Sommeren er gået, tasken er pakket og afgørelsen faldet

Uha uha. Længe siden, alt for længe. Jeg havde travlt med at holde sommer og ferie. Toget gik til færgen, færgen gik til Bornholm og solen skinnede. S.K.I.N.N.E.D.E. Tak til jer, der også var på Bornholm og tog det gode vejr med. Åhh som jeg trængte. Til morgenmad på terrassen, dage i shorts og bikini, is og Svaneke øl, strand og natur. Bedste venner, sild, islandske heste, koncerter, grill og skybrud. Tror vi fik det hele med på en enkelt uge.

Derefter dejlige dage med børn, smed og badeland. Holder max at have ferie sammen. For ikke at sige sove sammen. En hel uge i træk. Det trængte jeg også til...Afsluttede ferien med Skanderborg Festival og en gedigen monsterbrandert. Trængte jeg faktisk ikke til.

Så kom hverdagen igen. Egentlig tiltrængt at få genindført regelmæssige måltider, grøntsager og sengetider. Og blogs. Jeg har været totalt koblet af og mon ikke, det har været sundt nok? Nu har jeg læst og læst hos resten af blogland og er nogenlunde opdateret. Og opgraderet med smartphone, spotify, tdcplay og hele molevitten. Og blogger på mobilen. Med 30 blogindlæg i hovedet, der aldrig blev til noget. Det går nok...

I dag har jeg læst lektier og pakket skoletaske. Ja. I morgen starter mit nye liv som skoleelev, godt nok på videreuddannelse, men alligevel. Føles meget spændende og manner, jeg glæder mig. Jeg er sulten efter noget nyt og føler mig meget voksen og etableret, fordi jeg har tjenestefri og får det hele betalt! Glæder mig til det, det fører til og glæder mig især over, at jeg er på en arbejdsplads, hvor ledelsen tror på, at det jeg brænder allermest for, vil jeg blive allerbedst til. Alle skulle have sådan en chef.

Nå ja, og så kom afgørelsen. Længe ventet med angst og bæven, mareridt og mavepine.

Vi har bestemt, at der ikke bliver fastsat samvær, idet vi ikke finder, at samvær vil være til gavn for børnene.

Umiddelbart en kæmpe lettelse og forventning om, at der så er ro på endnu. Men samtidig...en lammende følelse af, at jeg bliver fastholdt i en situation og nogle livsvilkår, som jeg er fuldstændig afsindigt træt af. Ikke at have en adresse. Ikke at have mit eget telefonnummer. Ikke at have et sygesikringskort. Små ting, ja. Men for helvede. Jeg bliver så træt nogle gange.

I morgen skal jeg møde 20 nye mennesker og igen forklare, at nej, det er ikke en fejl, at jeg ikke figurerer med billede og adresse, og nej, mit telefonnummer skal ikke på klasselisten. Vær venlig ikke at omtale mig eller lægge sjove studiebilleder på sociale medier og husk ikke at nævne mig i dokumenter, I offentliggør. T.R.Æ.T siger jeg jer. Men okay, alternativet er værre, så jeg tager en runde til i den hemmelige mølle.

Nu er det strengt taget sengetid for en Hulemor, så jeg vil bare sige godnat - og forresten, tak for alle jeres kommentarer, som jeg aldrig får vendt tilbage på. Det er skønt at være tilbage i Hulen og sammen med jer igen. Sov godt.

Næste ferie

Så er Hulebo folkene klar til næste omgang ferie. Jeg er født under mange heldige slags stjerner, men godt-ferie-vejr er ikke en af dem! Så beklager derude, det er min skyld, at den store lampe slukkede igen. Jeg har heldigvis vænnet mig til det, og derfor pakker jeg som sædvanlig varmt tøj og regnjakker i rygsækken. Ja, rygsækken. Vi skal nemlig på langtur med tog og færger og den slags, destinationen er max hygge med nogle af mine totalt yndlingsmennesker. Åhh så godt det skal blive at sludre halve nætter, drikke rosé og nyde børn.

