse. Det gik op for mig, at tilgivelse ikke handler om at "give sig". At det ikke handler om at slå en streg over noget eller bare glemme.

At tilgive handler om at sætte sig selv fri.

At sætte sig selv fri af tunge følelser af vrede, sorg, angst og hævntørst. At erkende det, der er sket, slippe det - og rejse sig for at gå videre. At insistere på stadig at tro på kærlighed, omsorg og venlighed - og på at slippe sit martyrium.

Jeg har brugt lang tid på dét. På at tilgive. Blandt andet ved at gå, ved at meditere, gennem samtaler med mennesker tæt på mig. Og ved dagligt at minde mig selv om, at jeg har et valg mellem at holde fast i det, der var, eller at bevæge mig videre og påskønne det, det er. Nu.

Jeg har villet sætte mig selv fri. Jeg har villet tro på det gode i mennesker igen. Og jeg har villet give mine børn mulighed for at have en åbenhed for en relation til deres far, når tiden kom.

Den er kommet nu.

Troldebarnet har længe kredset om muligheden for at få kontakt til sin far. Han har manglet en mand at spejle sig i, har ønsket at vide "ligner jeg ham"? (Ja, og når jeg ser på dig, kan jeg huske de gode ting. Og jeg kan huske, hvorfor det var helt rigtigt, at jeg var sammen med netop ham og fik netop dig og Elverpigen).

For en måneds tid siden tikkede der så en besked ind på telefonen hos både Troldebarnet og Elverpigen. Inden for 30 sekunder havde jeg dem begge i røret. Troldebarnet var klar, jeg kunne høre det på ham. "Vil du gerne snakke med ham?". "... altså ja, måske". "Der sker jo ikke noget ved at snakke lidt med ham...". Troldebarnet ringede ham op.

De har haft nogle fine samtaler. Og de har mødtes to gange. Det er gået fint, ingen drama. "Mor, det er slet ikke akavet, han er jo bare en megasød og rar mand. Vi har gået tur og været på cafe. Og spist is....mor? Bliver du rørt?". Ja, jeg blev rørt. Jeg ved, hvor meget han har ønsket sig det, og jeg kunne se, hvor glad, han var. Det er okay med mig.

Jeg er glad for, at jeg kan sige det. Jeg er så glad for, at jeg kan sige: "Der er ingen hemmeligheder, ingen løgne. Det er vigtigt for mig, at din far ved, at jeg bakker op i alt, hvad I vil sammen. I må lave alle de aftaler og være sammen alt det, du gerne vil". Allermest er jeg glad for, at jeg også kan mene det.

Elverpigen er mere forbeholden. Synes ikke rigtigt at han bare kan komme på den måde og få en chance til. "Hvordan kan du bare lægge alt det bag dig, mor?" "Jeg har det med i bagagen skat, men det tynger ikke længere. Der er gået ti år. Det er tørret ind, har mistet sin overvældende, altoverskyggende kraft. Jeg ønsker ikke at nære den historie længere, den er ikke mig". Hun lytter. Og hun skal finde sin egen vej.

Mange omkring mig har svært ved at forstå det. Automatreaktionen er at bakke, slå skodderne i, lukke ned, lukke af. En af mine meget kloge veninder skrev: "Shit jeg bliver nervøs på dine vegne! Jeg tror, jeg er stagneret i en tidslomme, men jeg vil gerne flyttes".

Jeg vil gerne flyttes. Det er det, det handler om for mig.

Om jeg er bange? Nej. Men som en anden klog og kærlig veninde ofte reciterer "Stol på Gud, men bind dine kameler".

Don't worry. Jeg binder mine kameler.

At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Vejen ind

Jeg har søgt efter den hele mit liv. Vejen ind. Med skiftende intensitet og varierende succes. Mange ting har kaldt på mig, og jeg synes, jeg er gået ad mange veje i dén søgen. Noget, jeg dog ikke har beskæftiget mig noget videre med, er meditation. Før i sidste weekend.

Tæt på hvor jeg bor, ligger et meditationscenter. Med et stort skilt ude ved vejen. Man kan ikke se, hvad der er inde bag træerne, og hvem ved, om det er tilforladeligt? Man har vel set Sekten.... Men altså, der stod pludselig på facebook, at der var introkursus i et helt døgn, og det havde jeg alligevel mod på.

Der var ikke nogen sekt bag træerne. Der var ganske almindelig kage og kaffe, vintergækker i vaser og stole at sidde på. Ikke meget sekt over det. Men der var meget venlighed og lys. Og ro. Masser af ro.

Det er ikke fordi, jeg som sådan er hverken stresset eller opkørt, men jeg bor absolut i et samfund, der er det. Jeg bliver påvirket, irritabel, rastløs, når jeg ikke kan finde ro i min hverdag, ikke kan undvære min telefon eller iPad, ikke kan undvære at junke nyheder konstant. Det kom helt af sig selv der bag træerne. 'Ingen tjeneste' stod der på telefonen. Og det blev der ved med. Godt for det.

Vi mediterede, spiste vegetarmad, gik ture, snakkede, grinte og var stille. Det blev mørkt, som jeg sjældent har set mørke. Og jeg sov så dybt, som jeg sjældent har sovet.