Og ja, jeg ved I er spændte på at høre om Inger. Ikke? Jeg kan bare sige, at jeg nu forstår mødre, der græder over at sige farvel til svigerbørn...jeg har sagt til min far, at jeg under ingen omstændigheder vil af med hende igen! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men den virkelige Inger overgik alle tænkelige forventninger. Jeg har tænkt en masse over, hvilke ord, der kan beskrive hende, men det bliver så kliché agtigt. Hun falder bare ind i familien. Fuldstændig. Og jeg er sikker på, min mor ville have kunnet lide hende. Jeg kan faktisk få tanken, at hun har valgt hende til ham. Måske vil jeg bare gerne have, at det er sådan? Uanset hvad, er der masser af plads til min mor også, og vi har også lært Ingers afdøde mand at kende. I fortællinger fra deres liv.

Men lige nu er livet, og det allerbedste er at se de to være så taknemmelige over det, de har fået sammen. Det er så rørende. Og nu siger jeg lige noget. Som ikke er kritik af min mor. Som ikke er at kritisere mine forældres fine ægteskab. Som bare er at kalde tingene ved navn, ting, som min mor selv stod ved, og man derfor gerne må tale om. Jeg har før skrevet, at min mor var meget privat. Hun havde på mange planer svært ved at få tingene for tæt på. For eksempel gad hun ikke at spille spil, kort og den slags. Hun brød sig ikke om at udstille sit temperament, når tingene ikke gik til held for hende. Fair nok. Så var det bedre med kryds og tværs, som hun kunne sidde med i timevis. For sig selv. Sådan noget med at sidde sammen og løse en opgave, det gad hun virkelig ikke. Så kun man få den kryds og tværs, og så tog hun selv en anden.

En aften i sommerhuset sad Inger i sofaen med en kryds og tværs. Ikke på min mors plads, for hun har nænsomt spurgt min far til, hvor min mor plejede at sidde, sove, lægge sit tøj osv. Og så har hun på respektfuldt vis fundet sine egne pladser. Der var lige nøjagtig plads til 3/4 person ved siden af hende - og der satte min far sig med armen om hende. Og så sad de ellers der med brillerne på næsen og småsnakkede: "..hmmmm hvad kan der stå der?" ... "Njaa, måske xxx" ... "nej, så passer det ikke med xxx" ... "hmmm, så måske xxx"...

Jeg måtte ind og tørre øjnene. Fordi det må være fantastisk som næsten 70-årig at finde fællesskab med en anden, der er så inkluderende og favnende, at man gerne må sidde tæt og blande sig i en kryds og tværs. Det er livets stjernestunder. Og det er sådan Inger er. Få har mødt Troldebarnet som hende - der endda kaldte ham en møgunge, fordi han snød, da de spillede Uno 1½ time. Hvilket han tog som en kæmpe kompliment. Elverpigen har også foreslået, at hun kunne komme på ferie hos morfar et par dage - "altså hvis jeg godt kan tillade mig at spørge, om Inger så er der. Så kunne vi nemlig bage og alt sådan noget".

Og så siger min far, "jamen det skulle jo have været mor". Og så tænker jeg, 'jamen det skulle jo have været mor'. Men det blev ikke mor. Mormor. Vi havde hende i mange vigtige år, men ikke i alle dem, vi gerne ville have haft. Vi var slet ikke færdige med at have hende. Allermindst børnene, som godt kunne bruge en ekstra voksen til at ville dem, når nu de mangler halvdelen af deres stamtræ. Og derfor er Inger en kæmpe gave. Selvom hun ikke er mormor. For hun vil gerne spille kort, dele krydsere og bage. Vi er glade.

Og nu - rygsæk og oppakning. Tror nu jeg smider badetøjet i puljen også. Det kunne jo være at heldige asener med gode feriestjerner skulle i samme retning...

Første ferie

Ja, jeg er her stadig. Men for søren, hvor er det sjældent, jeg kommer sådan rigtigt forbi Hulebo. Eller, Hulebo er jo der, jeg er. I Damehuset. Som forresten er blevet ommøbleret, så jeg nu er endnu mere glad for mit lille hus. Og nu har jeg en hel uge til at nyde. Senere på sommeren kommer der mere ferie, så lige nu er bare en generalprøve i at holde fri. Læse. Spise is. Spille spil. Kysse børn og smed. Lytte til musik. Ahhh.

I dag skal der ske en stor ting. Jeg skal møde min fars Inger. Vi har talt i telefon med hinanden, men i dag sker det endelig. Jeg har virkelig, virkelig på fornemmelsen, at hun er en fantastisk ven, jeg ikke har mødt endnu. Svært at forklare, men jeg tror vi ligner hinanden meget. Og selvfølgelig har jeg tankerne om, at jeg kun får hende i mit liv, fordi min mor er død. Og det ville jeg ønske, at hun ikke var. Jeg vil jo hellere have min mor. Men nogle ting er heldigvis ikke op til os selv. Og jeg tror faktisk min mor har sendt Inger til min far, så han kunne leve sit liv igen. Min mor var ikke den smålige type, så selvfølgelig under hun os en engel til at bløde sorgen op.

Men først - solskin og kaffe i haven. God søndag folks!

For det første..

...tusind tak fordi I er så søde. Jeg elsker jeres kommentarer, selvom jeg næsten aldrig får svaret på dem i kommentarfeltet. Men jeg kan læse dem om og om igen, fordi det er så dejligt, at I er der. TAK.

For det andet, så har det været sådan nogle dage, hvor jeg har måttet overgive mig til boblen. Sygdomsboblen. Anna siger: "Overgiv dig til Zen, når dit barn bliver sygt". Åhh ja. To dage har Troldebarnet ligget vandret med feber og ondt i halsen. På de første sommerdage i mands minde. Så jeg har bare messet Annas ord, mens jeg har siddet med kaffen. Gravet lidt i haven. Fundet solhatten frem. Kigget lidt på katten, der havde kæresten med hjem. Og gjorde det på græsplænen, lige foran børnene. Så fik vi snakket lidt om bierne og blomsterne ...ind imellem har jeg selvfølgelig nusset, kysset, opvartet og trøstet Troldebarnet, der sagtens kunne ligge og være syg på trampolinen. Og i øvrigt er ved at komme sig nu.

Jeg gider også godt på arbejde igen, så det er fint, at han er frisk i morgen. Men altså, når det nu skulle være, så gjorde det da ikke noget, at vejret var godt...

Lørdagslykke og lidt frelsthed..

Jeg er ellers en sovetryne. Elsker min dyne om morgenen og tanken om, at jeg ikke skal op. Nu er der bare det, at smeden skal arbejde en hel masse. Langt væk. Mange dage. Så i morges stod jeg FRIvilligt op kl. 6.25. Og så på en lørdag. Hentede frisk morgenbrød og kørte ud til smeden, som havde gjort morgenbakken klar. Så sad vi der i sengen og spiste morgenmad og hyggede, indhentede det forsømte og kyssede på forskud.

Et par timer senere var jeg hjemme igen og Troldebarnet stået op til Disneysjov. Frisk morgenbrød, kaffe og stearinlys en gang til. Da Elverpigen vågnede kl. 9, havde hun slet ikke opdaget, at jeg havde været ved bageren...

Sådan en start på dagen kan anbefales! Jeg har siden nået at pudse vinduer, morgenhygge med mine unger, fylde et læs skrammel i en trailer, fylde køleskabet til randen og gjort klar til dagens malerdont. Glædet mig ved tanken om verdens bedste kæreste, der nu kan arbejde igennem uden at der står en sur kone og brokker sig. Og glædet mig selv ved, at jeg kan bruge tid på det, jeg har lyst til og synes er vigtigt, uden en sur mand, der synes, jeg skulle tage at forkæle ham lidt mere.

Ved godt, jeg næsten kun har kedelige minder fra et ægteskab, og dermed ikke et særlig godt sammenligningsgrundlag. Og det er jo efterhånden en velgennemtærsket kliché, at man skal have kærestetid og se hinanden i øjnene. Og få snakket. Og kysset. Jeg kan bare sige én ting...

Det virker! Den slags magiske stunder drukner let i hverdag, så lige nu elsker jeg bare, at vi ikke bor sammen. Hver ting til sin tid. Og lige nu er det tid til sol og sommer.

God lørdag..

Retur til virkeligheden

I dag var jeg forbi min arbejdsplads. På en lørdag, hvor der er lukket. Jeg ville hente min lønseddel, chekke et par ting på computeren, se evt. meddelelser fra min afløser (og chekke min mors blodprøver).

Hvad opdagede jeg? (udover at prøverne var fine!) Jeg glæder mig til at komme igen mandag morgen! Sgu.