Næste dag gik vi tur, en veninde, der også var med, og jeg. Jeg kunne ikke rigtigt få fat i det, indfange det - om det var noget for mig. Mit hoved ville hele tiden vide, hvad målet var. 'Hvad skal der være sket om tre måneder, et halvt år, et helt år, hvis det her virker?' ville det vide. Det er jo ikke sådan at finde svar på.

I den sidste meditation skete der noget. Jeg fik et svar, om du vil. De ord, vejlederen brugte, kunne jeg pludselig genkende. Noget om et lys, der ville skylle igennem os. Mig. Hvor havde jeg hørt dem før? Én havde sagt sådan til mig før, brugt de samme ord om noget, der skulle ske. Det var håndlæseren, der havde sneget sig med ind i mit sind. Igen.

En meget fin ro indfandt sig, og da jeg kom hjem, satte jeg mig til at høre hendes lydfil igen. Jeg kunne ikke huske præcis, hvad hun havde sagt - men alt faldt på plads, da jeg hørte hendes ord igen:

"Når du kommer lidt længere hen, det kan godt tage noget tid... når du kommer lidt længere hen, så ser jeg, at du bliver meget mere ren og fin, både i dine tankemønstre men også din intuition... hvor du vil være meget mere i ren intuition og slippe nogle af de gamle tankemønstre, som har ligget og bevæget sig inde i dig... også helt fra de gamle tider.

Jeg får sådan... at der kommer et lys ned over dig, nu skal du ikke tage dig af billederne, men der kommer sådan lidt et lys ned over dig, skyller dig og hjælper dig til at komme ud af nogle tankemæssige bindinger, som ligger og blokerer energien lige nu. Det er sindssygt smukt at læse ned i...

Men det er et stykke arbejde, som jeg ser, du skal igennem, og så kan man sige "jamen skal jeg det agtigt?"... og det er jo hvad man tror på, men jeg ser, at det her billede viser ret kraftigt, at det skal du. Du skal gå ind i det med liv og sjæl og gå ind ad den her bagdør, der ligger ind til "dit eget hus", og jeg ser også det her med at komme ind og finde ud af, hvem er vi helt inde bagved" 

Så jeg går ind i det med liv og sjæl. Ad vejen ind.

Sandt eller falsk?

Året efter jeg blev skilt, skrev jeg en seddel til mig selv. På sedlen stod, at jeg inden for fem år skulle have er godt job, tjene 500.000, eje min egen bolig, eje min egen bil og være fuldstændig økonomisk uafhængig af andre. Det vil sige uafhængig af en evt. ny mand i mit liv. Resten af mit liv.

Der er gået en del mere end fem år, og jeg tjener ikke helt den halve million, men jeg har faktisk følelsen af, at jeg er i mål med de ting, jeg skrev på sedlen. Det er en rigtig god følelse, fordi så kunne jeg åbenbart gøre dét. Skrive noget på en seddel og få det til at ske. Step by step, men det gik. Jeg troede nok også, at hvis jeg bare nåede 'derhen', så ville der også følge en indre ro med. Ha. Det var da nogle ganske udmærkede mål, men alligevel...måske var det mest en overflade, som jeg troede genspejlede tryghed?

Den anden aften sad jeg i sofaen hos min soulmate og hørte mig selv sige noget i retning af: "Jeg ved ikke, om den uro og længsel efter noget andet, som jeg har nu, er noget, jeg selv skaber, fordi jeg keder mig i roen - eller om den uro og længsel har været der hele tiden, uden at jeg har kunnet mærke det i min stræben efter at få overfladen poleret". Jeg grubler stadig over det.

I foråret fik jeg læst mine hænder. Måske synes du, det lyder lidt hokus pokus, men det var det ikke. Det var skræmmende og beroligende på samme tid, fordi hun så fint rammede nogle tanker og problematikker ind, som jeg har båret med mig hele mit liv. Den anden dag hørte jeg læsningen igennem igen, og huskede igen hendes ord om, at jeg ikke altid skal handle. "Lige nu skal du ikke handle", sagde hun. Prøv bare at være lidt stille, læn dig tilbage i dit liv og observér, tro på at du er på vej, selvom det føles som stilstand. Handlingerne kommer først senere.

Jeg øver mig. Med is og rødvin på en tirsdag (juletræet lever helt til Helligtrekonger her i huset).

Kære mor

Jeg har siddet i din sofa, gået på dine trapper, dækket dit bord, rørt ved dine ting og sunget dine yndlings julesalmer. Jeg har hørt din glade stemme, set dit smil, mærket din glæde over at familien er samlet juleaften. Jeg har mærket din kærlighed.

Jeg har stået ved din grav og læst dit navn på stenen. Mine store unger lagde hver en arm om mig, da jeg pludselig måtte græde. Jeg savner dig.

Det var en fin juleaften ellers, andesteg, juletræ, gaver, konfekt - og til sidst en cognac. Jeg kan faktisk godt lide julen, på trods af reklamer, overforbrug og ærgrelsen over ikke helt at ramme plet med alle gaverne. Især kan jeg lide de stille juledage med plads til dynetid i sofaen på mørke eftermiddage.