Jeg savner dem allesammen, lige fra de andre originaler, der udgør det øvrige personale, til lugten og stemningen af huset. Jeg savner patienterne, de livlige, de hensygnende og dem, der er i bedring. Jeg glæder mig til at låse mig ind, tage uniformen på og komme i gang! Tænk sig. Er jeg heldig eller hvad?

Og hold nu op (for at bruge en - efterhånden - kliché) hvor har det været en skøn ferie. Ingen planer havde jeg. Vi. Mig og børnene. Jeg havde bestemt, at vi tog en dag ad gangen. Vi trængte til at være hinanden nær, lytte, grine, nusse, spille, spise is og bare være.

Sandt at sige var jeg en lille bitte smule ængstelig for at skulle være endnuendnuendnu mere på, end jeg altid er i forvejen. Men det viste sig, at Troldebarnet og Elverpigen nu er så store, at de i sandhed er selvkørende. Naturligvis er de så dejligt små, at de stadig skal kysses og puttes og fortælle laaange historier om sneglehuse og eventyrlege.

Men de kan også gå alene i kiosken og købe en is. De kan lægge sig til at sove, når de voksne gerne vil drikke et glas rødvin (*hm*hm* eller mere). Uden at kalde. De kan smøre deres egne madder, pakke deres egne tasker og huske solcremen, når vi skulle på tur. De accepterer betingelsesløst, at vi har madpakker med, og ikke vælter burgere, pomfritter og sodavand i os ved hver eneste frokost. Selvom de andre børn gør.

Og vigtigst af alt: De leger sindssygt godt med hinanden. Så har man (jeg) da gjort noget rigtigt!! Mit hjerte er ved at flyde over af taknemmelighed over de to.

Bevares - de skændes sgu da også så det BASKER!! Til mine forældres store fortrydelse; "det gjorde I jo aldrig".
(Nej men vi er fandeme også begge to så pisse konfliktsky stadigvæk, at vi uden besvær kunne begå os i en flinkeskole af 50'erne!)

Så jeg proklamerede stolt: "Nej, men det er nu engang søskende man øver sig bedst på, når man skal lære at håndtere konflikter og - især - at blive gode venner igen"
(Så er man nemlig fri for at spilde en masse god energi på kold krigsførelse. Men det sagde jeg ikke)

Tre ugers luksus af sommerhusferie med mormor og morfar, besøg af og hos gamle og nye venner. Campingferie, badeture, udflugter til fortid og nutid, sommershopping, sommerlæsning, isspisning og koncerter. Og sol, sol, sol...som har givet lækre brune ben og maveskind (ja, ja beautymama - masser af solcreme. Sværger!)

Jeg er så totalt ladet op, som jeg ikke mindes, jeg nogensinde har været efter en ferie. Og der er blevet højt til loftet og plads til nye tanker. Som jeg glæder mig til at forfølge og dyrke.

Håber at alle I andre bloggere også har haft de fede ferier!! Glæder mig til, at alle er tilbage på deres pind - jeg har nemlig og stor-savnet jer!!

1. etape...

...af ferien veloverstået.

I stikord: solskin, vandland, is, sove længe, John Irving, familie, Asti, grin, læææækker mad, badetøj, vandpistoler, rutsjebane, latter, myg, solcreme, børn, VM, dåsebajere, sorteper ... uhm. Sommer.

Nu er jeg hjemme i den steghede hule igen, uden børn, som er hos mormor og morfar. Åh hvilken fryd og fred. Godt nok varme arbejdsdage, men når jeg har fri kl. 15 er der jo stadig en hel arbejdsdag indtil jeg skal i seng. Uden "serviceren", aftensmad (af nævneværdig karakter i hvert fald), 2 x 10 x "moaaar" i timen, madpakker, lektier, tandbørstning....aahhhhh.

Har faktisk ikke skænket min egen blog en tanke i ferien...og snuser nu rundt om den som en nyforelsket teenager, der med blussende kinder skal nærme sig den udkårne igen. Hvad var det nu, vi talte om? Hvad var det nu, vi var optagede af? Hvorfor var det nu, det gjorde mig så glad?

Vi skal nok finde hinanden igen, det er jeg sikker på. Indtil da står den på Asti, bærbar og blog-surf hos jer!!

Tanker om bonderøve..

Havde jo egentlig annonceret, at jeg ville skrive om den rock-fest (eller...) jeg var til for nylig. Men øhm, når man ikke har så meget pænt at sige, skal man tie stille, ikke? Og musikken var ikke ... noget særligt. Kan dårligt huske det, faktisk.

Men resten af festen fejlede ingenting. Høj sol. Høj! Varmt! Tørstig!

Elverpigen og jeg startede hos bekendte, der serverede helstegt pattegris (!!). Godt nok længe siden sidst...

Da jeg var gift og boede i Købehavn, havde vi da også sommerfester. Med mad. Men ikke bare mad. Det skulle helst over i noget struds...eller i hvert fald oksemørbrad. Eller lam. Ikke svin! Med tilbehør, der havde de rigtige farver, eksotiske islæt, pikante ingredienser (helst noget, de andre ikke havde set, opdaget, smagt før)

Pølser? Naananananaaaaj. Måske til børnene. Men så i hvert fald fra Hanegal. Eller endnu bedre - lokal økologisk gårdbutik. Øllerne var selvfølgelig også lokale, selvfølgelig fra mikrobryggerier, selvfølgelig økologiske. Asti og Cava. Drinks.

For saddan hvor var det politisk korrekt. Og med masser af blærefaktor. Kan jeg se nu.

Til grisefesten i lørdags, var der så ikke lige den slags fine fornemmelser. Altså der var da salat, bevares. Men der var svin i rå mængder. Og ved I hvad? Det holdt. Det var magert, saftigt, mørt. Og solen skinnede. Og øllerne var kolde. Jeg skulle selvfølgelig sidde der med min iskolde Hoegaarden Witbier og spille smart (!). Vodka og juice gik rundt. Ikke andet. Ikke alt det smarte. "Små grå" fra fælles flaske på vej ind til festen. På cykler naturligvis. Det holdt også!

For dælen en fest. De røg. Og tog solarium. Og var totalt politisk ukorrekte. Men for f*nden de ville feste! Og min indre bonderøv var da åbenbart lykkelig for at blive sluppet ud i det fri. For jeg er jo lige sådan! Åhh det var dejligt, for en gangs skyld ikke at være så rigtig. Bare være. Og grine med folk, jeg dybest set ikke kender. For man bliver altså ikke liiige "en af vore egne" fra den ene dag til den anden (kunne jeg mærke, da branderten dampede af). Men det er vist også ok.

Jeg tror nok, jeg en gang havde travlt med at blive noget andet, end jeg var. Jeg skulle i hvert fald helt væk fra alt det, jeg kendte. Landsbyen med alle ekskæresterne og tosserne. For jeg var jo heeeelt anderledes. Som om. Den lørdag havde jeg det, som om jeg var kommet hjem. Jeg vidste lige, hvem der havde hvilken rolle, og hvem jeg (måske? sandsynligvis?) ville have været ekskæreste med i dag, hvis det var her, jeg havde slået mine folder som ganske ung.

Faktisk havde jeg som 25-årig en bedsteveninde, der flyttede netop hertil. Fra Århus. Jeg var rædselsslagen og tænkte, at hun spildte sit liv. Og gik glip af alle sine muligheder. Og hvad? Så sidder jeg her selv nu! Sammen med hende, til grisefest, goddammit. Så kan man jo tænke over, hvem der var mest smart. Eller fremsynet.

Nå men så sad vi der, værten og jeg, og jeg betroede ham, at den her fest mindede mig om min ungdom (I Amerikanerbilklubben. Wauw). Og at det var utroooolig sjovt og hyggeligt at sidde og høre på alle anekdoterne om de forskellige gæster. Men at jeg af samme grund havde valgt at flytte til et nyt sted, i stedet for min fødeegn. Altså sådan at der ikke lige er nogen her, der kender de små listige historier om mig, og derfor (selvfølgelig) ikke taler om mig. Så slog han verdens største latter op og sagde: "det bruger vi sgu ellers meget tid på. HAHAHAHARH" (Godt så. Fat det søster smart)

Klokken 00.00 dut. Var festen slut. Men så startede der vist en anden fest. Med nogle andre bonderøve. Og jeg fik da ikke min cykel med hjem. Og jeg sov et virkelig mærkeligt sted...(noget der rimer på bonderøv og teenager). Men det er en helt anden historie.