Elverpigen er taget videre til kæresten vestpå og Troldebarnet har udviklet en ægte teenagedøgnrytme, der kun involverer nærvær overfor mor'en i relation til måltider. Det er okay med den her mor - han har på eget initiativ muget ud på sit værelse, så jeg er fuld af fortrøstning.

----

Jeg tog i skoven med hunden. Dén skov med dét hus vi kom til for snart 9 år siden, da livet havde slået en kolbøtte. En af de naboer, jeg havde dengang, sagde altid: "Vi er mange, der er kravlet ind i den her skov og har rejst os og er gået ud af den igen". Den følelse havde jeg også i dag, da jeg gik ad velkendte stier og forbi de steder, der rummer så mange erindringer.

Skoven bærer de gode minder - den uendelige juleferie, da vi var sneet inde, det trygge mørke, der omsluttede os, da vi havde brug for det, de gode venner der hjalp med at bære alt det tunge, naturen der tilbød sin helende kraft hver eneste dag. Og skoven bærer de svære minder - sårene, der skulle heles, to små børn, der havde fået den ene del af familien revet væk, min egen frygt og afsked med det liv, jeg havde haft, sorgen over at min mor blev syg og skulle dø.

Sådan en dag drømmer jeg om at bo der igen en dag. Jeg er glad for mit lille Damehus, glad for at Troldebarnet kan cykle til skole eller tage en bus, glad for at Elverpigen har nem adgang til transport til studie, veninder og kæreste, glad for at Smeden bor et stenkast herfra. Men i dag savner jeg skoven.

Billederne er ikke fra i dag - men fra min have dengang...

Sommerstatus

Bloggen har kaldt på det seneste - og åbenbart også på andre, for der har været fuldkommen vanvittig trafik i går. En hel måneds visninger på en dag? Mystisk.

Jeg har lyst til at prøve at skrive, hvor jeg er...men det kan godt risikere at blive langt. På sin vis er jeg det samme sted, som jeg har været de sidste fem år. Jeg bor i Damehuset med Troldebarnet og Elverpigen - og har verdens bedste smed på sidelinjen fysisk, i hjertet helt centralt. Arbejder det samme sted, og kører samme vej hver morgen. Min mor er stadig død, men min far lever i bedre og bedre velgående og er sammen med sin søde veninde.

Måske synes du, det er noget underligt noget at skrive, at min mor stadig er død, men det er meget bevidst, for det er sådan det føles. Det er virkelig svært at forstå, at det er en fuldstændig endegyldig kendsgerning. Du ved nok, hvad jeg mener, hvis du har prøvet at miste... Jeg savner hende stadig dagligt og jeg savner hende stadig mest, når der sker gode ting, fordi der ikke er nogen i hele verden, der kan glædes sammen med mig, som hun kunne.

Jeg kan mærke, at jeg begynder på en ny tid i mit liv. Det lyder enkelt, men føles skelsættende. Det er meget, meget svært at sætte ord på hvorfor og hvordan. På det ydre plan er det rationelt nok at forstå; min identitet forandrer sig i takt med, at børnene bliver store, selvstændige, opponerer, udvikles... Jeg har fået en lederstilling og på den måde sat min professionelle identitet i spil, fordi det at flytte sig fra at være medarbejder til at være leder (for mig) kræver meget bevidsthed. Desuden er der (selvom jeg stadig har glatte lår og nogenlunde holder taljemålet) et fysisk forfald, der umiskendeligt sætter ind og nærer en blandet følelse af lige dele vemod og lettelse.

Indeni...føles det som om, der sker noget indefra. Noget der vågner, kommer til bevidsthed. Noget, der altid har været der, men som først nu kan få plads. Det føles som noget nyt - og det føles som at genkende noget universelt.

Jeg har tænkt virkelig meget over, om jeg skal vove at skrive om det her på Hulebo-bloggen eller om det bare skal i skuffen. Men der står så meget andet her, som jo også er mig. Derfor kommer det til at stå her. Tag det for, hvad det er, hvis du læser med. Jeg står et unikt sted i verden, ligesom du gør. Ligesom alle de andre gør. Med lidt held og vilje, kan vi prøve at forstå hinandens verdensbilleder. Jeg har længe nok spejlet mig i mit eget billede, nu synes jeg, det er mere spændende at se mig selv i andres.

Og PS. Jeg holdt den fest. Min livsfest med mine livsvidner, og det var helt, som jeg havde drømt om. Alle kom, tænk sig, hver og én. Der var musik og kitschet DJ, som jeg havde drømt om. Diskolys og bajere og drinks til den lyse morgen. Det var ikke fancy og det var ikke fyldt med Pinterest-moments. Men det var MIN fest. Fordi jeg har et liv og fordi jeg er her nu. Og mine gæster var de bedste i verden. I min verden. Næste dag gik jeg en lang tur og tudede af taknemmelighed over, at så mange ville fejre lige netop mit liv. Jeg følte mig elsket, helt ind i det inderste. Så bliver det ikke bedre.